Alle har ret til et trygt og lykkeligt live

Alle mennesker har ret til et trygt og lykkeligt liv, og den første og sværeste forhindring for, at man kan få det liv, er, hvis man ikke tror, man fortjener det.

Mange af os føler os frigjorte, og nogle føler endda, at de lever et liv, hvor de aldrig bliver undertrykt. Men ikke desto mindre lever vi i en verden, der er heteroseksuel: Anders And har sin Andersine, Mickey Mouse har sin Minnie Mouse, Simpsons, Flintstones, Beverly Hills, Ringenes Herre. Alle de kulturprodukter, der omgiver os, er udtryk for en heteroseksuel verdensopfattelse. Og folk, der falder udenfor denne forståelse af verden, bliver ikke inkluderet, ofte bliver vi ligefrem ekskluderede gennem homofobiske kommentarer.

Det første man bliver nødt til at lære, hvis man vil være færdig med at blive udsat for hate crimes, er at bestemme sig for, at man er værd at forsvare. Sig det til dig selv i spejlet, gør det til dit stærkeste mantra: jeg kræver et trygt liv. Hver dag kræver jeg det.

svaege
Vi bilder os ikke ind, at vold løser nogen problemer. Når man tæver en gaybasher, bliver han ikke mindre homofobisk af den grund. Og vi bryder os ikke spor om vold. Vi ønsker, at vi aldrig får brug for at ødelægge nogen. Vi ville ønske, vi kunne gå gennem livet og aldrig føle frygt eller vrede. Men sådan er verden ikke. Vi har været bange. Vi er vrede.

Vi er værd at forsvare, og hvis der kommer et menneske og vil ødelægge vores liv, fordi han ikke kan lide, at vi elsker dem, vi elsker, så har vi ikke tænkt os at lade det lykkes for ham. Vi har tænkt os at forsvare os selv, og vi har al mulig ret til at gøre det.

Forleden, da vi prøvede at forklare en heteroseksuel mand, hvor undertrykte, vi sommetider føler os, sagde han til os, at vi intet vidste om undertrykkelse. Så spurgte vi ham, hvad han troede, der ville ske, hvis vi gik op og kyssede vores kærester foran Crazy Daisy en fredag aften. Han tænkte lidt og sagde så: nå ja ok, men I kan jo heller ikke bare gå ind og røve en bank, vel!
I den logik ligger en helt klar forestilling om, at der med vores anderledeshed følger risikoen for at få tæv. Det er så at sige en del af vores liv,  som vi må acceptere. Vi kan beklage det og synes, det er uretfærdigt, men i sidste ende må vi finde os i det, for det er nu engang tingenes tilstand.

Det er præcis den indstilling, der er første forhindring for et trygt og lykkeligt liv, og det er den første forhindring, man skal over.

7
Min kærlighed er ikke falsk og ond. Min kærlighed er sand og smuk, og den er værd at forsvare. Jeg er værd at forsvare. Dem, jeg elsker er værd at holde af. Jeg lover mig selv ikke at lade noget menneske ødelægge mig. Jeg lover mig ikke at lade mig styre af frygt og vold. Jeg lover mig selv et værdigt liv. Det skylder jeg mig selv.