Det er altså en kvinde…

Det er en dejlig morgen. Jeg vågner og ser min kæreste ved siden af. Hun smiler og krammer mig. Der er ro og blødhed, og taknemmelighed over, at vores veje krydsedes. Vi gør os klar til at tage af sted, og hånd i hånd går vi ud i verden.

”Lede lebber” råber en gruppe mænd, da de ser os gå forbi. Vi undrer os lidt over det. Det er da ikke os, der råber skældsord efter folk på gaden!

Vi tager hver sin bus, og som så ofte før er i dag en dag, hvor jeg møder nye mennesker. Small-talken begynder, og spørgsmålet, om jeg har en kæreste, bliver stillet. Jeg svarer, at jeg har en kæreste. ”Nå, hvor længe har du været sammen med ham?” Jeg svarer på, hvor langt tid jeg har været sammen med hende. Men noget går nu galt i samtalen. Den nye samtalepartner, der før dette tidspunkt, ikke har haft problemer med at forstå mit sprog, forstår nu ikke helt, hvad jeg snakker om, og retter mit mystiske hun til han! Dette sker oftest i længere tid, også selvom jeg har understreget, at det ikke er en talefejl, og sagt det altså er en kvinde.

Til sidst bliver denne konstante rettelse af mine personlige pronominer så provokerende, at jeg også begynder at ændre min samtalepartners seksualitet, ved at kalde hendes kæreste for hun. Denne gang bemærker hun dog på mystisk vis, at der er forskel på betydningen af hun og han, og protesterer. Der kommer straks en reaktion på sprogets hentydning af, at hun skulle være homo!

marriage

Så kommer der, ligesom så mange gange før, et par replikker, der gør det helt klart, at samtalepartneren er heteroseksuel, og hun kommer ofte med bemærkningen: ”Jeg har ikke noget imod homoseksuelle!” Det er en underlig kommentar, tænker jeg. Hvordan skal jeg reagere på det? Takke hende fordi hun er så godhjertet, og ikke har noget imod mig? Jeg fortæller hende så, høflig som jeg prøver at være over for mine medmennesker, at jeg heller ikke har noget imod heteroseksuelle, hvorpå hun kigger mistroisk på mig, og tænker for sig selv, hvorfor jeg dog også skulle have det!

Ofte vil en person som hende også gerne lige prøve slå fast, at hun altså går under titlen ”frisindet”, og kommer typisk med en sætning som denne: ”Jeg er hetero, men jeg har det fint med homoseksuelle, bare de ikke skilter med det og sidder og kysser foran andre!”

Homoguderne skal vide, at jeg har hørt det et par gange! Først og fremmest ville hun jo ikke stå og frygte, at jeg skulle tro, at hun også var homo og febrilsk understrege, at hun er hetero, hvis hun synes, at det var helt okay. ”Det er okay at være homo, men du må for alt i verden ikke tro, at jeg er det. Det ville være verdens undergang!” Titlen er i fare! Homoseksuelle må ikke skilte med deres seksualitet, det er en privatsag? Mon hun har lagt mærke til hvor meget heteroer skilter med deres seksualitet. Det bliver klart i hver sætning, i et hvert tv program, til enhver fest, hvor temaet altid underforstået er ”scor modsatte køn”- og når de så har gjort det, så må de selvfølgelig holde i hånd, og kysse hinanden, selv til familiefester! Men ved homoerne, der er det en privatsag!

Gent

Jeg ville foreslå hende at slå ordet ”frisindet” op i ordbogen, og se om det nu virkelig er et prædikat, der passer til hende.

Efter sådanne møder med nye mennesker tager nogle af dem sig ofte den frihed at stille mig nogle nærgående spørgsmål om sex! Jeg mindes ellers ikke, at jeg på noget tidspunkt i vores samtale har givet udtryk for at være ekshibitionist! Skulle jeg være perverteret? Jeg er da ganske anstændig i forhold til dem, der stiller mig de spørgsmål om sex efter utrolig kort bekendtskab. At en nærmest fremmed tager sig den frihed at stille mig spørgsmål om sex, ser jeg som værende særdeles ubehøvlet. Hvorfor skulle jeg stå og retfærdiggøre min seksualitet over for hende? Hendes er sikker, men min er usikker og skal først bevises gyldig, synes at være udgangspunktet. Igen kan jeg vælge at undgå at svare på de yderst mærkværdige spørgsmål ved at stille dem tilbage til hende, hvorved hun så forhåbentlig ser, at det er grinagtige spørgsmål, eller jeg kan vælge hovedrystende at gå min vej.

Disse eksempler er ikke de værst eksisterende, ingen blev myrdet eller stenet. Jeg kunne hoppe og klappe i hænderne over, at homoseksualitet nu ikke officielt ses som en sygdom i Danmark. Og ja, det er alle tiders, at de mest ekstreme opfattelser næsten er væk, men ingen form for homofobi er acceptabelt, heller ikke den indirekte slags. Den slags der siger, at heteroseksualitet er det den rigtige seksualitet, og homoseksualitet er af anden rang, og den skal først bevises, retfærdiggøres og dernæst eventuelt godkendes af dem med den ”rigtige” seksualitet. Valget syntes at ligge imellem at blive ignoreret, og ”omskrevet” til at være heteroseksuel, eller at være den mystiske-anden-slags-måske-egnede-mennesker.

pa skodet

Min dag i verden blandt artsfæller er ved at være slut. Jeg tager hjem til min kæreste igen, der smiler åbner døren og krammer mig. Der er ro og blødhed, og taknemmelighed over, at vores veje krydsedes