Bøsse

Jeg har hadet mig selv, siden jeg kunne sige: bøsserøv!
Som bøsse lærer man at hade sig selv, inden man finder ud af, hvem man er. Jeg var ude at gå en tur i en park, da jeg hørte to drenge råbe ‘bøsse’ efter hinanden. De var vel omkring 8 år, og de havde allerede puttet min seksualitet i kassen med skældsord uden at vide noget om det. En af deres mødre råbte efter dem, at de ikke skulle sige ’grimme ting’ til hinanden - og bekræftede dermed, at det at være bøsse er en fejl. Jeg gik ved siden af og blev ked af det. Sandsynligvis finder også andre af drengene i parken ud af, at de er bøsser, når de bliver ældre. I så fald ved de allerede nu, at de er hadede, og at deres længsler, begær og kærlighed bør følges af skam og frygt.

kissie

Da jeg selv var barn, fik jeg at vide af min stedfar gennem fem år, at jeg sikkert var bøsse, vel at mærke fra jeg var syv, til jeg blev tolv. Og han lærte mig allerede dengang, at det var afskyeligt. Jeg råbte selv ‘røvpulere’ efter mine lærere, selvom jeg hverken vidste, hvad det var, eller om de var det. Og da jeg første gang forelskede mig i en dreng som 13-årig, lærte jeg at skjule min kærlighed og benægtede det, da han fandt ud af det. Han var typen, der kørte på knallert og røg. Og således var min første forelskelse uløseligt forbundet med had, skam og frygt. De næste mange år var mit liv en lang række af forelskelser i, hvad jeg antog var heteroseksuelle drenge. Jeg lærte at undertrykke, skjule og skamme mig over min kærlighed, mine længsler og mit begær. Og mens alle mine jævnaldrende venner fortalte om deres kærlighed og begær, om deres første oplevelser og fantasier, kunne jeg vælge mellem løgnen, tavsheden eller udstødelsen. Lige meget hvad jeg valgte, ville jeg ikke kunne undgå ensomheden.

Jeg valgte løgnen, og det gjorde ikke kun ondt på mig, men også på de piger, der skulle være mit alibi. Frygt fik mig til at gøre frygtelige ting.

kissie

Når man lærer gennem hele sin barndom, hvad lægevidenskaben betragtede som et faktum for blot 30 år siden, at homoseksualitet er en sygdom, en unaturlig afvigelse, som i bibelen straffes med ildregn og ødelæggelse og i naturen ingen vegne fører; når man kun præsenteres for far og mor og evige rækker af heteroseksuelle parforhold – i familien, i reklamer, i TV og litteratur, når lærere og bedsteforældre altid spørger, om man har fundet en pige (og i øvrigt selv er heteroseksuelle), og det eneste (åbne) bøssepar i byen bor i det hus, hvor folk sjovt nok altid spytter på fortovet, og ordet ’bøsse’ udelukkende bruges som skældsord i idræt og på film, så vokser hadet og afskyen inde i én, længe før man ved, hvad det er, man hader. Og når man så endelig finder ud af, at man selv er det, man hader, så ligger al kærligheden allerede sølet ind i væmmelse fra start, og kampen for kærlighed og frigørelse bliver først og fremmest en kamp mod hadet i en selv, hadet til ens egen kærlighed.

Der er ofte en vis pludselighed forbundet med opdagelsen af, at man elsker en anden af sit eget køn. Denne pludselighed forskrækker, fordi den er, som når en homofob ser to bøsser holde i hånd på gaden. Vi bliver opdraget til at frygte det, vi ikke kender, og et af de største tabuer i dag er faktisk homoseksualitet, så vi lærer den aldrig at kende som andet end noget, man ikke taler om og i hvert fald ikke er.

Ud af heteronormativiteten – ind på Pan!
Når man springer ud (det vil her sige: finder ud af, at man elsker andre af sit eget køn), træder man i en vis forstand ud af det, man kan kalde den heteroseksuelle norm. Man ved, at man ikke mere passer ind i det partnerskabsbillede, som er almindeligt og anerkendt i samfundet. Man har som dreng, hidtil forsøgt at leve op til de krav, som traditionelt, men ofte usagt stilles til drenge, herunder først og fremmest at elske piger. Man har prøvet, for det meste ubevidst, at leve op til et kønsrollemønster, som indbefatter valg af job, uddannelse og interesser, påklædning, stemmeføring, bevægelsesmønstre, drikke- og spisevaner (mænd drikker fx hellere (sort) kaffe end te, men hellere øl end kaffe, osv.), den måde, hvorpå man forholder sig overfor andre drenge og overfor piger og meget mere.

kissie

Når man springer ud, opdager man, at det grundliggende i den kønsrolle, man forsøger at leve op til, er og bliver en umulighed. Alle de mænd, som hidtil har fungeret som rollemodeller, virker nu ikke mere, fordi der er en grundliggende forskel på min far og mig.

Når mange nyudsprungne bøsser pludselig begynder at falde ind i den stereotype “bøssede” væremåde, kan det ses som et brud med heteronormen. Man har som menneske brug for at have et tilhørsforhold til en gruppe, og når man sættes udenfor heteronormen, er det et naturligt valg at træde ind i, hvad man kunne kalde “homonormen,” i det mindste for en tid.

Den stereotype bøsse kan betragtes som en kønsrolle for sig. Man kan tale om en parallel til “en rigtig mand” og altså tale om “en rigtig bøsse.” Men ligesom man kan (og bør) stille spørgsmålstegn ved den heteroseksuelle manderolle, kan man naturligvis også gøre det ved bøsserollen. Ligesom man som mand (og især måske som bøsse) ofte kan føle sig fanget og undertrykt af det kønsmønster, som man forventes at passe ind i med alt, hvad det indebærer af machoattitude, kvindeundertrykkelse, homofobi og aggression, kan man også som bøsse føle sig fanget i den rolle som bøsse, som man forventes at leve op til med alt, hvad den indebærer af femininitet, forfængelighed, intriger, selvironi og promiskuitet. Og begge manderoller er lige konstruerede, og de kan og bør begge være konstante ofre for kritik og spørgen.

Normer, mønstre og roller er noget, vi bygger op for os selv for at kunne kategorisere hinanden og for lettere at kunne finde en plads i verden uden selv at skulle starte fra bunden hver gang. Det er som udgangspunkt også i orden. Problemet er imidlertid, at disse roller, specielt naturligvis de heteroseksuelle kønsroller, har så meget magt og selvfølgelighed, at de kan være nærmest umulige at afvige fra, uden at man selv bliver offer for nådesløs kritik. De kan i det hele taget være svære at få øjnene op for, fordi de er så udbredte og almindelige. Det er i øvrigt også denne faste tro på kønsrollerne, der er grundlaget for homofobien.

kissie

Når så mange bøsser opfører sig på en speciel måde, og du undrer dig og bliver irriteret over, at de ikke bare kan være sig selv i stedet for at prøve at passe ind i en stereotyp kasse, så prøv at se på de heteroseksuelle mænd omkring dig, og se, hvor meget de ligner hinanden: Hvordan de går ens, taler ens, taler om de samme ting, behandler kvinder på samme måde og taler et specielt sprog til hinanden. Prøv at tage til en fodboldkamp og spørg, hvorfor de alle sammen ikke bare kan være sig selv i stedet for at være sådan nogle stereotype mænd. Der er ingen, der beder dem om ikke at skabe sig og bare være sig selv!

Bøsserollen er en mulighed for at være mand på en måde, som er anerkendt mandig, men som stadig står i modsætning til heteroseksuel mandighed. Det er i orden og naturligt, at man er usikker, når man er i undertal og offer for undertrykkelse, og det er naturligt, at man opfinder forskellige koder og omgangsformer, som gør det lettere at forholde sig til sin verden og sig selv, hvis man ikke synes, man kan overskue at opfinde hele verden forfra, inden man går i gang med at leve i den.

Ingen kønsroller må kritikløst anerkendes og tillæres. Kønsrollerne er til som udgangspunkter, som poler, ud fra hvilke vi kan identificere os og bestemme, hvor vi befinder os. Ligesom det at være menneske næsten ikke er noget som helst bestemt som udgangspunkt, mens vi dog kan sige om os selv: vi er ikke sten, vi er ikke planter, vi er ikke aber. Vi er mennesker, og vi adskiller os på de og de punkter...

kissie

Løgn eller afsky – sikkerhed eller frihed.
Når jeg starter på en ny skole, holder jeg altid min seksualitet hemmelig det første stykke tid. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi jeg ved, at flertallet er homofobisk. Jeg har oplevet næsten ligeså mange gange som jeg har venner, at når en af mine venner har fundet ud af, at jeg er bøsse, har han taget afstand fra min homoseksualitet, men dog været nødt til at acceptere den, fordi han ikke ville miste mig som ven. Havde han vidst fra start, at jeg var bøsse, var vi aldrig blevet venner. Så havde han set mig først og fremmest som bøsse og ikke fx som punker, digter, tegner eller noget af alt det andet, som jeg også er. Som bøsse må man altid afsløre sig selv i et bagholdsangreb.

Som bøsse lever man enten i løgn eller had. Lever man i fuld åbenhed omkring sin seksualitet, må man også forvente at være afskyet af mange på sin skole eller arbejdsplads, ligesom man må forvente at dele af familien tager afstand fra en. Det er naturligvis forskelligt, hvor hadet man er som bøsse. Nogle mister både hele vennekredsen, familien, jobbet og hjemmet (det er fx muligt for en privat boligforening at afvise en lejer med den begrundelse, at han er bøsse), mens andre knap nok mærker noget som helst. Men ingen bøsse kan uden at lyve sige, at han aldrig er blevet diskrimineret på grund af sin seksualitet.

Det skulle da lige være ham, som aldrig har indrømmet for nogen, at han elsker andre mænd. Men han må vel i virkeligheden siges at være offer for den værste diskrimination: skammen, frygten og selvcensuren. Som bøsser lever de fleste af os i og med en vis portion løgn. Nogle af os forbliver i et stort bedrag hele livet igennem, andre lever reelle dobbeltliv og andre igen lever temmelig åbent som bøsser, men siger måske ikke ‘ja,’ når der kommer en flok fulde bøller og spørger, om man er bøsse eller giver måske udtryk for at være single til jobsamtalen, mens man i virkeligheden er kæreste med en mand. En vis portion løgn skal der til, hvis det hele skal fungere uden vold eller diskrimination.

Man kan på en måde sammenligne det at leve i et homoseksuelt forhold med det at bo mange personer sammen i et bz’at hus, der konstant er rydningstruet. På den ene side skal man finde ud af at bo sammen: hvor fælles, man vil organisere sig, hvilket forhold man skal have til hinanden, og man skal affinde sig med hinandens fejl og mangler. På samme måde som man skal, når man bor kollektivt i et lovligt hus eller er sammen i et heteroseksuelt forhold. Men derudover har man så hele tiden en trussel udefra, som lurer henholdsvis som en voldelig rydning eller som en form for overfald eller diskrimination. De, der har prøvet at bo i et rydningstruet hus, vil vide, hvor stor en stressfaktor, det er. Og man kan komme til at tænke ting som ’det kan alligevel ikke betale sig, det lader sig aldrig gøre.’ Og stressen, frygten og frustrationerne tapper en for energi, og fællesskabsfølelsen og kærligheden lider under det. Sådan går mange gode og sunde, kollektive, anarkistiske fællesskaber i stykker pga. et ydre pres, og således bliver mange homoseksuelle forhold ødelagt. Af intolerante heteroer.

kissie

Som bøsse lever man i løgn eller afsky, i sikkerhed eller frihed. Frihed er at kunne kysse sin kæreste, hvor man vil, og når man vil. Frihed er at kunne tale om sit sexliv, når de andre taler om deres. Frihed er at kunne tage sin kæreste med til firmafester og familiefester, når de andre tager deres med. Frihed er at være stolt af overhovedet at kunne elske. Den frihed er usikkerhed og medfører risiko for vold, udstødelse, mobning, fyring og al mulig anden undertrykkende diskrimination. Frihed er at kunne gøre, hvad man vil uden at indskrænke andres frihed, og det er på ingen måde en indskrænkelse af andres frihed at være homoseksuel. Frygt er ikke frihed. Vælger man sikkerheden, er man ufri, vælger man friheden, må man tage risikoen med i købet. Det er en beklagelig situation, men slet ikke en, vi ikke kan kæmpe os ud af.

Dette skal ikke være en lyseslukker, blot en ærlig konstatering af tingenes tilstand, som jeg oplever dem i Danmark en tirsdag i marts. Måske oplever du dem anderledes. Måske sidder du nu med barberbladet mod halsen, billedligt eller ganske bogstaveligt, måske sidder du og ryster på hovedet over mit sortsyn og min vrede desperation. Ligegyldigt hvordan du har det, er dette ment som et opråb, en øjenåbner - til homoer og heteroer, en udstrakt hånd, en hånd mellem skulderbladene, en lussing, en revolver lagt i din hånd.

Kampen for vores frihed er lige nu og her. Tingene bliver aldrig bedre af sig selv. Der er nogen, der må rejse sig og råbe højt, meget højt. Og hvis det ikke skal være dig, hvem skal det så være? Og hvis det ikke skal være nu, hvornår havde du så tænkt dig at gøre det?

kissie

Fotos fra: http://www.fotolog.com/boyskissboys/
Queer Jihad i radioen om ”første gang:” http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset/Udsendelser/2009/07/08124907.htm