Fra Vagn og Jan til Queer Jihad

(Det her er et brev vi fik, efter vi havde lavet Træt af Pis. Vi blev meget glade for det her brev.)
Hej Queer Jihad
TAK TAK og atter TAK for at fortælle ”vores” historie.

Jeg og min mand har været sammen i 35 år her til sommer og blev for mange år siden forfulgt ned af Frederiksborgvej, hvor vi nåede i sikkerhed i vor trappe-opgang og dårligt nok turde tænde lys i lejligheden, fordi vi havde alle mulige tanker om, at så ville døren blive sparket ind og sådan to bøsserøve gennembanket!!!

Så sent som i går, da vi sammen med 2 af vore venner gik i parken, så unge mennesker spille rollespil og havde det fint og hilste og kiggede uden at stoppe; selv her blev vi mindet om, at i et split-sekund er vi truede, da en idiot løb forbi os og skulle angribe nogle andre og højt og tydeligt råbte: Bare kom an, bøsserøve! Der ville jeg godt have haft tillid og mod til at konfrontere ham med, hvorfor helvede han råber det? Men nej, vi gik stille og roligt videre og håbede, at ingen af disse 10-20 unge drenge ville antaste os mere.

Siden har jeg altid gået med ideen om at få undervisning i selvforsvar. Så når nu vi hører, at I lærer fra jer, kan man så, trods at vi næsten er 60 år begge to, måske være med på et eller andet hold?

Tankerne om, at man kan forsvare sig, er netop efter vor mening den rette, for ved vi, at vi har lært at ”nedlægge en åndssvag tumpe,” så får vi ikke frygten op i os.

Endnu engang tak for jeres initiativ.

Vagn & Jan

unicorn power