Homofobi findes

For nylig blev jeg spurgt, hvad al den snak om queer og homofobi skulle til for. Ham, der spurgte mig, kunne ikke rigtigt se, at det var så stort et problem. Men verden ser selvfølgelig også anderledes ud, når man er en hvid, heteroseksuel mand, der måske nok har et hårdt liv, men som ikke er offer for den samme systematiske undertrykkelse.

Der er mange ting, der kan gøre livet svært. Men hvis man er homoseksuel, så kan man være sikker på at se frem til resten af livet at møde en systematiseret undertrykkelse, der kan inkludere mobning, social udefrysning, verbale angreb, chikane, vold og endda nogle gange mord, i samtlige subkulturer, i alle lande verden rundt, i alle aldersgrupper, i den offentlige sektor, på jobbet, i skolen, i familien, i vennekredsen, hos politiet, på gaden, når man handler, når man elsker, når man holder hånd, når man går alene, osv.

Lad mig give et par eksempler fra mit eget liv, som kan hjælpe dig med at forstå, hvordan undertrykkelsen kan komme til udtryk.

1. Jeg beklagede mig over homofobi til en hetero, og han sagde, jeg ikke kendte til undertrykkelse. Så spurgte jeg ham, hvad han troede, der ville ske, hvis jeg kyssede en fyr om natten udenfor Crazy Daisy. ‘Nåja, ok,’ svarede han, ‘men man kan jo heller ikke bare gå op i byen og røve en bank, vel?’

Crazy
Kys din kæreste foran manden med de lysende lazer-øjne.

2. Jeg sad på en fortovscafé med min kæreste, og vi skjulte ikke noget for nogen. Pludselig kom der et æg flyvende imod os, og det smadredes mod muren bag os. Er der nogen af jer heteroer, der har oplevet, at nogen kaster æg efter jer, fordi I sidder på en café med jeres kæreste?

3. I går var der to, der gik forbi mig og den ene sagde til den anden: fuck, han ligner en svans, ham der!

4. Der var en, der råbte ‘bøsserøv’ efter mig til en privatfest. Jeg blev så ked af det, at jeg ikke gjorde noget ved det. Der var heller ikke andre, der gjorde noget.

5. En onsdag aften lige uden for mit hjem blev jeg stoppet af en fyr, der ville slås med mig, fordi der stod ‘queer’ på min jakke.

Queer Cycle

6. De fleste kender situationer med folk, hvor man ikke er sikker på, hvilket forhold man har til hinanden. Man er blevet ret glade for hinanden, men ved måske ikke, om tiden er helt moden, til at man tør kysse den anden. Det er en sød og skrøbelig situation, som er fyldt med magi. Forleden stod jeg foran hovedbanegården med en fyr, jeg har mødt, og som jeg er blevet rigtigt glad for. Og det er gengældt. Da jeg skulle sende ham med toget, var vi i tvivl om, om vi skulle kysse. Men vi lod være. Ikke fordi tiden ikke var moden, men fordi det var foran hovedbanegården om natten, og vi ville sikkert ikke slippe for onde kommentarer. Eller tæsk. Sådan forsvandt magien, og sådan bliver mange homoseksuelle forhold ødelagt. Af heteroer.

I wouldn't piss on homophobia

Det var nogle eksempler fra mit liv. Dem, jeg har valgt her, er temmeligt uskyldige og ufarlige, men de tegner et mønster, der gør det umuligt for mig uden videre at elske og vise kærlighed. At give mig hen. Og i sidste ende er det de små ting, der tæller. Og til dig, der spurgte, hvad alt det her skal til for: Jeg håber, du kan finde lidt svar i det her. Prøv at sætte dig i mit sted, hvis du kan.