Hverken grænser eller regler

Jeg kan ikke lide definitioner. Mener ikke, de er vigtige. Har besluttet, at det er rigtigt for mig ikke at definere min seksualitet, mine relationer eller mit følelsesliv. Jeg prøver på ikke at definere mig som hverken pige eller dreng. Helst vil jeg være udefinerbar og fornemme, hvad det er der sker og hvad jeg føler i øjeblikket. Jeg er kronisk i tvivl.

Jeg har altid syntes, det var ubehageligt, når folk havde kærester. Har ikke kunnet forstå denne pludselige og totale fokusering på én anden. Hvorfor man med et ikke var så meget værd som før denne kærestes ankomst. Kæresten var med over alt, og uden at man kendte denne person, var den nu en del af ens venskab med vennen, om man kunne lide det eller ej. De nye kærester kunne også ændrer ens venners personlighed, stil, politiske holdninger, hvad som helst. Mine venner syntes at udstråle, at venner er vigtige, men kærester er et og alt. Min status som ven føltes altid andenrangs.

Jeg mødte på et tidspunkt en person, og vi lavede en aftale. Vi ville have sex og være venner. Altså ikke være kærester og ikke være forpligtet. Kun være sammen, hvis vi havde lyst, og vi måtte gerne være sammen med andre. For vi havde ikke et kæresteforhold, vi var venner. Dette passede mig rigtigt godt. Det var spændene og frækt. Det var ligesom ikke helt lovligt. Der var en masse kedelige ting, man ikke behøvede at tage stilling til. Vi lavede nok ca. det samme som kærester. Det var bare det, at der ikke var et fast forhold; det var flydende. Det var rigtig rart. Jeg kunne involvere mig følelsesmæssigt uden at føle mig fanget som ellers. Indtil han stoppede det, fordi han sagde, jeg blev såret. Det havde jeg ikke mærket noget til. Vi var da bare venner en tid, men han trak sig lige så stille tilbage. Først da blev jeg såret.

Det har påvirket mig, at nogle af mine bedste venner er lesbiske. Min holdning var i starten, at ”det er helt fint med mig, og de skal have det godt og alt, men det er unaturligt.” I løbet af nogle år snakkede og pjattede vi meget om det at være lesbisk, om vores og andres fordomme om bøsser, lesbiske og biseksuelle. Det kom også tit til at handle om, hvor onde heteroer er. Hver gang, vi pjattede om heteroer, følte jeg lidt, det var mig. Jeg havde aldrig rigtig fundet ud af, hvad jeg var. Mine holdninger havde ændret sig meget. Jeg mente ikke mere, at det var unaturligt at være homo. Jeg ønskede ikke at være hetero. Jeg var dog rimelig sikker på, at jeg ikke var lesbisk. Biseksualitet var også et svært begreb, for jeg er ikke tiltrukket af drenge og piger, fordi de er drenge og piger, men fordi de er nogle rare, søde, smukke, dejlige mennesker.

En ven stillede mig engang dette spørgsmål: ”kan man have en seksualitet, hvis man ikke har noget køn?” Mit første svar var: ”nej, man kan hverken være homo-, hetero- eller bi-seksuel, fordi det kræver, at man ved, hvilket køn man er.”

Selvfølgelig har man en seksualitet. Hvis man ikke har noget køn, er det bare ligegyldigt, hvad seksuel orientering man har. Hetero-, homo-, biseksuel, det er det samme, hvis mennesker ikke er delt op i køn. Denne tanke fascinerer mig utroligt meget. Denne opløsning eller afskaffelse af køn ville løse hele seksualitetens problemstillinger i et snuptag. For ikke at nævne ligestillings problemerne, kønsdiskrimineringen, samfundets magtstrukturer, samfundets maskuline objektivitet og patriarkalske opbygning. Mere om det en anden gang.

Jeg ved godt, hvad samfundet mener, man gør, når man er venner, og hvordan man opfører sig, når man er kærester. Men det er ikke vigtigt for mig, hvad man kalder det. For mig er det at elske en person ikke noget seksuelt. Det at elske en er den følelse af, at man kan lide en person uendeligt meget, og man vil ønske, den er i ens liv, så man kan se, snakke og kramme med den. Det kan man på sin vis med alle mennesker i verden, ligegyldigt køn, alder, seksuel orientering osv.

Jeg har ingen trang til at vælge, hvad jeg vil være for nogen, eller hvad dem, jeg omgås, er for mig. Det eneste det at finde ud af, hvilken slags forhold man har, gør, er at begrænse det. Der er ikke forskel på den måde, jeg holder af folk på, om det er mine forældre, søskende, venner, bekendte, kærester eller elskere. Der er bare forskel på, hvordan jeg kender dem, hvad jeg holder af ved dem, og hvad vi laver sammen. Jeg elsker dem alle fra det samme sted. Elsker dem ikke mindre, ved at der kommer flere til. Har ikke en begrænset mængde kærlighed at give af. Der er uendeligt kærlighed, hvis det er det, jeg har brug for. Jeg bruger venskabet som ramme. Det er et begreb, der rummer meget i forvejen. Jeg fylder så det på, som jeg kan og har brug for, og lader ven betyde ”en person, jeg kender og holder af.”

Jeg er ikke monogam i mine seksuelle relationer, fordi det at være monogam er at have én kær(este), kun at elske én, at vælge at leve og være to sammen, som et par. Det ved jeg, at jeg ikke gør eller vil. Jeg kan sagtens kun have en, jeg er seksuelt sammen med og være lykkelig, men jeg elsker stadig mange andre. Sex er for mig en måde at være sammen med folk på, en leg, jeg har lyst til at lege med nogen mennesker. Tit folk jeg holder af, ja, men ikke med alle folk, jeg holder af og også med nogle mennesker, jeg ikke ligefrem elsker. Nogen kan jeg så lege denne leg med, andre ikke, fx pga. sociale normer, vi har i samfundet, (som det er for tabubelagt, kompliceret eller irrelevant at gøre op med) eller fordi den anden ikke har lyst til at lege denne leg. Men det er ikke afgørende for forholdet, om vi har sex eller ej.

For mig bliver min seksuelle orientering politisk. Fordi det er en del af at gøre mennesker frie. Den måde, vi deler seksualitet op på i dag og knytter den til kærlighed og forelskelse, passer ikke mig. Jeg tror, der er andre, der føler ligesom jeg. At de er fanget og begrænset af disse normer, samfundet sætter op. Det er normer, som alle kender. Man kan se det som et sæt solbriller, vi alle får udleveret af samfundet, når vi bliver født. Der er to slags: et til piger og et til drenge. Der er en frygtelig masse normer i dette ”solfilter.” Nogen af dem lærer du at lægge mærke til. Andre ved du måske ikke endnu, at de er der. Men man kan så vælge at prøve at tage disse briller af. Men det er svært at se uden dem. Så man vil sikkert hele tiden tage dem på igen, for at kunne se uden at skulle anstrenge sig, og det er helt i orden. Men jeg tror, det er sundt at vide, at man har briller på og være bevist om, hvad de gør ved ens syn. Så må man finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv, og om man skal have lavet nogle nye briller. Jeg prøver på at gå uden briller, men det er svært. ”Solen ”er så skarp, og jeg har været vant til at gå med briller hele mit liv. Men det vigtige er at vide, at jeg har briller på, at være bevist om, hvad de hindrer mig i at se at prøve at tage dem af, så tit jeg kan. For det føles rigtigt at gå uden briller eller med andre briller end dem, jeg fik udleveret ved fødslen.

Dette er politisk for mig på den måde, at jeg vil kæmpe for at fortælle folk, at de ser verden gennem et filter. Det synes jeg, de skal tage i betragtning, når de lever deres liv og tænke over, om de kan bruge det filter til noget, eller om de har behov for et andet. Jeg vil vise mit filter, så folk ved, at filtre kan være anderledes at se igennem. For jeg tror aldrig, man kan leve helt uden et filter, det vil bare ændre sig med tiden. Alle har et filter, og dette filter er ens moral, normer, og det er der ens evne til at definere ligger. Det er en god ting at kunne definere, men man skal vide, at man gør det, for at kunne ændre i de indkodede definitioner, der er i filtret. De er skabt af ens påvirkninger fra omverdenen og samfundet, selv dem man ikke har lagt mærke til endnu.

Jeg tegner overskæg og barberer høje tindinger for at forvirre i det billede, folk får af mig. Går ofte i joggingbukser, fordi jeg mener, det er en beklædningsdel, der ikke er kønsspecifik. Jeg laver små øvelser for mig selv for at prøve at afkode min hjerne i at tænke på og reagere efter, hvad køn folk har. Jeg ønsker ikke, at køn skal have nogen betydning i mine relationer til folk. Ønsker ikke at hvilket køn jeg har, skal være vigtigt for andre. Så derfor rører jeg så tit jeg kan rundt i det, bruger hun og han tilfældigt, ser på folk igennem nogle briller, der har udlignet alle de forskelle, de andre briller fremhæver, tænker folk som værende af det modsatte køn end de er, eller ser på alle, som har de det samme køn som jeg. Hvilket det så er. Alt sammen for bedre at kunne se alt det de er, som ikke er deres køn.

For mig vil det altid være vigtigere, at folk er ærlige, end at de prøver at passe ind i nogle forudbestemte kasser. Det sårer mig normalt ikke at forhold ændrer sig, men derimod sårer det mig, når de går i stykker pga. samfundets normer, eller at folk pludseligt forsvinder ud af mit liv, uden at jeg kan forstå hvorfor. Det er vigtigere at folk er der, end hvad man laver sammen.

Jeg må have respekt for mine egne følelser. Det er ikke nogen, jeg sådan lige kan kontrollere. Må tage hensyn til dem, om det er følelser, jeg kan lide at have eller ej, om de er relevante eller fjollede. Jeg respekterer følelser hos andre og prøver at finde ud af, hvordan de har det med relationer og evt. seksualitet. Derefter må forholdet, vi har eller får, blive, hvad vi begge har det godt med og efter hvilke normer, vi hver især har.

Jeg ved, at jeg er præget utroligt meget af at have levet med mere eller mindre bevidste samfundsmønster. Fx at efter samfundets definition er man heteroseksuel medmindre man ”finder ud af,” at man er homoseksuel eller biseksuel. Dette kan jeg ikke bare ignorere. Jeg bliver nødt til at tage det med i min vurdering af mine forhold til mennesker.

Mit mål er ikke længere at vide, hvad jeg er, men at bestemme, hvad jeg er. At forholde mig til de mennesker, jeg omgås.

Min klarhed består i, at jeg ved, jeg er i tvivl og ikke vil vælge. At passe det til, som jeg nu har brug for. Og definitionerne. Dem kan jeg beholde, som de er, omdefinere, rode rundt i, tilsætte nyt, eller skabe helt nye.