Hvor normen ikke kan nå dig

Hvis man vælger at acceptere forestillingen om, at det ’rigtige og sunde’ forhold er det monogame, heteroseksuelle forhold, slipper man for at tage stilling til en masse ting. Udover at et forhold i så fald består af 1 stk. mand og 1 stk. kvinde, følger også en masse kønsrollemønstre, som sikrer, at puslespillet går op. Sådan at kvinden og manden bliver hinandens modstykker, og magtpositionerne er givet på forhånd, så kedelige og langtrukne magtkampe ikke behøver tage ens tid og energi. Den ene er kreativ og sød, den anden stærk og brovtende osv. Det er nemt og ligetil. Det er dejligt at leve i en kernefamilie. Det er skønt at være heteroseksuel og monogam og gøre, hvad der forventes.

family/cristallo

Vælger man derimod et forhold, hvor man er to af samme køn, lad os kalde det et homoseksuelt forhold, er reglerne ikke længere så gennemskuelige. I et typisk patriarkalsk samfund spørger folk ofte, hvem der er manden og kvinden i et homoseksuelt forhold (ja, det gør folk faktisk stadig). Det antydes i den anledning ofte, at det er skamfuldt at være det ”forkerte” køn, dvs. det man ikke er biologisk.

Men sandheden er nok snarere den, at begge har evne og lov til og mulighed for at udfylde alle køn. Nogle gange samtidig, nogle gange komplimenterer man hinanden for senere at bytte osv. I et homoseksuelt forhold er det nemt at lege med nogle af de kvaliteter, som ellers er knyttet til et af kønnene, fx kvindens omsorgsfuldhed, færdigheder i et køkken, kreativitet, sans for skønhed, forfængelighed og mandens styrke, handlekraft, kølige overblik, gennemslagskraft, for blot at nævne nogle af de kulturelt kønsbestemte kvaliteter, som man i et heteroseksuelt forhold kan have svært ved at bytte rundt på og deles om, fordi det med det samme går på tværs af, hvad der traditionelt forventes.

Desuden behøver man ikke se bort fra, at mange kvinder faktisk er bedre til at sy end mænd, og mænd er bedre til at reparere ting end kvinder. Men det har naturligvis intet med det biologiske køn at gøre, men hænger sammen med, at man har lært det igennem den opvækst, man har fået. Man er ganske enkelt vant til at gøre de forskellige ting, der passer til ens kønsorganer. Når man opdager, at man fx er homoseksuel, finder man også ud af, at man aldrig bliver den mand eller kvinde, man forventes at blive. Så kan man lettere smide hele sin kulturelle kønsopdragelse overbord på en gang. Og endelig begynde at opdrage sig selv forfra!

Andre håndgribelige eksempler på fordele ved, at regelsættet mister sit tag, fordi man ikke længere passer ind i ’det monogame, heteroseksuelle forhold,’ er muligheden for at bytte roller i sexlivet. Man kan skiftes til at give og tage, dominere og tage initiativ. Og for dens sags skyld bliver det også lettere at finde en balance i forhold til spørgsmål omkring seksuel udbytning og dominans. Fx har man en fordel i forhold til ’halvt emanciperede’ forhold, der nok er bevidste om kønsstrukturer, men ikke har et afklaret og afslappet forhold til dem. I sådanne forhold kunne manden fx aldrig dominere kvinden i et seksuelt spil for sjov, uden at det ville have en bismag af kvindehad. I et homoseksuelt forhold kan man nemt lege med dominans og udbytning, fordi begge parter er strukturelt ligestillede fra start (hvis man ser bort fra andre strukturer som etnicitet, klasse, alder og erfaring) og har altså strukturelt set mulighed for at vende rollerne om når som helst.

ladies

Et homoseksuelt par kan gå på gaden eller til fester og tale sammen om, hvem der ellers er lækre. Det er ikke muligt i et ’normalt-heteroseksuelt’ forhold, fordi i hvert fald manden under ingen omstændigheder ville kunne indrømme, at han fandt en anden mand attraktiv. Endnu en fordel er, at når man først en gang er trådt udenfor normen, er man fri. Som homoseksuel har man aldrig mulighed for at blive accepteret af normen (muligvis af samfundet, men aldrig Normen, som altid vil være heteroseksuel). Man er en gang for alle udstødt, en freak. For den udstødte er det ikke så svært at gå yderligere skridt væk fra normen, ganske enkelt fordi man har mindre at tabe. Man er stillet frit med hensyn til at eksperimentere med S/M, polygami, pis, lort, rollespil, dominans, dragging, forhold på tværs af kulturer, racer, alder, klasse osv. Man har mulighed for at indgå i useriøse forhold, fordi man ikke risikerer afkom, og fordi man ikke forventes at stifte familie og bygge et hjem.

Alt dette er ting, som Normen ser som farligt, ubrugeligt, uproduktivt eller skadeligt, men når man ikke hører med i Normen bliver det ligegyldigt, og man stilles frit til at vende det til fordele. Queers befinder sig et sted, hvor Normen ikke kan nå. Hvis vi ser det, kan det blive vores helle.

Befri dit liv!