På kanten

Af: Kasper Voldsgaard Hansen, bragt i avisen: Nordjyske, 3.4.2007
Den anden dag talte jeg med en pige, der havde overskæg. Det var ikke noget rigtigt overskæg, hun havde malet det på med en tusch. Jeg mødte hende ved en festlig lejlighed, men hun har også tit overskæg i hverdagen. Hun er desuden fuldstændig kortklippet, så når man ser hende på afstand, kan det være svært at se, om hun er en dreng eller pige. Det er hun vist ret godt tilfreds med. Når man lige møder hende, bliver man lidt distraheret af hendes fremtoning. Det er trods alt ikke så tit, man møder helt kortklippede piger med overskæg. Der er noget modsætningsfyldt i, at hun umiddelbart virker meget stille og genert, samtidig med at hendes udseende skaber så meget opmærksomhed. Selvom hun umiddelbart ikke gør meget væsen af sig, er det fuldstændig umuligt ikke at forholde sig til hende, bare fordi hun har det der overskæg.

Jeg tror, hun ser ud som hun gør, fordi hun synes, vi har alt for travlt med at definere os selv som enten mænd eller kvinder. Hun ønsker at gøre op med de konventioner, der hører med til at være enten mand eller kvinde, og hun gider ikke, at hendes køn skal spille en rolle i hendes forhold til andre mennesker. Jeg tror godt, hun ved, at man ikke fra den ene dag til den anden kan se bort fra de tanker, vi er blevet opdraget til at have om henholdsvis kvinder og mænd og deres forhold til hinanden, men hun er bevidst om, at det netop bare er konventioner, og hun prøver at sætte spørgsmålstegn ved dem. Overskægget må siges at være et uhyre effektivt middel til at få de mennesker, hun møder, til at tænke over kønsspørgsmålet. Man kan nærmest ikke undgå det, når man ser hende. Hun har sikkert også 1000 andre grunde til at male overskæg, men det, at hun sætter spørgsmålstegn ved vores kønsrollekonventioner og vores behov for altid at definere os selv og agere ud fra vores køn, gør hende efter min mening super sej og meget inspirerende.

Når vi handler ud fra de tillærte konventioner indskrænker vi vores handlemuligheder. Inden vi er fem år gamle har vi lært, at drenge går i drengefarver, konkurrerer, er udfarende og handlekraftige, går op i sport, bliver beskidte osv. Pigerne lærer derimod, at piger går i pigefarver, går op i madlavning, er pussenussede, passive, udglattende og følsomme, og sådan fortsætter de fleste af os resten af vores liv. Men hvad er det for noget med drengefarver og pigefarver? Hvorfor lærer vi vores børn, at det kun er nogle bestemte farver, de kan vælge imellem, når de i virkeligheden burde kunne vælge frit fra hele farvepaletten?  De tillærte konventioner indskrænker sig naturligvis ikke kun til kønsområdet, men de følger os usynligt i alle vores tanker og handlinger, og det er netop, fordi de er usynlige, at de er så svære at ændre.

Måske behøver vi ikke nødvendigvis gøre op med vores tillærte konventioner og definitioner, men som et minimum bør vi forholde os kritisk til den kultur og de normer, vi omgiver os med. Når vi glemmer at sætte spørgsmålstegn ved dem og udfordre dem, så bliver de pludselig omklamrende og destruktive. Nogle gange burde vi glemme, hvad vi har lært om, hvordan man opfører sig, når man har et bestemt køn, alder, status og så videre. Hvis vi formår at være bevidste om alle disse konventioner, har vi mulighed for at vælge, om vi rent faktisk vil forholde os til dem, og så åbner der sig en verden af nye handlemuligheder. Det er ikke let, for man bliver hele tiden fanget i de vante tankemønstre, men så kommer der pludselig en pige med overskæg, og så vågner man op igen.