Københavnere tæsker bøsser

Sommeren 2008 har budt på en meget trist udvikling, hvad angår hatecrimes rettet specifikt mod seksuelle mindretal i Danmark. Hatecrimes mod denne gruppe er i vækst, og samtidig er karakteren af volden blevet stadigt mere afstumpet og grov. Sommerens meget voldsomme overfald har primært fundet sted i de områder i indre København, hvor mange homoseksuelle færdes i de sene timer, og de har bl.a. resulteret i længere hospitalsophold, varige mén og dybe ar på sjælen for de uheldige ofre. Mediernes opmærksomhed omkring hatecrimes har været næsten ikke eksisterende, hvilket er medvirkende til at hatecrimes er i fare for at gå i glemmebogen som tilfældige overfald. Dette må ikke ske!

Skrid

Hvad der også er beskæmmende er, at nogle ofre har oplevet, at vidner til overfaldene, som ofte selv har været homoseksuelle, er forsvundet uden at tilkalde hjælp, ligesom de heller ikke har forsøgt at stoppe ugerningerne på den ene eller anden vis. I visse tilfælde har vidner ligefrem vendt det blinde øje til volden, og fortsat festen få meter derfra på en bar. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt!

Hatecrimes er aldrig kønne, og det kan godt være, de forstyrrer den ellers så hyggelige fest, men de vedkommer os alle! Vi har alle et ansvar for at stå sammen og sige fra over for disse modbydelige voldsepisoder.

skrid

Måske har nogle den opfattelse, at hatecrimes primært går ud over fulde bøsser, der render rundt med bukserne nede i en busk i HC Ørstedsparken en sen nattetime, eller at det ofte er en farvestrålende drag, der valser ned igennem Strøget lørdag aften, der står for skud. Dette er dog langtfra altid tilfældet. Desuden er en hatecrime aldrig selvforskyldt, uanset hvem man er. Hatecrimes rammer tilfældige ofre, og ingen skal gå omkring og føle sig utrygge på grund af deres seksualitet.

(...) Hatecrimes må og skal stoppes, så vi alle kan færdes sikkert og trygt i vores gader uanset seksuel orientering!

Denne tekst er en del af en facebook-gruppe, som man kan melde sig ind i. Teksten er ikke skrevet af Queer Jihad, men vi fandt på overskriften. Senere kom denne opdatering fra gruppens initiativtager:

Jeg mødte i søndags en ven, som har været offer for en meget voldsom hatecrime. Han blev angrebet bagfra af en gruppe på tre gerningsmænd, slået gentagne gange i hovedet med et bræt til "slagordene" "dø dit bøssesvin" hvorefter han blev efterladt blødende på jorden.

Hans kæbe er brækket to steder og sat sammen med wires. Han har ligget over en uge på hospitalet, og kan pt. hverken blinke med det ene øje eller spise og tale normalt. Øjet skal dryppes, kæben muligvis opereres igen, og hans ansigt er voldsomt hævet. Dette er kun de fysiske mén, som meget let kunne have været værre.

Hatecrimes kan ændre folks liv meget drastisk.

Min ven er et fredeligt gemyt, som aldrig kunne gøre et andet menneske fortræd. Han er ikke typen der provokerer, råber højt eller skiller sig ud. Han er bare homoseksuel. Et tilfældigt offer, der skulle gøres fortræd, fordi han af nogle opfattes som anderledes.

Læs mere på modkraft:
http://modkraft.dk/spip.php?article7650

http://modkraft.dk/spip.php?article8349&var_recherche=%C3%B8rstedsparke

http://modkraft.dk/spip.php?article8638