krop umulig

Velkommen til…
Dette er så starten.
Nu har jeg skrevet on and off på det i et år, og det er, som starter jeg forfra hver gang.

Jeg finder vist ikke lige foreløbigt ud af, hvad der er med det her, men kun at det kører rundt i mit hoved. Hvad er det egentligt lige, jeg vil skrive om? Måske vil jeg bare fortælle små tanker og historier, som igen og igen får mig til at undres ved mit køn og min seksualitet. Måske for at fortælle, at der faktisk sker andre ting i mit hoved, end hvad de viser i film. Selv de film om homoer og transseksuelle.

Tritri

Jeg kunne måske bare kalde mig kvinde og heteroseksuel. For jeg har, hvad man vil kalde en kvinde krop, og jeg har sex med og forelsker mig i mænd. Men jeg ville føle, at jeg løj! For hvad seksualitet og køn, man har, er mere end det. Ens seksualitet er ikke bare, hvem man har sex med. Ens køn er ikke bare, om man har en tisse- kone eller –mand. For fanden da! Hvor ville jeg bare ønske, at det var det, jeg følte mig fantastisk godt tilpas som: ”en heteroseksuel kvinde.” Så ville jeg vide præcis, hvordan jeg skulle være, hvilken rolle jeg skulle spille. Roller spiller vi alle sammen, og det er egentligt ok, hvis man har det rart i sin rolle! Jeg kan bare ikke holde ud altid at være i den samme rolle. Derfor træder jeg ud af den, for af og til at kunne træde ind i den igen. Jeg vil godt af og til spille heteroseksuel kvinde, bare ikke altid! Der er andet i mig end det. Måske kunne man sige, at jeg er en heteroseksuel kvinde med lesbiske og transseksuelle tendenser, men det er mere forvirrende end informativt, alt det enkle og ligetil ved at falde ind under en kategori som kvinde og hetero (eller for den sags skyld lesbisk, transseksuel, transvestit eller biseksuel) forsvinder, når de blandes, og det gør dem så godt som ubrugelig. Desuden er det super subtilt og småt. Det er ting, der sker i hverdagen, i mine tanker, i mine drømme og fantasier. Men det er der, og det skal have al den plads i mit liv, det behøver.

Det her er en udkrængning af mit private rum.

Det er ikke en sammenhængende tekst, men små historier og tankestrømme. Så du kan læse den i bidder eller samlet fra ende til anden.

Du kan synes, det er en gang pis. Og til det kan jeg kun sige, at pis er det, der tænder nogen!

God fornøjelse.

Trine ;-{)

PS: Jeg kan stå op og tisse, hvis bare jeg øver mig eller får fat i sådan en tisse dims.

 

Jeg skal ind og have noget at spise. Klokken er måske 12 om natten. Jeg bestiller og får mit aubergine splat med pitabrød til. Jeg kan mærke, at de nok snakker om mig, men ikke om det er rart eller ubehageligt, det, de siger. Jeg spiser færdig. Rejser mig for at stille tallerkenen op på disken. Da jeg har stillet den, siger den ene, mens han ligesom laver skæg over sine læber med fingeren: ”magic.” Jeg smiler og forlader biksen, mens han gentager: ”magic.”

***

Gør verden skøn, afskaf køn.

***

Du siger, jeg er super feminin, at min krop er feminin, min måde at bevæge mig på, min stemme, mine øjne, at jeg hører feminin musik, spiser feminint, synger feminint, at mine hobbys og interesser er feminine. Og ja, jeg har små, slanke fødder, mine hofter kurver sig, som kvinders gør, og når jeg synger følsomme sjælere, er det med en lys, kvindelig stemme. Men det gør mig ikke til kvinde, det får mig ikke til at føle, jeg er kvinde. Det er kun en del af mig, kun en del af mit ydre og min fremtoning. Jeg er ikke kvinde, ikke i min hjerne, ikke i mine tanker, ikke i mine drømme, ikke i dag. Måske i morgen!

***

PIC
Ingen køn, gør verden køn.

***

Jeg finder min lille sminketaske frem, finder mascara. Skruer låget med børsten af. Holder spejlet, så jeg kan se mine øjne. Jeg kigger mig selv i øjnene, mens jeg ser stift mod spejlet, så jeg får lagt den sorte sværte på mine øjenvipper og ikke så mange andre steder. Det er fast rutine. Højre øje øverst, så venstre øje øverst, derefter venstre nederst og højre nederst. Jeg fjerner en sort plet under det venstre øje og skruer mascaraen sammen igen. Finder eyelineren. Skruer låget af, dupper let spidsen, så mængden af sort farve er tilpas. Jeg strammer overlæben og får spejlet i sminketasken til at vise min mund. Sirligt, men bestemt, sætter jeg den første streg, lige over læben til højre for fordybningen, dér, lige midt under næsen. Så den næste hurtigt efter, en til og en til, indtil små streger dækker min hud over højre halvdel af læben ud til mundvigen. Så sminker jeg ligesådan små streger på den anden side. Jeg ser, om det er nogenlunde ligedan i begge sider, retter en smule i højre side. Skruer låget på og ligger eyelineren tilbage i tasken, og klapper spejlet sammen.

***

Mit skæg er sminket på. Det er ikke til at overse.

***

Jeg kommer lige fra en aften til Ladyfest i Berlin, hvor der er et helt klart flertal af bio kvinder - måske 90%, og ind på en mainstream homobar, hvor der i hvert fald er mindst 90% bio mænd, nok også bøsser langt de fleste. Mærkeligt nok har jeg det ca. lige ubehageligt begge steder. Ligesom jeg overhovedet ikke kan få luft eller plads til at være mig selv nogen af stederne. Og jeg er trods alt 90 % bio kvinde.

***

Queer er sgu EN ligeså stor løgn som resten af samfundet, men denne løgn vælger jeg bare at tro på, for den giver mig plads til at gøre det, jeg vil!

***

Der findes kun løgne og halve sandheder.

***

Forestil dig en bar, hvor der kun er heteroseksuelle kvinder.
Forestil dig så, at de alle sammen er lesbiske.

***

PIC
Queer - fordi vi ikke gider være piger og drenge, mere!

***

At have en krop. Eller at være sig selv.

***

Hvad er det at have en krop?

***

Vores kroppe bliver plejet, trænet, trimmet og modeleret med tøj, sminke. Vi er frie og former os selv, som vi har lyst. Hvad sker der så, når vores lyst fortæller os, at der skal mere til. At sminke og tøj ikke kan tilfredsstille vores ønsker for, hvordan vi vil se ud.

***

Hvad er normalt?

***

Jeg kører ud i byen. Skal bare ned og handle. Men alligevel føles det som om, at... dér fandt jeg koden! Sirligt tegnet overskæg, joggingbukser, helt kort, trimmet hår, høje tindinger og så vildt følsomme heartbreaking, spanske sjælere fra Roxette flydende ind øregangen, fra min walkman.

***

Hvad betyder normalt?

***

Går ud af biografen efter at have set en lesbisk film, mine øjne spotter en smuk pige, som også er på vej ud. Mine tanker handler kun om kvinder, og jeg længes, som jeg ikke har længtes hele sommeren, efter en smuk butch, men dog feminin kvinde. Min hjerne er lige blevet kodet, lesbisk. Eller er det, fordi jeg har en forventning om, at alle, der så filmen, er til piger og derfor teoretisk set til at få fat i?

***

Hvor mange er egentligt normale, når alt kommer til alt?

***

PIC
Queer - fordi resten af samfundet er mere fucked up!

***

Jeg går ind på toilettet på denne homobar, hvor der næsten kun er bøsser. Da jeg spørger, om der er et toilet inde bag en lukket dør. Siger en med et stort smil: ”nej, du må stå op og pisse,” hvorefter jeg med et smil siger ”fint” og går ind til pissoirerne, med 9 øjne helt oppe i nakken. De kigger mig nærmest over skulderen, og jeg står der lidt med min Freelax rigtigt placeret. Fuck, fuck, fuck, jeg kan lige pludselig slet ikke pisse! Jeg skulle pisse SÅ meget, og nu kan jeg ikke. Det er sgu da mærkeligt. Til sidst må jeg sige, jeg ikke kan pisse, når de kigger. De er søde og lukker døren, mens den ene siger: ”lad damen tisse.” Jeg står et stykke tid. Der kommer 2 fyre ind, som intet ved om mit køn. De tisser, og det får mit vand til også at løbe, hvorefter ham ved siden af mig får ret lange øjne. Han spørger til mit køn, da vi er ude af toilettet. Men det er aldrig hændt mig før. Præstationsangst må det jo være, men for at tisse! Jeg forstår det ikke.

***

Man kan købe en ny næse eller et yngre udsende, hvorfor skal man så ikke kunne købe en vagina eller en penis uden at skulle give afkald på det, man har i forvejen.

***

Man kan få lavet en penis af sit maveskind. Få lavet en skede af sit skind på sin penis. Ligesom hvis man får en voldsom forbrænding, så kan man transplantere hud, enten fra andre mennesker eller fra andre steder på ens egen krop. Hvorfor kan man så ikke få transplanteret pik og boller, fisse og livmor. Jeg mener bare, vi kan transplantere hjerter, vi eksperimenterer med at gro øre på mus, som så kan transplanteres over på mennesker, de snakker om, at de måske snart kan tage celler ud og så ”kode” dem til at reparere syge organer eller knogler. Hvorfor skulle vi ikke kunne kode dem til at gro en skede og en livmoder, eller hvorfor ikke gro penis og pung på mus, eller transplantere dem fra andre mennesker, ligesom man gør med blod, hjerter, lunger, nyre og hud.

***

***

Pointen er, at alt på vores kroppe kan skiftes ud. Det er ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at lave disse ting, men fordi vores kønsorganer er tabubelagt. Der er ikke nogen, der finder det underligt, at man vil have et nyt hjerte, hvis det gør en rask. Selv skønhedsoperationer er acceptable. Det ændrer jo ikke ens person. Men hvis man vil ændre på ens kønsorganer, så er man sgu underlig. Hvis man ændrer sine kønsorganer, så ændrer man også sit køn. Så bliver man et andet menneske. (Her snakker jeg ikke om bryst og penis forstørrelser o.l.) Men hvorfor? Er det ikke også bare lemmer og organer, som burde kunne skiftes og tilføjes eller undværes, alt efter hvad man har lyst og behov for. Hvorfor er vores køn stadige så helligt, når nu alt andet er frit?

***

Det var sidst på natten, der havde været fri bar og buffet. Jeg råbte det til de stive, fine kunst folk, inde på Statens Museum for Kunst. ”Lige meget hvad jeg gør, vil jeg altid være kvinde.” Det jeg mente var, jeg kan ikke slippe for det, det forfølger mig. Kønnet.

***

Det betyder for meget, hvordan man ser ud.

***

Ens krop skal ikke bestemme ens kønsidentitet.

***

Der er ikke nogen knive, der skal røre mig, bare tanken om at lade en kniv møde min hud giver mig kuldegysninger. Jeg får det dårligt af at se blod i større mængder, holder mig altid for øjnene, når lægerne i tv skærer. Jeg synes, det er afskyeligt, når jeg kommer til at skære mig i fingeren. Disse sår efter knive er ulidelige og tager for evigt at hele. Min krop skal bestemt ikke formes af knive. Den er, som den er, det skal ingen kniv ændre på.

***

***

Hvis bare min krop virkelig var af ler. Så jeg hver morgen vågner som denne lækre, friskt æltede klump rødler, lige parat til at begynde modelleringen af. ”Jeg stikker hånden, stadig med den form som den blev modeleret til i går, ned i den nylavede slikker, varm og blød med konsistens som mudder. Smører det over min mave ned over mine ben og ud på mine arme, for til sidst at smøre slikker i mit leransigt, for at fugte og smøre, så modelleringen bliver blød og nem. Jeg klemmer med mine hænder om mine kinder, og de bliver presset ud mellem mine fingre. Jeg ælter mit ansigt og begynder at udforme en næse. Jeg lader de klattede kinder sidde lidt, kan ikke bestemme mig til formen. Jeg strækker mig, lader mine arme gribe efter loftet, de bliver lange og sprækker i armhulerne. Jeg lader armene og overkroppen falde fremad og strækker armene mod gulvet, ruller langsomt om i ryggen, til jeg står oprejst. Så lader jeg mine hænder glide ned over min overkrop, ned over mine hofter, tager fat og presser noget ler op rundt om taljen. Glatter det ud og begynder på at forme nogle gode, store rygmuskler, i går var min ryg smal og fin, i dag skal den være muskuløs...”

***

In dreams, we do so many things, we set aside the rules we know.
If only we could always live in dreams.

***

Jeg er ikke flov over min krop - bare bange for, hvordan du vil reagere.

***

Jeg er ikke træt af at være kvinde - det er bare ikke nok.

***

Jeg vil ikke være mand - jeg vil være ingenting… bare en lille smule, måske, altid, alle steder, udefineret, det hele - et menneske.

***

***

Bring no genders in bed.

***

Din penis er så flot, helt spændstig og fyldt af energi. Jeg forestiller mig, at det er min, at den kommer ud af min krop. Jeg aer den blidt. Jeg kan næsten mærke det selv, de små kærtegn. Jeg føler mig frem til, hvor det er allermest følsomt. Lader mine fingrespidser danse op ad den silkebløde hud. Jeg sidder bag dig og holder om den, som var jeg helt alene. Der er kun mig og din penis. I dette øjeblik har jeg en penis.

***

Queer Jihad - for alles rettigheder til alle kønsdele.

***

Jeg klæder mig ud. Binder min bryster ind. Limer bakkenbarter på. Barberer høje tindinger. Går med paryk osv. Bruger min krop som en klump modellervoks.

***

Multiseksuel. Mange seksualiteter! Det tror jeg, jeg er!

***

Jeg ønsker, at min lyst til sex ville forsvinde, om end blot for en tid.

***

Multikønnet. Mangekønnet. Eller flerkønnethed.

***

***

Jeg vidste, jeg var queer, da jeg fik hår på brystet, 4 hår, venstre brystvorte.

***

Flexkønnet. En kønsidentitet, som skifter fra tid til anden.

***

Jeg skulle giftes med denne store, runde, mørke kvinde i nat. Jeg var så forvirret. Jeg kunne ikke. Til sidst fik jeg det sagt, og hun reagerede ved at kramme mig i hendes dejlige, bløde, nøgne favn og sige: ”det forstår jeg godt, søde skat.” Og så sov jeg i hendes arme hele natten. Jeg kunne ikke gifte mig med moder jord.  Selvfølgelig forstår hun det.

***

Er det en frihed at kunne få lavet de plastikoperationer eller kønsskifteoperationer, man vil, eller er det noget, man bliver nødt til for at kunne være den, man føler sig som?

***

Hermafrodit: At have eller blive født med både mandlige og kvindelige kønsorganer eller en blanding heraf.

***

***

Jeg kigger på mine fregner. Hvor mange gange har jeg ikke ligget i solen med blottet hud for at få solen til at male fregner frem på mine bryster og mave. Hvad hårene på benene, på hovedet, under armene, eller mere intime steder har måttet igennem: klippet, barberet, vokset, forsøgt farvet med alskens produkter. Jeg undersøger mine arme, musklerne, jeg arbejdede på at få mere fremtrædende hele sidste forår, er vist gået i sig selv igen. Det blev heller ikke til noget med at træne den hvepsetalje væk. Stadig så vips, man sku tro, jeg ville knække. Jeg er ved at få blodsprængninger på benene, der kommer flere og flere. Mon jeg virkelig skal få lavet den tatovering, som fremhæver dem. Hvornår mon de bryster begynder at hænge, og vil jeg have dem, hvis de bliver til slatne hudposer, eller vil jeg så egentligt hellere have dem opereret væk. En helt flad overkrop er måske ikke så tosset. Så kunne jeg samtidig få lidt mere hår implanteret på brystet som sådan to spiraler rundt om brystvorterne. Fregner på brystkassen helt sikkert, det skal jeg have så. Jeg kunne også få lavet dem større, ligesom få fyldt hudens hulrum ud. Og så få mig sådan en fakepenis til at lime på forneden. Eller gå hele vejen og få opereret min skede om til en penis. Hmm, jeg vil nok komme til at savne min skede, og det der. Nå, men så beholde skeden og få opereret en penis på!

***

Gør kniven fri? Eller skærer den bare vores ansigter ud i pap?

***

Hvad er frihed? Er frihed ikke bare et filosofisk begreb?

***

Jeg føler mig ikke fri. Jeg føler mig skide begrænset, mest af mig selv. Af mine tanker, tanker omkring strukturer, køn, seksualitet. Tanker om alle disse livsmønstre, som jeg ser gentaget over alt. Jeg kan ikke gøre en skid uden at reflektere over, hvad det udtrykker, hvilke stereotype roller, livsmønstre og ideer, som jeg bare ubevist falder tilbage i.

***

Vi lever i et land, et retssamfund med ytringsfrihed, religionsfrihed, privat ejendomsret, ligestilling, seksuel frihed. Hvor er kønsfriheden henne? Retten til at bestemme over sit eget køn og ens egen krop?

***

Transseksualitet ses af lægeverdenen som en psykisk sygdom, hvor den syge er født med en krop, som ikke passer til personens mentale køn. Sygdommen helbredes, som nok den eneste psykiske sygdom, med et kirurgisk indgreb, nemlig ved at fortage en kønsskifteoperation, hvorefter man bliver betragtet som helbredt. Man mener altså, at personen er ”syg i hovedet,” og derfor bør man ændre personens krop, så den passer til hovedet. Efter min mening en meget utraditionel måde at se på syge. Det er dog også ret svært at stille diagnosen og kræver, at personen har levet i et år fuldtid, som dets mentale køn påbyder. Og man skal igennem et længerevarende samtaleforløb med en psykolog. For at man kan være sikker på, at man nu også virkelig er transseksuel. 

***

***

5-15% af alle mænd udvikler bryster! Og det er ikke bare fedt, det er med brystkirtler. Dem må de gerne få opereret af!

***

Hvem bestemmer, hvad man må få opereret? Hvorfor må man få en ny næse, større bryster, strammere hud eller en større penis uden at skulle igennem en psykologtest?

***

Hvem bestemmer, hvornår du er syg?

***

Hvorfor er man syg som transseksuel?

***

Jeg ved stadig ikke, hvad frihed er!

***

Hvis man kan være født i den forkerte krop, mand eller kvinde, hvem siger så, at man ved at få en operation til det andet køn får en krop, der er i overensstemmelse med, hvad man er? Hvad nu hvis man var en hermafrodit født i en kvinde krop. Eller hvis man var en mand med bryster født i en kvinde krop. Eller en kvinde med skæg født i en mands krop. Eller whatever. Hvis man kan skifte sit køn fra det ene til det andet, hvorfor så ikke lade det stå frit på alle hylder? Hvis man skal have en operation, hvorfor så ikke bare få det hele pik/kusse/bryster?

***

Det er så lækkert med en kvinde med den dybeste stemme.

***

***

Jeg havde snakket hele nætter med hende. Siddet på taget i solens morgenrøde med bjergene begravet i morgenens dis. Hun havde kysset mig med hendes fine læber, og vi havde sovet arm i arm. Med et var vi tusinde kilometer væk fra hinanden. Alt var perfekt. Intet manglede, alt var sagt. Det eksisterede kun der, de få dage, på det tag. 

***

Sworn virgins: Albanske kvinder, der lever og bliver accepteret som mænd. De må alt det, andre mænd må. Undtagen ægteskab, forældreskab og seksuelt samvær.

***

Hijral eller Aruvani: Indiske mænd, som lever som kvinder, mange af dem lader sig kastrere. De bliver udstødt af samfundet, familien og har ingen identitet, kan fx ikke få et pas. Lever i små samfund som tiggere eller sexarbejdere. De siges at kunne velsigne og forbande.

***

Jeg er klatret op ad muren, ind ad vinduet, og nu ligger han i mine arme, den smukkeste, mest skrøbelige og jomfruelige, lille prinsesse.

***

Normalitet er en illusion! Et Utopia, som de bilder os ind findes, men der er ingen, der er normale, kun en masse som prøver at lade som om! De må leve med frygten for at blive opdaget!

***

Verden er ikke sort og hvid. Mennesker er ikke delt op i kvinder og mænd. Ting er ikke maskuline eller feminine eller intetkøn. Der findes mange 1000 farver, seksualiteter, kønsroller, højder, bredder, aldre, kønsdele, hænder, øjne, tænder, kropsudsmykninger, behåringer, tæer, lyster, drømme, trosretninger, tanker, ideer, filosofier og meget mere.

***

Definitioner er til, for at andre kan tro, de ved, hvem du er.

***

Måske er jeg som resten af samfundet 90% hetero. Eller måske er det bare derfor, at det sker så meget nemmere, at man kommer til at være sammen med en af det modsatte køn? Men det rører jo ikke ved den 50 /50 deling i mit hoved, gør det?

***

***

Drop alt dualismen. Alle rettigheder for alle! Så kan du selv designe din krop og dine kønsdele. Måske finde på helt nye. Hvis man kan lave det ene, kan man vel lave ALT.

***

Når jeg bliver stor, vil jeg være hermafrodit.

***

Gør verden skøn, afskaf køn.

***

Androgynitet: En sammenblanding eller udeladelse af maskulin og feminin æstetik.

***

Man kan aldrig få det hele, men hvor ville jeg gerne kunne skifte mit køn fra dag til dag, eller bare få lov til at være mand nogen gange.

***

Transgender: At befinde eller bevæge sig mellem eller udenfor rammerne af hunkøn og hankøn.

***

Hans hår lugter af den slags shampoo, som dufter af sydens syntetiske frugt. Jeg begraver min næse i hans hår. Nyder duften. Han lægger sig ned på ryggen, han lader mig krølle ham sammen, som mænd så tit har gjort ved mig. Med mine arme i hans knæhaser, holder jeg hans ben så fast, at hans lår er presset helt op langs hans brystkasse. Jeg beundrer hans smidighed, mens jeg sidder mellem hans ben, som om jeg er ved at trænge op i ham. Hans pik er så vidunderligt smuk, som den står rejst i hans skrøbelige skød, og denne stilling får den til at virke enorm. Jeg læner mig ind over ham og kysser ham, han bider mig i læben, så det smerter, og jeg piber.

***

***

Hvorfor kan jeg ikke være bøsse, bare fordi jeg har en tissekone?

***

Bare min krop var som disse Barbiedukker, hvor man kan trække håret ud og skubbe det ind igen. Hvis jeg bare kunne trykke på mine brystvorter, og så krympede mine bryster væk, lige indtil jeg trykkede igen, så de kom ud igen. Ligeledes et bestemt tryk og min klitoris blev til en penis, ”niv” og den forsvandt ind igen. Pop op - pop ind - pop ud - pop ind.

***

Hvis jeg vælger, at jeg vil være imellem køn, så vil folk stadig se mig som kvinde. Hvis jeg vælger at blive mand, så vil jeg stadig tit blive set som kvinde. Eller kvinden, der er mand. Ikke bare en mand. Kun hvis jeg vælger at være kvinde, vil folk se mig som det, jeg vælger at være. Nemlig kvinde.

***

Som mennesker er der en stærk trang til at kunne identificere og blive identificeret. Dette gør det svært at leve som intetkønnet, imellem eller uden et køn, da de fleste folk hele tiden vil have en trang til at bestemme ens køn, eller det køn man engang blev født ind i. Dette gør, at folk som føler sig utilpas i den kønsrolle, som de af samfundet er blevet givet, tit føler en trang til at slå fast, at de ikke er fx en mand, og i vores dualistiske samfund er der kun en accepteret måde at gøre det på, og det er ved at blive i dette tilfælde kvinde. Det modsatte. Dette betyder, at nogle vil gå længere, end de måske egentligt havde lyst til, fordi det er så hårdt at blive set som noget, man ikke kan identificere sig som, at man hellere vil gå lidt længere over i den anden grøft end at skulle leve med ens medfødte kønsrolle. Der er i dag ikke en middelvej. Hvis man ikke vil være mand, så skal man være kvinde. Og for at kunne blive accepteret bare en smule som kvinde, må man passere som kvinde uden at skabe den mindste tvivl i folks hjerner. Det er ikke nok at gå i dametøj. Det gør ikke, at folk behandler dig som kvinde. De skal tro på/vide, at du er det ved første øjekast. Og de skal ikke komme i tvivl senere. For så er du jo en mand! Som godt nok går i dametøj, men du er stadig en mand.

***

***

Queer: At være på tværs eller anderledes. Heri er seksualiteten det centrale, men begrebet strækker sig meget længere, da en af grundstenene i queerfilosofi er, at man ikke definerer sig eller er under konstant redefinering.

***

Jeg løfter trøjen af. Huden er lys og glat, enkelte ar og modermærker, men ikke et hår finder jeg på brystet. Jeg dykker dybere ned udforsker kroppen, hår under armene. Jo, også på benene, men allerhelligst er der tomt, kun den bare hud, og så små, stikkende, lyse hår, som kradser på min hud som skægstubbe.

***

Røvskæg:
1: Hylesjovt.
2: Hår, som mennesker har omring anus.
3: Hår fra området omkring anus, klippet af og limet på som skæg i ansigtet.

***

Jeg står i baren og vil købe en sodavand. Det kan blive varmt, når man danser. Ved siden af mig står en pige, hun er mindst et hoved mindre end mig, blondt hår og satin kjole. Hun kigger på mig, kan jeg mærke, og hiver mig blidt i ørene. Jeg smiler, pligtagtigt, mens jeg ryster hendes hænder af mine ører. Hun ligger en hånd på min arm, som ligger på bardisken og læner sig hen mod mig og hvisker: ”du trænger til et knus.” Jeg siger pænt, men afvisende: ”nej tak.” Hvorefter hun prøver at give mig et kram alligevel. Jeg parerer hendes knus. Mens jeg siger: ”Jeg trænger ikke til et knus,” hvorefter hun forsøger et par gange igen. Til sidst er min parering med armene ikke særlig venlig og heller ikke min stemme, og hun får et par hårde øjne med i købet. Men hvad sker der for hende? Hun har lige overtrådt min grænse megameget. Jeg ved godt, at det var pænt ment. Og at hun måske har tænkt, at det er synd for mig, at jeg så så sur ud. At jeg manglede kærlighed. Og hvem ved, måske gør jeg det! Men jeg sagde pænt NEJ TAK. Og det betyder fandeme NEJ, også selvom man er en lille, lyshåret pige med blå øjne. Det er sexisme! Det er fuldstændig det samme for mig, som hvis en mand tager mig på røven, selvom jeg lige har sagt, at han ikke skulle. Det er sgu da ligegyldigt, at han så gør det med en god mening, eller fordi han mener, jeg egentligt gerne vil have det. Der blev sagt NEJ TAK: Hvis du ikke respekterer et nej, så diskriminerer du! Og hvis det handler om berøring af andre folks kroppe, så er det sexisme. Og så er det fuldstændigt ligegyldigt, hvordan du ser ud, om du er en pige, der rører en pige, eller whatever! NEJ betyder NEJ.

***

***

Som trans ville jeg aldrig blive en rigtig mand. Jeg bliver et forsøg på at efterline en maskulin krop. Jeg vil aldrig kunne de ting, som det er, jeg beundrer ved en maskulin krop: Jeg vil aldrig kunne få en erektion, aldrig kunne sperme. Aldrig vil jeg kunne blive en rigtig bøsse. Altid vil jeg være opdraget som en pige. Altid vil jeg have været en pige. Og det har mænd aldrig været, de har været drenge. Min mandighed vil være lavet og udviklet meget sent, jeg vil beholde mine forholdsvis brede hofter. Jeg vil skulle tage en hulens masse hormoner for at få bare en beskeden skægvækst og halvdyb stemme. Jeg vil skulle give afkald på, hvad jeg ellers syntes er fedt ved min kvindelige krop, nemlig bryster og skede, klitoris, muligheden for at kunne blive gravid og føde børn og for at få hvad igen? En masse operationer? En penis som måske kan stå med en pumpe. En flad brystkasse, men med mange ar, som stadig er helt spinkel og bleg. Kan jeg få min runde hofte skåret af måske? Eller få opereret min hvepsetalje væk? Kan jeg få større fødder! En tykkere hals! Et adamsæble! En ordentlig dyb stemme! Hvis jeg skal vælge, og det skal jeg jo hele tiden, så tror jeg, jeg vælger at forblive kvinde. I det mindste har jeg stadig valget, så længe jeg ikke er blevet opereret. Jeg har det nemmere, ”I’m still passing for women,” no doubt about it! Jeg kan altid købe en strap-on og putte en sok i min underbuks. Lime skæg på og lege mand en gang i mellem. Og drømme om, hvordan det er at kunne få lov til at være mand og score bøsser og hetero piger. Men hvis jeg først er blevet ”mand,” så kan jeg ikke skifte tilbage til kvinde igen, kan jeg? Jeg kan kun blive ”kvinde” så.

***

Operation skal ikke tvinges ned over nogen, man skal have lov til at være det køn, man vil, ligegyldigt hvilke kasser og normer samfundet prøver at sige ens fysiske krop passer ind under.

***

Det er det fantastiske, disse dage hvor folks smukke sammensætning viser sig for en. Hvor jeg ikke ser dem i deres køn og seksualitet, men i deres personlighed.

***

Hvornår finder de ud af at lave nogle gender bender operationer, vi virkelig kan have glæde af? Så man kan blive ved med at skifte fra køn til køn, eller være et dejligt sted imellem.      

***

***

Jeg lader mine hænder glide ned af min krop. Min brystkasse er muskuløs. Jeg lader mine hænder glide rundt om mine bryster. Brystvorterne krymper sig og bliver hårde, de stritter ud fra mine små bryster. Min ene hånd glider ned over mit maveskind. En finger rundt om navlen, før den løber ned over min tyndt behårede vejviser. Hårene bliver kraftigere og mine fingre løfter min halvstive penis, den falder ned i min hånd, som så mange gange før. Jeg fører hånden frem og tilbage helt stille og så fastere, og fastere, hurtigere, og hurtigere. Hver gang min hånd støder mod roden, snitter min lillefinger min klitoris, og jeg tilpasser grebet og rytmen, så mine fingre rammer plet, rammer længere og længere nede, til de glider ind i min skede, dybt ind i min skede og op over min klitoris og op ad min penis igen og igen og igen.