Queer Liberation

Queer Liberation Front var min store drøm for seks år siden. Det var længe før Queer Jihad. Jeg havde haft en kæreste i Hamborg i sommeren 2004. Det var en af mine første rigtige drengekærester. Han var politisk aktiv i en liberal homoorganisation, der hed Magnus Hirschfeldt Centrum. Han fik mig til at tænke over, hvad der har gjort ondt i mit liv i forbindelse med min seksualitet, hvorfor jeg altid havde følt mig så alene, hvorfor jeg først havde fået en kæreste nu, hvorfor jeg syntes, der var så forfærdeligt på PAN og tusind andre ting. Det var første gang, jeg begyndte at tænke på min seksualitet som noget politisk. Og så begyndte jeg at tænke over, hvordan man kunne ændre situationen, så den blev bedre for mig og andre mennesker.

Da jeg kom hjem fra Hamborg besluttede jeg mig for at starte en homopolitisk gruppe. Jeg stod helt på bar bund, for jeg kendte ikke andre (politiske) homoseksuelle i København, vidste absolut intet om homopolitik udover de erfaringer, jeg havde fra mit eget liv (og som jeg slet ikke kunne sætte ind i en politisk kontekst på det tidspunkt) og var faktisk ikke engang sprunget rigtigt ud overfor min vennekreds og hele punkscenen.

QLF var bare som en slags drøm. Jeg famlede i blinde, og når jeg tænker tilbage på det i dag, er det på en måde lidt pinligt. Jeg tror, jeg sagde virkeligt mange fjollede ting og havde slet ingen idé om, hvad jeg havde gang i. Dengang vidste jeg ikke engang rigtigt, hvad ’queer’ betød. Men samtidig er jeg også pissestolt af mig selv, fordi jeg oplevede en undertrykkelse, en utilfredshed – og reagerede på den. Autonomt, opfindsomt og ærligt. Selvom jeg var helt alene, helt grøn og uden erfaringer. Og det er der trods alt ikke ret mange, der gør.

På det tidspunkt skete der en masse ting i det venstreradikale miljø i København med hensyn til den anti-heteronormative kamp. QLF var en af dem. Vi havde nogle ret vellykkede plakataktioner, hvor vi udover at sætte plakater op i hele byen, satte nogle plakater op i Ungdomshuset og på Det Fri Gymmenasium. I samme tidsrum var der nogle, der startede en længere diskussionsrække internt i Ungdomshuset om heteronormer, maskulin dominans og lignende i miljøet, som gjorde en masse ved folk og ændrede parolen ”ingen homofobi” til ”ingen heterosexisme,” hvilket faktisk er et stort spring, når folk forstår, hvad ordene betyder. Nogle måneder senere var der en tema-måned om køn i Spekulatoriet (tidligere anarkistisk bogcafé på Vesterbro), som var meget vellykket. Så vidt jeg husker, var der ikke noget queer-miljø i København før de ting skete, så på den måde tror jeg også, at QLF trods alt har haft en vis indflydelse, fordi det var med til at starte nogle diskussioner. Og for så vidt har det været besværet værd.

For mit vedkommende er der sket en helvedes masse siden. Jeg holdt op med at være bøsse og begyndte at være queer. Jeg har haft fantastiske oplevelser med at være transvestit. Haft sindssygt meget sex på alle mulige skøre måder med alle mulige forskellige mennesker, læst mange bøger og endnu flere zines, diskuteret til solen stod op, så mange gange, at det blev usundt. Blevet gaybashet i København, lært at slå igen, siddet på en milliard møder. Og så for ca. et år siden startede vi Queer Jihad.

For lang, lang tid siden lavede Ditte dette interview med mig om QLF. Og det er måske lidt mærkeligt at have et interview med sig selv i sit eget zine, men nu kommer det altså med alligevel, fordi jeg synes, det er godt at vise, at vi alle sammen skal starte et sted, og at man ikke er verdensmester lige med det samme, men først bliver det, når man har dummet sig nok gange og lært, hvad man ikke skal gøre, og hvad man skal. Selv den sejeste og mest arrogante superaktivist, der ved ALT om at være sej aktivist, har engang været en lille, snottet punker, der fuckede op og ikke vidste noget som helst.

Fronten er tilbage
Kan du fortælle læserne, hvem I er, hvornår I startede og alt det der?
QLF startede i oktober 2004 og gik gradvist i opløsning allerede i løbet af december 2004. Det var egentlig udelukkende mit projekt til at starte med. Jeg kendte ikke så mange andre, som jeg kunne starte gruppen op med. Så jeg skrev en tekst, der sagde lidt om, hvad jeg syntes, der var galt i Danmark (København), og hvad jeg tænkte på at gøre ved det. Den delte vi (mig og en ven) ud i hele København og udbredte den også lidt over nettet (på boyfriend) og så håbede vi ellers, at der ville dukke nogle folk op. Det gjorde der også. I oktober havde vi så et opstartsmøde. Fremover havde vi café hver tirsdag, men folk holdt hurtigt op med at komme. Vi snakkede en del om aktioner, man kunne lave, men det blev ligesom ved snakken. Til sidst var der kun en meget lille gruppe på ca. 5, der blev ved med at dukke op med mellemrum, men aktion blev det slet ikke til i gruppen. Og gruppen gik så langsomt i opløsning i midten af december. Det flød simpelthen ud i sandet, som man siger.

I den tekst, I delte ud, skriver du om en homoseksuel, fælles bevidsthed. Hvad mener du med det? Hvordan kan du sammenligne homoseksuelle med sorte, kvinder, arbejdere?
Jeg blev inspireret til den tanke gennem politisk, sort hip hop (fx Dead Prez) og reggae, hvor der er en stolthed over at være nederst og en forståelse for den sammenhængende undertrykkelse, som sorte rammes af. Det eneste fællesskab, vi som homoer har, er at der findes bøssebarer og homodiskoteker over det meste af jorden. På samme måde som at vi dårligt nok har homokultur i Danmark, hvis man skærer barer, diskoteker, sex-klubber og porno-shops fra. Der findes ikke nogen tradition, ligesom de sorte har det, der opfordrer til fælles front. Vi har ikke nogen ikoner som Bob Marley, Marcus Garvey eller Malcolm X. Det er det, jeg efterlyste. En forståelse for, at vi fx alle har haft det svært på grund af vores seksualitet på et eller andet tidspunkt i livet. Hvorfor er der fx ingen respekt for gamle bøsser? Det er ofte dem, der virkelig har været på barrikaderne for, at vi har det så godt, som vi trods alt har det nu. Og hvad med en forståelse for, at det altså ikke var skide nemt at være bøsse, da dem, der er 80 nu, var 20? Langt de fleste homoer i Danmark har absolut ingen viden om, hvilken historie vi trods alt deler. Selvom vores fælles historie kun er meget kort er det stadig vigtigt, at vi kender den. Hvad skete der fx omkring 1969? Det er i hvert fald nogle begivenheder, der er relevante at kende som homoseksuel i dag.

Hvilken undertrykkelse møder homoseksuelle? Og hvilke problemer eller udfordringer står den antihomofobiske kamp overfor lige nu?
Homoseksuelle møder undertrykkelse i mange former. Vold som den mest håndgribelige og eksplicitte. Men de fleste homoer har jo også lært at hade homoseksualitet allerede før de fandt ud af, at de var homoer selv. Så man har som homo ofte et selvhad at slås med i første omgang og for mange forsvinder denne følelse af at være forkert aldrig helt, fordi det er noget, der sidder der fra barn. Det er undertrykkelse af homoseksuelle, at langt de fleste reklamer afbilder heteroseksuelle par eller kernefamilier. Det er i øvrigt også undertrykkende overfor de 210.000 enlige mødre i DK. Det er undertrykkende overfor alle, men især overfor homoer og transpersoner, at skoleklasser tit deles op i drenge og piger i idræt, uden hensyn til elevernes valg. Jeg kunne nævne mange flere eksempler.

Hvad gjorde I helt konkret for at arbejde med de ting i QLF?
Det vi i QLF så som vores opgave var ikke at arbejde med politikere, lovændringer, politi osv. Vi ville forsøge at arbejde på folks mentalitet. Der er meget lang vej igen, hvis man ser på den brede befolknings mentalitet. Mange steder kan din seksualitet få dig i meget store problemer, sociale, politiske eller i forbindelse med dit job. Dette kan man efter min mening kun ændre ved hele tiden at konfrontere folk med vores homoseksualitet, alle steder, hele tiden være up front. Det kan man gøre ved fx at skrive QUEER på sit tøj, lave queer graffiti eller street art, tale højt om sin kæreste i bussen, holde i hånd eller kysse i det offentlige rum osv. På den måde vænner folk sig til at se det og indser, at alle kender en, der er homo. Det er bare ikke alle, der ved det. Så det var nogle af de ting, vi lavede i QLF.

Hvad gør I, som det kommercielle miljø ikke gør? Hvad gør det kommercielle miljø for/mod den antihomofobiske kamp? Hvad er der galt med det kommercielle miljø?
Der er ikke noget galt med det kommercielle miljø som sådan. De skaber frirum og mødesteder. De skaber en homoseksuel kultur, hvor vi kan mødes. Men det er bare ikke nok. Den gør ikke noget for, at vi kan få det bedre på vores arbejdspladser, i skolen og på gaden, på vej hen til diskoteket. Man risikerer jo at blive slået ned på trappen på vej ud af en homobar, fordi man er homo. Det gør det kommercielle miljø ikke noget ved. Vi vil prøve at skabe større rummelighed i den omgivende verden, så vi på lige vilkår med de heteroseksuelle kan flirte i bussen uden at blive overfaldet af den, vi flirter med, fordi han tilfældigvis ikke er svans. Jeg mener, jeg tæver jo heller ikke en pige, der vil flirte med mig, bare fordi jeg ikke er hetero. Jeg vil have, at ingen nogensinde igen kan sige ”jeg hader homoseksuelle” uden at rødme eller grine, fordi det lyder totalt åndssvagt. Forestil dig, at folk rendte rundt og sagde ”jeg hader heteroseksuelle” og mente det samme med det.

Hvordan er I blevet modtaget i miljøet?
Der er sådan set to miljøer at spørge til, fordi QLF både var en punktilgang til homomiljøet og en homotilgang til punkmiljøet (dog klart mest det første). Jeg synes dog ikke rigtigt, vi blev modtaget i homomiljøet. Det var som om, det var meget svært at trænge igennem med en politisk dagsorden i det homoseksuelle miljø. Det skuffede mig meget.

I punkmiljøet, dvs. i miljøet omkring Ungdomshuset er vi til gengæld blevet meget godt modtaget. Der har længe været konsensus om, at homofobi og heterosexisme ikke var velkommen i huset og miljøet, men der har manglet nogen, der virkelig tog problemstillingen op, nogle folk, der kom med en homoseksuel baggrund. Dér har QLF sat gang i nogle ting i punkmiljøet. Efter QLF er der sket meget på det område i Ungeren. Der har været mange debatter og workshops, der er blevet diskuteret en masse på mandagsmøderne, og der starter sågar en homobitranscafe op i kælderen nu. QLF har ikke gjort ret meget i Ungeren, men det er mit indtryk, at QLF var med til at sætte gang i nogle af de ting i huset.

Nogen sidste ord?
Ja. Jeg tror, det er vigtigt at være up front nu. Vi har en stor del af lovene og politikerne på vores side nu, og vi har masser af fristeder og pusterum. Nu er det vigtigt, at vi bliver så synlige som muligt. Vær den du er, det kan du ikke gøre forkert, spring ud og fortryd intet. Det er vigtigt at forstå, at tingene ikke sker af sig selv. Der er kun er en vej ud af undertrykkelsen, og det er modstand. Hvis vi bare venter, sker der ikke andet end at tingene går tilbage for os. Hellere i dag end i morgen.