Med miniskørt og bøllerør mod fascismen

De smadrer den ekstreme højrefløjs stande og stjæler deres informationsmateriale. Og de tæver højreekstreme politikere som en del af deres politiske aktivisme. Til daglig går Lisa med brysterne bundet ind, og Peter barberer ben og går med miniskørt. De kalder sig militante, antifascistiske queers, og de er en del af en international bevægelse, som ikke går af vejen for at bruge udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascisme og diskrimination.

Antifascistisk Aktion (Antifa eller AFA) blev dannet i 1930’ernes Tyskland som reaktion på fascismens fremmarch overalt i Europa. I nyere tid har AFA fungeret som modtræk til den nynazistiske bevægelse og andre neofascistiske grupper. AFA har grupper i de fleste europæiske lande, nogle steder er der lokalgrupper helt ud i de små landsbyer. AFA benytter sig af mange forskellige aktionsformer, bl.a. foredrag på skoler og i politiske grupper, arrangering af demonstrationer og moddemonstrationer mod nazimanifestationer. Nogle grupper opsøger forældre til unge mennesker, der har en nyvakt interesse for nazisme og fortæller dem om denne interesse, så de kan tage en snak med deres barn. Og endelig forsøger mange AFA-grupper aktivt at forhindre fascister i at organisere sig, mødes og sprede propaganda. Peter og Lisa er to unge queers, som er med i en lokal Antifa-gruppe, som efter deres eget udsagn sandsynligvis er den største og mest aktive gruppe i England.

antifa

- Vores gruppe forsøger at lave aktioner, der er så direkte som muligt, i modsætning til indirekte aktioner, som fx at stemme eller samle underskrifter, fortæller Peter. - I stedet smadrer vi fx de barer, som fascisterne mødes på. Eller vi tæver store ”politikere” fra BNP eller arrangører af fascistiske festivaler.

Ifølge Peter tager fascisterne af og til ud i de mindre byer med stande med politisk materiale for at hverve nye tilhængere og sprede hadpropaganda. Når Peter og Lisas gruppe hører om dette, tager de ud og smadrer standen og fascisterne og stjæler deres materiale. - Med den slags aktioner håber vi at skræmme fascisterne fra at turde være åbne fascister og gøre det sværere for dem at få nye medlemmer, forklarer han.

- Den slags aktioner kan også inspirere andre modstandere, som ellers ikke tør sige fra eller ikke ved, hvad de skal gøre. De tror måske, fremmedhad og diskrimination er et generelt accepteret synspunkt, fordi de ikke oplever nogen modstand mod det. Hvis de ser, at der er andre, der gør modstand, så kan det være, at de også får mod til at sige fra, tilføjer Lisa.

Lisa mener, der er en klar forskel på fascisternes vold og antifascisternes; en forskel som legitimerer antifascisternes vold: - Fascister er som udgangspunkt diskriminerende og voldelige mod folk, som ikke er til skade for andre, hvorimod venstrefløjen står for tolerance og åbenhed. På den måde er det en form for selvforsvar. De ødelægger folks liv og opfordrer til vold pga. hudfarve eller seksualitet, så det, vi gør, er altid en form for modangreb, et forsvar.

Racisme, sexisme og homofobi
- Måske bliver det en smule teoretisk nu, advarer Lisa, - men som jeg ser det, er køn, seksuel orientering og race alle sociale konstruktioner, som er skabt for at dele folk op, for at en hersker kan drage nytte af en del-og-hersk-teknik. For os handler det om at nedbryde de afgrænsninger; - om ikke at acceptere et samfund, der er bygget på at dele folk op i forskellige identiteter og så få dem til at hade hinanden. For os som queers er det klart, at adskillelse og had på baggrund af race også er uacceptabelt.

Lisa hentyder til et begreb, der kaldes tripple oppression (tredobbelt undertrykkelse). Det dækker undertrykkelse på baggrund af etnisk oprindelse/race, seksuel orientering og køn. Tre positioner, som man ikke selv har valgt, ikke så let kan ændre eller skjule, og som alle er ofre for en gennemgribende undertrykkelse. Disse tre former for undertrykkelse er lige væsentlige og dele af den samme politiske dagsorden. De kaldes racisme, sexisme og homofobi.

zum henker

Det her er en nazibar i Berlin, der rigtig tit blir smadret.

En udbredt intern kritik går på, at mange, der kalder sig antifascister, deltager aktivt i antiracistiske aktioner, mens de ikke har gjort op med de to øvrige former for undertrykkelse. De formår ikke at inkludere kvinder og queers, og de bekæmper ikke aktivt homofobien og sexismen i sig selv og i verden. Men i Lisa og Peters lokalgruppe er det anderledes:

- Vi har skrevet et manifest, som er klart antihomofobisk og antisexistisk, fortæller Peter. - Der er andre fraktioner i England, som er temmelig sexistiske. De består af machomænd, som kun nødigt arbejder sammen med kvinder. Vores gruppe består i mine øjne kun af queers. De er ganske vist ikke homoseksuelle, men de er ligeglade med, om du er homo, bi, mand, kvinde eller trans. For mig er dét queer.

I England er alle Antifa-grupper for nylig blevet samlet under en føderation med et fælles manifest. Det manifest, som Peter og Lisa var med til at skrive, spillede en stor rolle i udarbejdelsen af det fælles manifest.

- Tiderne skifter i den antifascistiske bevægelse. Folk er ved at lære, at det ikke giver nogen mening at være sexistisk eller homofobisk antifascist, konkluderer Peter.

Lisa mener, der er en god chance for, at kampen mod homofobi og sexisme er ligeså udbredt og bredt anerkendt om ti år, som kampen mod racisme er i dag:

- I vores gruppe er der allerede stor bevidsthed om, at alle former for diskrimination er lige dårlige. Et politisk party i England havde for nyligt indledt et antiracistisk samarbejde med bl.a. nogle muslimske grupper, og for at skabe et fællesskab med dem havde de skrevet et manifest, som i bund og grund var sexistisk og homofobisk. Vi syntes, det var dumt og unødvendigt, så vi nægtede ganske enkelt at samarbejde. Det kan godt være, at en gruppe er antiracistisk, men hvis den stadig er sexistisk og homofobisk, er vi også imod den. Det samme gælder for mange skinheads, som hævder at være antifascistiske, fx mange SHARP-skins (SkinHeads Against Racial Prejudice), som måske nok er antiracistiske, men som samtidig er enormt macho, sexistiske og homofobiske. Den racistiske kamp er for mange en legitim kamp, mens de kan være bange for, at kampen mod homofobi kan få dem til at se gay ud.

miniskort

”Selvforsvar er nødvendigt”
En vigtig del af kampen mod diskrimination handler om at skabe tryghed i sit eget liv og hjælpe andre udsatte grupper med at skabe tryghed for dem. Det kan man fx gøre ved at skabe frirum, hvor man ikke tolererer undertrykkende strukturer, sådan som man forsøger at gøre det i fx Ungdomshuset og Folkets Hus i København, på Paramount i Roskilde, i Huset i Århus og i mange besatte huse rundt omkring i Europa. Man kan også bruge det gamle råd om, at angreb er det bedste forsvar og gå til angreb på de grupper, som truer ens sikkerhed. Det er det, der er tanken bag de voldelige angreb på fascister.
En mere direkte og personlig vej til tryghed i hverdagen kan man imidlertid finde ved at lære at forsvare sig selv. Som etnisk minoritet, kvinde eller queer lever man et udsat liv, hvis ikke man kan finde ud af at gøre modstand. For Lisa er selvforsvar en selvfølgelig del af kampen mod diskrimination:

- Vi ser selvforsvar som en positiv og nødvendig ting. Vi har et kampsportshold, og der kommer også mange kvinder og queers. Her træner vi sammen med de militante antifascister, så vi kommer til at lære hinanden at kende på kryds og tværs, og vi kommer godt ud af det med hinanden. For mig er det blevet naturligt nu, at når jeg bliver bange, bliver jeg også klar til at forsvare mig. Der er ingen grund til at bringe pacifistiske ideer ind i en situation, hvor du bliver overfaldet. Det kan være et spørgsmål om liv og død, og du har ret til at være der. Og til at være queer. Ingen i vores miljø sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af at kunne selvforsvar.

I fremtiden håber Lisa, at queers danner en bash back-gruppe: - Jeg har hørt, det findes et sted, men jeg ved ikke hvor. Jeg håber samtidig, at queers vil finde modet til at samle sig med andre antifascister frem for at danne queer ghettoer. Det er bedre at slå sig sammen og blive stærkere, måske i virkeligheden bedre end at have en bash back gruppe, eller en kvindegruppe.
- Jeg håber bare, at queers bliver mere militante i fremtiden, afslutter Peter med et smil.

Lisa og Peter er dæknavne. De forskellige grupper indenfor AFA arbejder forskelligt og bruger forskellige aktionsformer. Vi har ikke snakket med andre end de to personer i interviewet og det, de siger, gælder altså ikke nødvendigvis for andre AFA-grupper, hverken i udlandet eller i Danmark.

Læs mere:
www.antifa.dk
www.projektantifa.dk

van smashed

”På det sidste har vi forsøgt at forhindre BNP (engelsk fascist-parti) i at mødes, fx på barer. Vi starter med at gøre det klart for barens ejer, at der er fascister, der holder møder der. Hvis ikke han gør noget ved det, smadrer vi baren, fx ved at smadre ruderne, hælde maling ud over det hele eller putte lim i låsene. Vi gør det, når baren er lukket, så der ikke er nogen der. Vi undgår at gøre ting, der kan blive farlige som fx at sætte ild på stedet og lignende. Vi forsøger i stedet at gøre så meget økonomisk skade som muligt, sådan at ingen barejere har lyst til at huse fascistiske møder. På den måde bliver det sværere for dem at organisere sig. Det er en måde direkte at stoppe deres organisation på. Det er en temmelig let ting at gøre og har sandsynligvis større effekt end bare at tæve folk. Selvom vi heller ikke er modstandere af det.”
- Peter, queer antifascist