Reggae-krigen

I løbet af de sidste år har der været en række koncerter på det københavnske spillested The Rock med store reggae-musikere, som alle har haft det til fælles, at de udtalt opfordrer eller har opfordret til vold mod og mord på homoseksuelle i deres sangtekster og til tidligere koncerter.

I denne tekst får du et overblik over forløbet og en introduktion til hele problematikken, de forskellige involverede grupper og deres argumenter, synspunkter og strategier samt baggrundsviden om både den jamaicanske og den homoseksuelle kultur og frihedskamp.

Der kom for alvor fokus på problematikken i sommeren 2006. Den homopolitiske organisation Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) forsøgte bl.a. med dialog og lobbyarbejde at få koncerten med Buju Banton den 11. juli aflyst. Da det ikke lykkedes arrangerede de en demonstration foran spillestedet under koncerten. Den anti-homofobiske, men reggae-elskende gruppe Reggae For Tolerance (RFT) har også forsøgt sig med dialog og forståelse. Endelig har Autonome Mod Homofobi Og Racisme (AMHOR) og Offensiv – Unge Revolutionære blandet sig i debatten med en mere kompromisløs stil, der blandt andet omfattede demonstrationer og opfordringer til boykot af både reggaemusikerne, spillestedet og andre venstreorienterede grupperinger, som på den ene eller anden måde havde været indblandet i arrangeringen af reggaefester i København. Ligesom ukendte personer har forsøgt at sabotere koncerten med Elephant Man den 21. maj 2007 ved at skrive falske pressemeddelelser, der erklærede koncerten aflyst.

Overblik over forløbet
Skyjuice Promotions (SP) har booket Buju Banton til at spille på The Rock tirsdag den 11. juli 2006. The Rock booker normalt metal og har bl.a. et fast publikum af gothere og homoseksuelle metalfans. Mange af dem kommunikerer gennem en internetside, der hedder Blackmarket. Her blev flere enige om at reagere på, at den homofobiske reggaesanger skulle spille på deres stamsted. Nogle af brugerne skrev et brev til The Rocks ledelse.

The Rock indkalder efterfølgende til et ”dialogmøde,” hvor nogle af brugerne af Blackmarket og The Rock blev inviteret sammen med SP, nogle entusiastiske reggaefans (hvoraf nogle senere bliver til RFT), LBL, The Rock og Copenhagen Gay Life (CGL), som er en kommerciel brancheorganisation, som udover at være homopolitisk beskytter også (og måske primært) forvalter det kommercielle homomiljøs interesser.

På mødet er der enighed om, at homofobi er dårligt, men uenighed om, hvilke strategier, der er bedst i kampen mod homofobi. På trods af LBL’s hårde pres for at få koncerten aflyst, vælger The Rock at gennemføre den.

RFT dannes som forening. Folkene bag RFT har længe arbejdet imod homofobi i reggae. De holdt deres første Root Down i Ungdomshuset på Jagtvej 69 i 2004, hvor der var et udtalt anti-homofobisk koncept, men RFT har aldrig arrangeret noget som forening.

Under koncerten med Buju Banton arrangerer LBL en demonstration udenfor spillestedet. Ukendte aktivister har skrevet ”Gay Club” over indgangen med lyserød maling.

Den 27. november har SP booket Beenie Man til at spille på The Rock. Koncerten bliver aflyst, fordi Bennie Man ikke kan komme ind i landet. Det er normalt, at sorte mennesker ikke kan komme ind i Danmark, og det har intet med hans homofobiske tekster at gøre.

Den anmeldte koncert bliver dog anledning til, at de autonome kommer på banen under en gruppe, som kalder sig AMHOR (autonome mod homofobi og racisme). Gruppen starter en lang diskussion i det autonome (anti-fascistiske), det homoseksuelle og reggae- miljøet.

LBL giver offentligt udtryk for utilfredshed, og dette medfører, at den socialdemokratiske lokalpolitiker Lars Rasmussen foreslår at suspendere det kommunale tilskud til The Rock, hvilket dog ikke gennemføres.

Den 21. maj 2007 har SP booket Elephant Man til at spille på The Rock. Denne gang kommer Offensiv på banen og arrangerer en demonstration under koncerten foran spillestedet. Ukendte aktivister forsøger at sabotere koncerten ved at klistre ”aflyst”-klistermærker henover plakaterne og sende en falsk pressemeddelelse ud, der siger, koncerten er aflyst. LBL sender en pressemeddelelse ud.

Den 12. juni 2007 spiller Sizzla på The Rock, og The Rock sender inden da en pressemeddelelse ud, der opfordrer til at holde demonstrationer fredelige, til dialog og til at ”sætte blomster i geværene.”

Sizzla, Beenie Man og andre har i mellemtiden indgået et forlig med Outrage! (en britisk, aktivistisk homoorganisation, som har lagt et stort pres på bl.a. reggaemusikere fx gennem opfordringer til boykot). Forliget inkluderer bl.a. at kunstnerne ikke længere vil prædike had mod homoseksuelle. Imens dette blad bliver skrevet er der kommet plakater op i København, som annoncerer, at Beenie Man nu endelig kommer og spiller på The Rock alligevel.

Læg mærke til, at det er en misforståelse, at det er The Rock, der har booket reggaemusikerne. The Rock lejer lokalerne ud til SP, som har sat reggaeshows op i Danmark i mange år.

Før arbejdet med dette blad gik i gang tog jeg kontakt til LBL, AMHOR, RFT, The Rock, Offensiv og SP og gav alle grupper mulighed for at bidrage med nyt materiale og få indflydelse på bladets indhold. RFT har været til stor hjælp i udarbejdelsen af baggrundsartiklen om Jamaica og ved kortlægningen af forløbet, men bad mig om at påpege, at baggrundsartiklen er temmelig mangelfuld og kun kan fungere som en introduktion til forholdene på Jamaica. The Rock har skrevet en lille tekst og sendt alle pressemeddelelser til mig. AMHOR og Offensiv har sendt deres pressemeddelelser. SP og LBL har ikke svaret på min henvendelse. Dette forklarer selvfølgelig noget om bladets endelige indhold og vægtning. Det øvrige materiale er sat sammen af pressemeddelelser og min baggrundsviden og kendskab til grupperne.

Det bør bemærkes, at jeg af pladsmangel har skåret betydeligt i det materiale, jeg har haft til rådighed. Jeg har forsøgt at være så fair som overhovedet muligt overfor alle grupper og at give et objektivt billede af hvad de hver især står for. Jeg har valgt ikke at bringe nogle af de sangtekster, som ellers er hele omdrejningspunktet for diskussionen, fordi deres indhold ganske enkelt kan kortes ned til, at der eksplicit og utvetydigt står ”bøsser skal dø, lesbiske skal dø, kom og lad os dræbe alle homoer.” Det er det, der står i de sangtekster, og det er det, der er blevet sagt fra scenen. Jeg synes, det er ligegyldigt i denne sammenhæng at udpensle – som reggaesangerne gør – hvilke våben, de vil bruge, at de vil hænge, brænde, skyde, sprætte op, trampe på og hvad de ellers vil gøre af modbydelige ting ved homoseksuelle. Teksterne skal desuden ses i lyset af, at homoseksuelle jævnligt bliver både dræbt, tævet og lemlæstet på Jamaica.

Forståelse, tolerance, dialog og boykot
Alle ser ud til at være enige om, at homofobi og racisme er dårligt, bortset fra reggaemusikerne selvfølgelig. Uenigheden opstår derimod, når diskussionen lander på, hvordan man bekæmper strukturerne.
At kunne forstå, hvor en undertrykkende indstilling kommer fra, kan være en stor hjælp, hvis man vil bekæmpe den undertrykkelse. RFT har været ivrige efter at forklare folk, hvordan der er på Jamaica - hvilken baggrund reggaemusikerne kommer fra. Det har været deres kæphest at forklare, at så længe Jamaica er så fattigt, korrupt og kriminelt, og så længe homoseksualitet er forbudt ved lov, er den rigtige strategi ikke et politisk og økonomisk pres på musikerne. Derimod må man sluge nogle kameler og gå på kompromisser, som man aldrig ville gå på med personer fra vores del af verden, hvor der ikke er de samme undskyldninger for at være ignorant i forhold til homoseksualitet. For selvom vi har en elendig seksualundervisning i skolen, lever i et stærkt heterosexistisk samfund og på alle niveauer i samfundet diskriminerer folk, der ikke er heteroseksuelle, så har vi trods alt love, der beskytter homoseksuelle, de fantastiske fem i TV og en stor og synlig homoseksuel subkultur, som betyder, at det kan være svært for en dansker at undskylde sin homofobi. Diskussionen starter så for alvor der, hvor nogle af de autonome siger, at selvom man bor på Jamaica kan man godt behandle homoseksuelle ordentligt, og det er ikke nogen undskyldning, at man er fattig og ekstremt kristen. Der er noget rigtigt i begge argumenter. For på den ene side kan man ikke komme udenom begreber som kulturel baggrund og værdirelativisme, men på den anden siden er der heller ingen tvivl om, at den ene undertrykkelse ikke legitimerer den anden.

Noget, der imidlertid har manglet fuldstændigt i debatten, har været en forståelse for den homoseksuelle kulturs baggrund. Og det er også derfor, at flere på modkraft.dk’s debatforum spørger, hvad der er folks mål, når det ikke er at bekæmpe homofobi på Jamaica. Dette spørgsmål er en manglende forståelse for de homoseksuelles vilkår her i Danmark. For udover at vise solidaritet med queer venner på Jamaica, så har vi queers også (måske først og fremmest) nogle rettigheder her i Danmark, som vi skal forsvare og nye, som vi skal tilkæmpe os. Et boykot har den helt klare fordel, at vi i vores by skaber et rum, som er mindre homofobisk. Det løser ikke nødvendigvis problemerne på Jamaica, men det gør vores egen situation bedre, og det er også vigtigt. Det kan godt være, det er svært for heteroseksuelle at se, at Danmark er homofobisk, men de fleste homoseksuelle med øjne i hovedet kan altså godt se det. I forlængelse af det spørgsmål kommer spørgsmålet nemlig, hvilket antihomofobisk afkast boykotstrategien har? Det har i hvert fald det resultat (hvis det lykkes), at homoseksuelle i Danmark ikke diskrimineres af en homofobisk koncert. På Jamaica er tingene ifølge RFT kun blevet værre i den periode, hvor boykotkampagnerne har stået på. Disse statistikker siger dog ikke nødvendigvis noget om udviklingen på sigt. Det øgede fokus på homoseksuelles vilkår har sandsynligvis gjort homoseksuelle mere synlige og homofober mere opmærksomme, og dette vil naturligvis øge antallet af hate crimes. Det betyder ikke, at der foregår flere, eller at det ikke kun er noget, der foregår i en trist, men nødvendig overgangsperiode.

En plakat med Beenie Man på en gade i København er en hate crime. Når jeg ser den plakat, får jeg det inde i maven, som en jamaicaner ville få det, hvis der pludselig hang plakater af de britiske kongelig overalt i gaderne i Kingston. De homoseksuelle i Vesten er ligeså frie fra den heterofascistiske verdensorden, som jamaicanerne er frie fra den vestlige, kapitalistiske verdensorden, dvs. kun meget lidt frie.

Her kommer altså noget baggrund på først den homoseksuelle frihedskamp, på dansk ofte kaldet bøssekampen og dernæst noget baggrund om Jamaica. Så kan vi lære hinanden lidt at kende.

Bøssekampen
Op gennem 1970’erne foregik der en længerevarende revolution i den vestlige verden. En del af den revolution var seksuel og inkluderede blandt andet kvindefrigørelsen og bøssekampen. Bøssekampen startede for alvor i 1969. Egentlig startede den tidligere med den Homofile Bevægelse engang i 1940’erne. De homofile kaldte sig sådan, fordi de forsøgte at flytte fokus fra den tabuiserede seksuelle akt over på kærlighedsforholdet (’homofil’ betyder ’kærlighed til det samme køn’). Deres kamp for rettigheder i en verden, hvor deres kærlighed var kriminel og kostede fængselsstraffe, startede meget defensivt og undskyldende. Det var nødvendigt dengang at sluge mange kameler og tage et skridt af gangen. De homofile arbejdede for afskaffelse af love, der kriminaliserede dem som mennesker, for retten til at have sex, gifte sig og leve sammen, for retten til at danse sammen og gå på restaurant sammen og for at organisere sig i foreninger, lave blade, litteratur og kunst. LBL startede i 1948 som en homofil forening og hed dengang Foreningen af 1948. Siden skiftede foreningen navn og ændrede sit program til mere radikale krav, men den arbejder stadig indenfor det parlamentariske system.

Indtil slutningen af 1960’erne har homoseksuelle været forfulgt og ofre for afbrændinger på bål, hængninger, fængslinger, generel forfølgelse, udefrysning. De homoseksuelle sad sammen med jøderne og kommunisterne i KZ-lejrene og var også ofre for nazisternes forsøg på at udrydde dem. Den største aktion var De Lange Knives Nat, hvor nazisternes mål var at dræbe alle homoseksuelle i Tyskland ved at skære halsen over på dem på en enkelt nat. Dem, der undslap, kom senere i KZ. Også i Danmark fangede nazisterne mange bøsser. Op gennem 1950’erne blev mange homoseksuelle udsat for forsøg, der gik ud på at kurere dem. Disse forsøg indebar bl.a. elektrochok, det hvide snit, kastration, kolde afvaskninger, isolation, tæsk og psykoterapi. Homoseksualitet er stadig forbudt i store dele af verden, ikke kun i den tredje verden, muslimske lande og lignende, men også i dele af den vestlige verden. Fx blev homoseksualitet først lovligt i England i 1967, og indtil 2003 var det ulovligt i over halvdelen af de nordamerikanske stater. I 1985 blev homoseksualitet slettet over listen af psykiske sygdomme i Danmark. Og på det seneste topmøde i EU lykkedes det Polen at overtale alle de andre EU-lande til, at de måtte blive fritaget fra at skulle tilgodese homoseksuelles rettigheder. Det vil sige, at EU har accepteret, at et andet EU-land ikke vil give homoseksuelle nogen rettigheder overhovedet.

Udover den intensive forfølgelse, som findes overalt i verden, i alle samfund og til alle tider (om end i forskellig grad og udtryk), er homoseksuelle ofre for en massiv fortielse af eksistensen af både dem selv og den undertrykkelse, de lever under, hvorfor stort set ingen almindelige mennesker kender til de ovenfor nævnte eksempler. De homoseksuelle har ingen Bob Marley, Martin Luther King eller Malcolm X, som har formået at komme igennem til et mainstream samfund med en politisk og kulturel bevidsthed på en populær og letforståelig måde, som de sorte har.

I 1960’erne begyndte der at opstå bøsseghettoer i de store byer. Her boede og arbejdede queers, og her havde de deres sociale liv. Her kunne bøsserne, de lesbiske, transerne og alle de andre queers, der havde fundet et asyl her, være nogenlunde i fred, bortset fra at politiet kom væltende i tide og utide for at chikanere dem.

I 1969 i en af de ghettoer i New York, i Greenwich Village, på Christopher Street, blev det nok for gæsterne på bøssebaren Stonewall Inn, da politiet igen kom og ville lave razzia på stedet. De svarede igen med flasker, brosten og en regn af mønter og jog politiet på flugt. Gadekampene blæste gennem gaderne i tre dage, og her startede det, man kalder the gay liberation (på dansk oversat til bøssekampen), som trak spor op til midten af firserne og på sin vis op til i dag.

Selvom der ikke er mange, der ved det, er det faktisk den dag, vi fejrer hver sommer til Gay Pride. I de fleste lande hedder dagen også netop Christopher Street Day efter gaden, hvor oprøret fandt sted. Det var første gang nogensinde homoseksuelle havde stillet sig op og forsvaret sig fuldstændigt kompromisløst mod diskriminationen. Før den dag var det utænkeligt at tale om stolte homoseksuelle. Den kamp, der fulgte, har været lang og sej og har krævet mange ofre og ufatteligt mange tæsk, indespærringer, fyringer, sociale udfrysninger, mobninger og endog mord. Vi lever stadig i et homofobisk samfund. Det er der ingen tvivl om. Og der er stadig lang vej igen. Men vi er også kommet langt de sidste 50 år. Der er sket en masse siden revolutionen i 1968-69, men det har mest været i forhold til ændring af strategier og mindre sejre og nederlag. Den vigtige pointe i denne forbindelse er, at der er en kamp i gang, som langt fra er slut og som har krævet en masse ofre af en masse mennesker. Og stadig gør det.

De bøsser og lesbiske, der var på gaden dengang, lever stadig. De er i 50’erne nu. Vi skylder dem noget. Vi skylder dem at holde fast ved de rettigheder, de har kæmpet for. Vi skylder dem også at udvide de rettigheder. Og vi skylder os selv og de kommende generationer det.

Vi kan ikke tillade, at nogen, uanset hvem de er, forsøger at tage de rettigheder fra os igen. Så er det lige meget om de er hvide kolonihavefascister, muslimske indvandrere, reggaestjerner på turne, nazier, hiphoppere, folketingsmedlemmer eller polske præster. En homofob er en homofob og en sexist er en sexist. Og det er og vil altid være fuldstændigt i orden at være både kvinde og homoseksuel. Dermed ikke sagt, at man kan reagere ens overfor alle mennesker, eller at alle mennesker har lige gode forudsætninger for at forstå undertrykkelsesstrukturer og bekæmpe dem. Kampen er altid mod homofobi, men man må tilpasse strategierne til slaget. Det er klart.

Jeg vil ikke sige, at Jamaica er 200 år bagud. Den formulering er udtryk for en kulturimperialisme, der går ud fra, at alle samfund engang ender som vores, fordi vores er det rigtige. Jamaica og alle mulige andre lande, der er langt mere homofobiske end Danmark, er i en anden udvikling. Men jeg betragter det som en objektivt positiv udvikling, at kvinder, homoseksuelle, transseksuelle og ikke-hvide har fået flere rettigheder, og at den udvikling ser ud til at fortsætte (med et par afstikkere undervejs).

Jeg ser det som objektivt positivt, at et menneske kan få lov til at elske et andet menneske uanset køn, uden at frygte noget af den grund, overalt i verden, til hver en tid. Det er ikke til diskussion.

Når mange mennesker farer sådan i flint over, at andre kvinder bærer tørklæde; når nogle mennesker ser fuldstændigt rødt, når nogle indvandrerdrenge kaster sten efter gay priden, og når venstrefløjen flipper sådan ud over en håndfuld homofobiske reggaestjerner, så er det fordi, vi er bange for at miste de rettigheder, vi har tilkæmpet os. Alle undertrykte grupper ved, at rettigheder ikke er noget, man får, men noget man tager. Og når man er et mindretal, ved man også, at flertallet kan tage de rettigheder tilbage, hvis de vil. Et tydeligt eksempel er, at lesbiske fik retten til at blive inseminerede. Det var en kæmpe sejr for homokampen. Mindre end et år senere, vil Dansk Folkeparti tage den ret fra dem igen, og det er lige ved at lykkedes for dem. Derfor blæser nogle folk alarm overfor alt, hvad der ligner kvindeundertrykkelse eller homofobi, især når det er noget, der kommer ”udefra.”

Når de københavnske gader bliver plastret til med billeder af en mand, der er berømt for at sige, at jeg skal dræbes – berømt for dødstrusler mod en tiendedel af verdens befolkning (når man regner med, at ca. 10% af verdens befolkning er homoseksuelle), så er det et kæmpe skridt tilbage for bøssekampen, en udvikling som vi er midt i, i vores samfund. Det er den heteroseksuelle verdensorden, der løfter pegefingeren overfor queers og siger ”husk nu, hvem der er flest!”

Og det faktum, at det er en dødstrussel mod så stor en del af verdens befolkning burde også en gang for alle mane den idiotiske holdning til jorden, at der er tusind andre ting, der er vigtigere at kæmpe for, som Nils Krøyer fra The Rock og mange andre har givet udtryk for. Der er intet vigtigere at kæmpe for, for jeg kæmper for mit fucking liv!

Og når et spillested booker de fire mænd, som ligger øverst på listen over de mest homofobiske musikere overhovedet lige efter hinanden, i en perlerække af diskrimination, på trods af demonstrationer, pres fra politikere, boykots og dialogmøder, så kan det udelukkende tolkes som en hån mod det homoseksuelle samfund og alle, der støtter kampen mod homofobi. En plakat med en mand, der symboliserer homofobi og hate crimes, er en hate crime i sig selv. Sådan oplever jeg det, når jeg cykler i København.

Den heteroseksuelle mand har erobret det offentlige rum via frygt. Kvinder lærer at frygte det offentlige rum om natten, fordi de ved, nogle mænd tager sig retten til deres krop, selvom de ikke har den ret. Homoseksuelle lærer at frygte det offentlige rum, fordi de oplever at blive overfaldet, spyttet efter eller råbt ad, hvis de viser deres kærlighed. Jeg taler af erfaring. Sådan er mit liv.

Det karakteristiske ved hate crimes er netop, at overfaldet retter sig mod en person, som overfaldsmanden ser som repræsentant for en gruppe, fx bøsser. En bøsse bliver altså ikke overfaldet som individ, fordi han fx kan lide at tegne, arbejder på kontor, er elitesvømmer eller elsker skoven, men fordi han er bøsse. Det betyder for det første (1), at man aldrig selv er skyld i, at man bliver overfaldet, for det andet (2), at man også kan blive udsat for hate crimes, selvom man slet ikke tilhører den formodede gruppe og for det tredje (3), at ethvert angreb på en repræsentant for gruppen er et angreb på alle individer i gruppen, fordi alle bøsser, der hører om gaybashing lærer at frygte gaybashing. Derfor er hate crime og hate speech mere alvorligt end ikke-politisk vold. If you touch one, you touch all.

Det er således også en hate crime, når en unavngiven person, som har interesse i at Elephant Man spiller på The Rock, ringer mig op på min private telefon og truer mig, fordi han mener, jeg har deltaget i en aktion, der havde til formål at sabotere koncerten. Jeg havde intet med den pågældende aktion at gøre, men selv hvis jeg havde, ville hans reaktion være særdeles upassende. At ringe til en politisk aktivist (og en repræsentant for en undertrykt minoritet, som forsøger at forsvare sig) og true ham, er ikke bare kriminelt, men også rigtig dårlig aktivisme-stil, heterosexistisk machoattitude og rent faktisk en hate crime, der har til formål at holde den undertrykte gruppe (bøsserne) nede ved at skræmme dem fra politisk aktivisme. Jeg har prøvet at finde ud af, hvem personen var, men det er ikke lykkedes. Personen har haft rigelig lejlighed til at undskylde og derfor ser jeg ikke noget problem i at fortælle historien her. Jeg synes, den er ret relevant i denne sammenhæng.

Jamaica
Der er masser af homofobi i Danmark, men her har vi gode forudsætninger for at bekæmpe den, fordi vi præcis ved, hvor den kommer fra. Men den homofobi, der kommer med reggae, så at sige ”udefra,” dvs. fra et samfund, der er væsentligt anderledes end vores, kommer fra en anden baggrund. Og hvis vi vil bekæmpe den homofobi (både når den er her, men også når den er på Jamaica), er det nødvendigt at vide noget om, hvilken baggrund den kommer fra. Det følgende er sakset fra Internettet og fra samtaler, jeg har haft med nogle af dem, der  også er inde over RFT. Der er skrevet bøger om både Jamaica og den homoseksuelle frihedskamp, og de to artikler her er selvfølgelig langt fra dækkende. Men de giver forhåbentlig et lille indblik og en bedre forståelse.

Jamaica er ikke kun et uoplyst, underudviklet og fattigt land. Det er et land, der i årtier har været præget af en vanvittig voldsrate, der bl.a. har medført, at flere mennesker mistede livet per indbygger på Jamaica end i Jugoslavien, da sidstnævnte befandt sig i borgerkrig. Pistolskud, krudtrøg, bandevold, narkokrige, politiske gadekampe, våbenhandel, arbejdsløshed og en total mangel på økonomisk vækst udgør tilsammen et ufatteligt stressniveau.

Homofobi udspringer dog ikke umiddelbart af nogen af de ovennævnte ting. Homofobien har været længe på Jamaica. Den kom med slaveskibene under kolonitiden og blev styrket af den kristne forkyndelse. I en slavekultur og i et meget fattigt samfund bliver man hele tiden nødt til at kæmpe for overlevelse og anerkendelse. Denne kamp kæmpes ofte på bekostning af dem, der er endnu lavere end en selv, og når et samfund bliver presset, bliver der ofte mindre plads til minoriteter, forskellighed og svagheder. Machoattitude får lov at vokse, og reproduktion, både industrielt, økonomisk og biologisk, bliver vigtigt. Sammen med de gammeltestamentlige rødder, som ligger til grund for rastafari og den kristendom, som ses på Jamaica, efterlader dette meget lidt eller ingen plads til den homoseksuelle afviger. Homohad prædikes både fra talerstolen i kirken, i skolen, i medierne og i regeringen.

Homoseksualitet kommer altid til at virke som en trussel i et heteronormativt samfund, som er bygget op omkring stereotype kønsroller, monogami og heteroseksualitet. Og hvis samfundet er skrøbeligt som på Jamaica, virker truslen større. På Jamaica er det ikke kun homoseksuelle, der står for skud. Jamaicanere har et syn på seksualitet, som er meget anderledes end i Vesten. Der er helt andre koder for, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Homoseksualitet og biseksualitet er forbudt, men oralsex og analsex er det også. Dette betyder ikke, at Jamaica er et aseksuelt, puritansk samfund. Slet ikke, seksualiteten er allestedsnærværende og meget eksplicit, men kun i form af genital sex mellem en mand og en kvinde. Dette er interessant i et queerperspektiv, fordi det siger noget om, at seksuelle normer altid er samfundsbestemte og forskellige verden over. Men det er også relevant, fordi det giver et billede af et samfund, som på mange måder er meget forskelligt fra vores.

Jamaicansk kultur er et produkt af århundreders slaveri. Det er et land med vanvittigt meget fattigdom og kriminalitet, hvor det, der fylder mest i den enkeltes bevidsthed, er basale ting som at få mad på bordet, finde et job og komme hjem fra byen uden at blive skudt. Jamaicanerne ser sig selv som ofre for europæisk kolonialisme, international kapitalisme og andre fremmede kræfter, der holder landet og befolkningen nede og hindrer en videre udvikling. Der er en social og politisk bevidsthed på Jamaica, hvor den hvide mand får skylden for landets miserable tilstand. Denne opfattelse har eksisteret i snart hundrede år på Jamaica og har gennem de sidste 30 år fået en større udbredelse specielt i de hårdest belastede områder af landet.

Denne selvopfattelse har også fået den konsekvens, at hvis man generer en jamaicaner, så generer man dem alle. If you touch one, you touch all.

De forskellige parter I reggae-krigen
Bladet hedder Reggae-Krigen, fordi debatten sommetider antog helt groteske proportioner og blev unødvendigt personlig og personfikseret. Mange mennesker havde følelser i klemme. Det siger sig selv. Det bliver en personlig sag for homoseksuelle, der er blevet trådt på hele livet og sorte, der lever i fattigdom på den anden side af kloden og bliver mødt af vrede, unge hvide, når de endelig får mulighed for at rejse sig af slummen gennem den musik, de elsker. Men udover at være en krig med alt det ukonstruktive, der kan ligge i det, kan man også se det som en opvisning i politiske strategier og taktikker, argumentationsformer og som et interessant blik ind i anti-fascistisk kamp i en tid, hvor alle undertrykker alle på kryds og tværs, og det er næsten umuligt at sige noget uden at være bare lidt racistisk, sexistisk eller homofobisk. Vi bliver også nødt til at indrømme, at det ikke er nogen let sag at gå i krig med homofobien på Jamaica. Så er det trods alt lettere at angribe en hvid, heteroseksuel mand fra middelklassen, som ikke kan slå igen i den politisk korrekte arena, fordi han står øverst i hierarkiet. Det er en svær kamp og det er imponerende, at der overhovedet er nogen, der har turdet kaste sig ud i det.

I stedet for at prøve at slå knuder på sig selv for at kunne leve op til den perfekte strategi for anti-diskrimination, kunne man også vælge at acceptere, at der findes mange veje til det samme mål, og at chancen for at nå derhen er større, hvis vi splitter os op og går forskellige veje. Det er en god ide med dialog. Men det er federe at kunne føre en dialog, hvis man har en hær af militante aktivister i ryggen. Så kan ens modstander jo vælge, om han vil slås eller gå i dialog. Dialogen alene er måske ikke så effektiv, når modstanderne bare kan (og vil) vælge at gå. Den militante kamp (eller boykottet) er måske heller ikke så effektiv alene, da der alt for ofte bliver fokuseret på midlerne frem for målet, når kampen skal bedømmes, og da militans alene ofte blot optrapper konflikten. Til gengæld er det fedt, når man har hænderne fulde af brosten og munden fuld af kampråb, at der er nogen andre, der kan tage den lange og seje dialog med ens modstander. I det følgende forsøger jeg ud fra de forskellige gruppers egne tekster at skitsere grupperne. Jeg har prøvet at være så fair som muligt og håber, alle føler sig ordentligt repræsenterede. Der er ikke noget afsnit om SP, da det eneste de har gjort, har været at sørge for at de fire homofobiske reggaestjerner fik jobs i Danmark.

Nogle af de følgende artikler er sammenskrivninger af debatindlæg og pressemeddelelser, der svarer på andre pressemeddelelser, altså en form for dialog. Derfor skal man måske ikke bare læse fra start til slut, men være opmærksom på, at hvis man vil læse kronologisk, så skal man hoppe lidt frem og tilbage. Jeg har ikke været så interesseret i at fremstille uenighederne grupperne i mellem, men har i stedet forsøgt at vise, hvad det er de forskellige grupper kan, synes og vil. Det synes jeg er mere interessant og væsentligt, end at fortælle hvad de forskellige grupper ikke kan lide ved hinanden.

Reggae for Tolerance
RFT består af anti-homofobiske reggaefans, som står et sted imellem reggaemusikerne og de homoseksuelle og har haft en central rolle i sagen om reggaekoncerterne. RFT blev først dannet som en forening og fast gruppe kort før koncerten med Buju Banton 11.7.2006. De har været udskældt af både LBL, Offensiv og AMHOR, fordi de ikke har bakket op om boykot-strategien, men tværtimod har argumenteret for, at reggaemusikerne skulle have lov at spille. Og de er blevet svinet til af dele af reggae-miljøet, fordi de er aktive anti-homofober. De er blevet beskyldt for at være heterosexister, fordi de går i dialog med homofober, og for at være racister, fordi de bruger jamaicanernes nationale og kulturelle baggrund til at forklare og delvis undskylde deres homofobiske holdninger.

Det var folkene bag RFT, der var med til at starte hele debatten i Danmark om homofobi i reggae og dancehall, længe før nogle af de andre grupper kom på banen. Allerede i 2004 holdt RFT Root Down i Ungdomshuset i København under parolen Reggae For Tolerance. De har siden hen været med til at holde debatten kørende i det danske reggaemiljø, og det er uden tvivl den gruppe, der har arbejdet længst og mest vedholdende imod homofobi i reggae af de grupper, der er repræsenterede i dette blad. Deres strategi er dialog og en forståelse for, at så længe Jamaica er så fattigt og kriminelt, og så længe homoseksualitet er forbudt og homofobi er en officiel, åbenlys og direkte stolt del af landets kultur, så er det ikke realistisk at presse de patriotiske musikere til at lægge en progressiv stil for dagen. De mener, presset bør lægges på Jamaicas regering og uddannelsessystem. Det er andre ting, der ligger øverst på den politiske dagsorden, om man vil det eller ej. Man må fx først slette Jamaicas gæld til verdensbanken, afskaffe korruption, skabe økonomisk vækst og komme arbejdsløsheden, fattigdommen, sulten og kriminaliteten til livs. Tankegangen er altså, at de helt basale omstændigheder må forbedres, inden man for alvor kan trænge igennem med homoseksuelles rettigheder på Jamaica.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at RFTs projekt er væsentligt forskelligt fra de andre gruppers, fordi det sådan set ikke handler så meget om at bekæmpe homofobi i Danmark som om at bekæmpe homofobi på Jamaica. Derfor er det logisk nok, at RFT ikke anerkender boykot som en holdbar strategi.

Dette er et uddrag af RFTs svar på AMHORs pressemeddelelse ”Når racisme og homofobi får dansesko at gå på.”

Kære Venner.
RFT er en gruppe, der blev oprettet for at bekæmpe homofobi i reggae. Dels internt i det danske reggaemiljø og dels på Jamaica. Vi skal ærligt indrømme, at vores aktivitetsniveau har været begrænset. Men vi gør dog et fortløbende stykke arbejde, som vi kan se har en positiv effekt. Vi ser folk, der tidligere var ligeglade med hvad der blev sunget i musikken, blive bevidste om homofobien, tage aktivt afstand fra den, holde op med at spille de numre, konfrontere andre når de gør det og reagere på det, når kunstnere gør det. Og vi ser hvordan homofobiske kunstnere bliver bevidste om hvor ekstremistisk deres egen heterosexisme er og hvor alene de står med de holdninger, selv blandt deres egne fans. (...)

Når Jamaicanske musikere er i Danmark fortæller vi dem, at reggaemiljøet her hader homofobi og at DJs og sangere flere gange er blevet konfronteret ved shows pga. homofobiske udfald (og her tænker vi ikke på demonstrationen ved Buju, men om de konfrontationer der har været til almindelige shows af folk fra reggae miljøet). Vi rejser til Jamaica og arbejder med både musikere og almindelige mennesker. Og her er det et ekstremt kontroversielt og tabuiseret emne. Men det bliver diskuteret på vores initiativ, hvilket bestemt ikke er omkostningsfrit. Vores strategi går bl.a. ud på at konfrontere homofober, hvor vi møder dem. Samtidig arbejder vi for at det danske reggaemiljø forsat positionerer sig i forhold til homofobi og bliver et mindre homo undertrykkende miljø. Vi tog i øvrigt initiativ til at lave en formaliseret debat med (eller i det mindste om) Buju Banton, da han var i Danmark, men det var der ingen af de demonstrerende grupper, der ville deltage i. (...)

Vi mener, at vores strategi er mere effektiv (end boykot – red.), bl.a. fordi vi ser problemets kompleksitet og hvordan den kultur er, som I blot vil forhindre ethvert udtryk for. Vi anerkender, at hvis man føler, at afholdelsen af en koncert krænker én, så er det vigtigt at reagere på det så radikalt man kan, også selvom det ikke gør noget bedre i det lange løb. (...)

Det er muligt at den Jamaicanske homo organisation J-FLAG også mener at man skal forhindre koncerter med Beenie Man. Men tror I virkelig, at de mener at kampen ender der? Som man kan se på deres hjemmeside, ligger deres hovedfokus bestemt ikke på homofobi i musik, men på homofobi i det jamaicanske samfund generelt. Musikken er blot det udtryk for problemet, som vi i vesten bliver konfronteret med. Skal vi dog ikke vise en større solidaritet med jamaicanske homoer, end blot at blokere for en koncert i Danmark? Det har jo intet anti-homofobisk afkast! Derfor prøver vi noget andet. (...)

Kammeratlige hilsner

Reggae for Tolerance.

Dette er en artikel, RFT skrev specielt til dette blad.
Under de sidste års opblusning af debatten om homofobi i reggae, er Københavns reggaefans ofte blevet taget som gidsler i debatten. Vi er blevet beskyldt for selv at være homofober, for at være apolitiske, uetiske og til tider har vi endda fået at vide, at vi er racister. Faktum er dog, at den københavnske reggaescene længe har været opmærksomme på problemet med homofobien i reggae og har taget en lang række initiativer i håbet om at gøre en forskel. Her er vores historie og syn på sagens problemer.

I det københavnske reggaemiljø har vi længe været opmærksomme på de såkaldte 'gay-haters' (sange med eksplicit homofobisk indhold) og den generelle fjendtlighed mod bøsser og lesbiske, der desværre er et udbredt fænomen på Jamaica og det øvrige Caribien. Vi er en gruppe af reggae DJ's og entusiaster, der i lang tid har følt et behov for at tage afstand fra denne del af reggaen og i bedste fald forsøge at påvirke situationen i den rigtige retning. I 2004, 2005 og 2006 afholdte vi tre store anti-homofobiske reggae arrangementer i Ungdomshuset under parolen Reggae For Tolerance. Formålet med arrangementerne var at vise, at det københavnske reggaemiljø ikke åd hele pakken råt og godt kunne finde ud af at sætte en streg i sandet. Festerne var store succeser. Vi havde et sted mellem 900-1500 gæster til hvert arrangement, der mødte op for at vise, at modstand mod homofobi og kærlighed til reggae sagtens kan gå op i en højere enhed.

De tre Root Downs havde dog en indbygget svaghed, som vi hele tiden har været klar over: de var kun med til at markere vores politiske ståsted indenfor en dansk kontekst, men de havde ingen konkret effekt på det reelle problem: homofobien på Jamaica. De sidste mange reggaekoncerter på The Rock i Skindergade er blevet fuldt i halen af en række politiske organisationer, der netop har lidt under samme problem: De har markeret sig selv politisk, men det konkrete problem står stadig uberørt hen. Homofobien på Jamaica trives stadig i dag i bedste velgående. Vores primære bekymring er, hvordan denne kan kommes til livs.

Vi er af den opfattelse, at det er nødvendigt at forstå et problem, før man kan bekæmpe det. Akkurat som en læge er nødt til at foretage en diagnose, før den nødvendige kur kan fastlægges, må vi også kigge nærmere på homofobien, dens rødder og kontekst på Jamaica, før vi kan gøre os det mindste håb om at ændre ved den. Paroler som 'bekæmp den globale heterosexisme' og 'luk spillestedet The Rock,' kan muligvis lyde gode og handlekraftige, men uden den nødvendige baggrundsviden og med en uigennemtænkt strategi kan de gøre mere skade end gavn. Det er let at dømme andre, men det kræver sit at forsøge at forstå. Som det er blevet gentaget i så mange andre sammenhænge, er der en forskel mellem at forstå og undskylde. I det følgende vil vi give vores bud på, hvordan problemet skal forstås (ikke undskyldes). Det er først med et ærligt forsøg på at forstå problemets kompleksitet, at vi kan fastlægge en handlingsstrategi, der kan påvirke udviklingen positivt.

Homofobi har altid eksisteret på Jamaica. Den var en fast integreret del af det kristne, britiske koloniherredømme og har muligvis også været en del af kulturen hos datidens vestafrikanske slaver, der blev bragt til øen. Akkurat som man ser det i langt de fleste andre tidligere britiske kolonier (som f.eks. Pakistan, Sierra Leone og Indien), så har den europæiske tilstedeværelse ikke ligefrem efterladt landene i en tilstand af seksuel tolerance. Om det skyldes victorianismens absurde sædelighedsdyrkelse, skal vi ikke spekulere i. Det kedelige faktum er, at Jamaica aldrig har været et samfund, der har vist "seksuel tolerance".

I takt med at reggaemusikken har oplevet en øget popularitet i København de sidste år, er der også kommet et øget fokus på de mere mørke sider af musikkens tekstunivers. Efterhånden som man er kommet videre fra Bob Marleys 'Uprising' plade er det gået op for folk, at reggae ikke bare er glad solskinsmusik fra Caribien, men derimod en ofte kompromisløs musikgenre fra Kingstons notoriske ghettoer. For et europæisk publikum er det muligvis kommet som en overraskelse, at den musik, der ellers ofte associeres med sol og glade dage, har produceret numre om at hælde syre i hovedet på bøsser og brænde dem som gamle bildæk. Kontrasten mellem Bob Marleys 'Redemption Song' og Buju Bantons 'Boom Bye Bye' virker umiddelbart fuldstændig grotesk, og det er ikke mærkeligt, hvis man føler, at musikken er undergået et moralsk forfald. Men det er ikke reggaesangerne, der er blevet homofobiske. Det har de altid været. Det er diskursen i teksterne, der har forandret sig. For at forstå denne forandring, er det nødvendigt med et tilbageblik i reggaens historie.

I midten af 1980'erne gik den gamle rootsmusik, som Marley og Burning Spear står som repræsentanter for, af mode. Rootsmusikkens budskab om social retfærdighed, pan-afrikansk stolthed og håb om et bedre samfund trådte i baggrunden i takt med, at den politiske vold på Jamaica blev optrappet, og folk begyndte at miste håbet. Det var især de ludfattige ghettoer omkring Kingston, der blev særlig hårdt ramt. Økonomien stagnerede, pistolerne strømmede til øen, de lokale bander begyndte at transportere og sælge kokain, de politiske partier anvendte i stigende grad lokale gangsterbander til at udføre deres beskidte arbejde og Kingston lignede efterhånden mere en krigszone end en by på en fredelig solskinsø. Udviklingen er gået i samme retning siden. Den økonomiske vækst er for længst gået i stå, politiet er mere korrupt end nogensinde før, mordraten stiger hvert år, mange jamaicanere går sultne i seng hver aften, og Jamaica er i dag med cirka 25 mord om ugen i en befolkning på cirka 2,5 mio. et af de farligste lande i verden at befinde sig i (i hård konkurrence med Sydafrika, Irak og Sudan).

Reggaen har afspejlet denne udvikling. Musikken begyndte i 1980'erne at lukke sig omkring sig selv. Det blev til en musikgenre, der havde sit ophavssted og udøvelsessted i ghettoens dancehalls. Lyrikken blev gradvist mere aggressiv, og de forskellige soundsystems begyndte i højere og højere grad at bekæmpe hinanden i forsøget på at overtage positionen som det største og bedste lydsystem. Dette førte til en optrapning af de såkaldte 'sound clashes', hvor lydsystemer mødes for at bekæmpe hinanden med musik. Hele denne udvikling førte i starten af 1990'erne til, at dancehallmusikken (som den nu blev kaldt) i høj grad havde soundclashet og ghettolivet som de to bærende markører for lyrikken. Der eksisterede nu subgenrer som f.eks. 'gun' (numre der handler om at forherlige pistoler), soundbwoy killers (numre der handler om at dræbe folk fra andre lydsystemer) og slackness (numre med eksplicit pornografisk indhold).

Reggaen havde undergået en radikal 'ghettoisering'. Musikken var klart afmærket af det øgede stressniveau, der var blevet et grundvilkår i de jamaicanske ghettoer. Konflikten, sammenstødet, og stressen var blevet grundtemaer. Soundclash kulturen var desuden med til, at lyrikken blev skærpet. 'Voldelig' lyrik var nu en integreret og ikke speciel kontroversiel del af musikken. De såkaldte soundbwoy-killer tunes, der handler om at slå små lyddrenge ihjel fra andre soundsystems, skal ikke forstås bogstaveligt. De skal netop ses som en del af soundclash-kulturen. At sige at man vil 'dræbe en lyddreng', betyder ikke, at man mener det i ren fysiologisk forstand, men derimod at man vil sørge for, at han 'går ned' i et clash. At 'dræbe' har mange betydninger i dancehall lyrik, og volden skal oftest ses som noget, der er ment i overført betydning. Eksempelvis er sange om 'informers' (stikkere) et tilbagevende tema i dancehallmusikken. Disse sange handler også som oftest om at 'dræbe' stikkere. Politiet får samme behandling. Teksterne skal dog ikke altid forstås ordret. At 'dræbe' kan i lige så høj grad forstås som, at man skal komme fænomenet til livs, eller at man bare skal pille af.

Da homofobien vendte tilbage i reggaens tekstunivers i 1990'erne, havde musikken undergået denne aggressive udvikling. De homofobiske budskaber blev filtreret igennem soundclash-kulturens diskurs, og det endelige udtryk blev derfor mere aggressivt og voldeligt.

Det skal endelig ikke forstås som en undskyldning eller en opfordring til 'at lade stå til', men man bliver nødt til at være denne udvikling bevidst, når man præsenteres for tekster fra nyere gayhaters. Oversat til dansk kan teksterne fremstå helt absurd voldelige og grotesk hadske. Men fra et dancehall perspektiv er umiddelbar voldelig og hadsk lyrik slet ikke så voldelig og hadsk, som det måske kan fremstå. Aggressiviteten i musikken er en del af den soundclash diskurs, der har lagt sig over dancehallen. De fleste emner, som f.eks. politik og religion, bliver også ofte fremsat i en form, der kan virke aggressiv og voldelig i en dansk kontekst, men som egentlig bare afspejler den stressede grundtilstand i de jamaicanske ghettoer.

Hvad kan vi så gøre for at forbedre dette? Hvordan kan man ændre homofobien i et sådant samfund? Vi er ikke optimister. Med vores kendskab til jamaicansk kultur har vi for længst konkluderet, at der er meget lang vej endnu, hvis samfundet skal undergå et attitudeskift. For det første er det meget svært at gøre ideen om seksuel ligestilling relevant for en sulten mand, som nok er fattig og arbejdsløs, men støtter sig til sin maskulinitet og kristendom og finder stolthed her. Man bliver nødt til at være realistisk. Så længe det jamaicanske samfund befinder sig i den samme nedadgående voldsspiral med stagnerende økonomi og politisk ustabilitet, er der ikke de store chancer for en progressiv ændring i det alment jamaicanske syn på homoseksualitet. Vi gør os ikke de store forhåbninger om, at kunne påvirke den politiske og sociale udvikling på Jamaica i andet end minimal grad. Hvad vi kan gøre, derimod, er at forsøge at minimere den eksplicitte homofobi i musikken og herigennem forhåbentligt reducere homofobi generelt på Jamaica. Vi bliver nødt til at sætte os realistiske mål, hvor vi rent faktisk kan gøre en forskel. At minimere eksplicit voldelig homofobisk lyrik er derimod et mål, vi rent faktisk kan gøre os håb om at opnå, og så kan man jo håbe at en positiv udvikling forsætter derfra.

Der har lydt mange opfordringer og proklamationer fra andre aktører i denne debat om, at man skal stoppe reggae koncerterne med homofobiske kunstnere. Boykot-strategien går ud på, at reggaesangerne skal forhindres i at gå på scenen, selvom de er gået med til ikke at spille deres gayhaters. Vi tror ikke på denne strategi af mange grunde. For det første vidner denne strategi om en fuldstændig manglende forståelse for jamaicansk kultur og historie. Hvis man ved blot en lille smule om Jamaica, ville man vide, at der i mange år har været en dominerende myte blandt befolkningen om, at omverdenen forsøger at holde landet nede. Myten har muligvis sine pointer, når man ser på slavetiden og Verdensbankens hensynsløse politik, men myten spiller også ind på en lang række områder. Den er med til at fastholde befolkningen i en u-landsidentitet, hvor alle udenlandske kræfter bliver mistænkeliggjort som undertrykkende overgreb. Når lokalbefolkningen hører, at f.eks. Sizzlas turné i Europa er blevet aflyst pga. homoorganisationer, så har det ikke den ønskede effekt. Lokalbefolkningen ser det i overvejende grad som endnu et eksempel på europæisk imperialisme. Det er endnu et forsøg på at holde Jamaica nede. Denne opfattelse kan muligvis virke absurd, men tager man landets sørgelige historie til efterretning, så er det ingen overraskelse, at denne opfattelse overlever i bedste velgående den dag i dag.

Boykot-strategiens pædagogiske effekt er altså lig nul. Hvis man kigger nærmere på statistikkerne de sidste par år, viser der sig desuden et endnu mere skræmmende billede. Alt tyder på, at antallet af drab på homoseksuelle er steget de sidste fem år. Den generelle voldsrate er steget, og overfaldende på de homoseksuelle har fuldt med. Det er indenfor den samme periode, at vi har set de internationale seksualpolitiske organisationer gå i 'krig' med reggaen. Det er i den samme periode, at vi har set turneer og koncerter med diverse kunstnere blive aflyst i Europa og USA. Der skal ikke en afgangseksamen i statistisk analyse til for at konkludere, at selv samme kampagner absolut ingen positiv effekt har haft for de homoseksuelle på Jamaica. I værste fald kan de måske endda have forværret situationen. Boykot kan muligvis være et yderst effektivt redskab til at markere sig selv politisk herhjemme, til at få medieopmærksomhed på, til at vise sine standpunkter osv., men hvis man rent faktisk har de jamaicanske homoseksuelles vilkår som sin primære bekymring, burde man kraftigt overveje, om man er på rette kurs.

Dette betyder ikke, at vi synes, at der ikke skal lægges pres på reggaestjernerne. Tværtimod er vi fortalere for, at man indgår aftaler med kunstnerne om, at de ikke optræder med deres gayhaters, når de spiller koncerter. Hvis kunstnerne går med til dette, skal de også have lov til at optræde. Hvis man stadig mener, at koncerten skal aflyses på trods af, at en sådan aftale er indgået, har man sat sig et fuldstændigt urealistisk politisk mål i hovedet. Vi mener desuden, at det er et grundlæggende forkert træk at forsøge at bekæmpe manden i stedet for bolden. Det er homofobien, der er fjenden – ikke homofoben. Akkurat som det skal være tilladt Morten Messerschmidt (der er dømt for racisme) at udtale sig offentligt om vejret og EM i fodbold, så skal en homofob også have lov til at gå på scenen og synge om alt andet end at slå bøsser ihjel.

Vi er ofte blevet spurgt, om vi også har samme holdninger, hvis det var et naziband, der gik på scenen. Vi mener, der er så stor forskel på, når personer der er opvokset i et land, som har været involveret i 2. verdenskrig og haft ungdomsoprør, vælger at lave fascistisk propagandamusik, og når jamaicanere i deres musik reproducerer de holdninger de har mødt hele livet fra familie, skole, medier og politikere - at nazibands og reggaesangere ikke kan sidestilles. Vi håber at LBL, AMHOR, Offensiv osv. en dag vil anerkende at langt hovedparten af danske reggaefans deler deres holdning til homofobi - også selvom de lytter til kunstnere der synger det modsatte. Og vi mener at et sådant miljø er et godt udgangspunkt for anti-homofobisk arbejde om end med en anden strategi end boykot.

Reggaestjerner som Sizzla og Elephant Man er i denne debat blevet fremstillet som en del af 'den kommercielle musikindustri'. Det er tydeligt et forsøg på at smide reggaekunstnere i samme bås som Mærsk og McDonald's. Vi kan ikke sige andet, end at det er et uærligt og løgnagtigt forsøg på at fremstille reggaemusikken som en industri med penge i. Hvis man er interesseret, kan vi sagtens fremvise en liste på de første 30 store reggaekunstnere, der har lidt en utidig død pga. fattigdom. Det er under bæltestedet at fremstille en musikalsk subgenre fra et fattigt uland, som om det var en millionindustri a la hiphoppen i USA. Det er det ikke! Lad det være sagt én gang for alle.

Vi håber, at det har afklaret vores rolle og syn på sagen.  Vi håber ligeledes, at vi med dette kan være med til at nuancere debatten. Skulle man have yderligere spørgsmål, kan vi kontaktes på reggaefortolerance@yahoo.dk

One Love

Reggae for Tolerance

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske
”Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) er en seksual- og kønspolitisk interesseorganisation, der arbejder for lesbiskes, bøssers og biseksuelles politiske, sociale, kulturelle og arbejdsmarkedsmæssige ligestilling på alle niveauer i samfundet.”            fra www.lbl.dk

LBL er de homo- og biseksuelles store landsdækkende organisation. Det er blandt andet dem, der lægger pres på politikere, politiet og undervisningssystemet for at gøre homo- og biseksuelles vilkår bedre i Danmark. LBL laver bl.a. en masse lobbyarbejde og benytter sig af parlamentariske metoder og forsøger derigennem bl.a. at ændre lovgivningen. Det er en af de ældste homoorganisationer overhovedet og det er LBL, vi kan takke for mange af de fremskridt, der er sket især på det lovmæssige plan, men også i forhold til fx folkeskolen, arbejdsmarkedet osv. LBL kom ind i sagen om reggae på The Rock, da Buju Banton skulle spille den 11. juli 2006. Her deltog de i et dialogmøde på The Rock med bl.a. nogle af dem, der senere dannede RFT, repræsentanter for The Rock og SP. Siden har de sendt pressemeddelelser ud til alle koncerterne og lagt pres på lokale politikere på Københavns Rådhus. LBL bruger også boykot og opfordring til boykot og aflysning som strategi, på samme måde som OutRage og Offensiv, men lægger desuden pres på The Rock ved at opfordre politikerne til at fratage spillestedet dets kommunale støtte.

Dette er uddrag fra pressemeddelelser fra LBL:
SPILLESTED: HOMOHAD ER UNDERHOLDNING
(...)
Forestil dig en nynazist stå på scenen og synge om fornøjelsen ved at gasse jøder. Utænkeligt? Heldigvis! Intet normalt dansk spillested overlader scenen til sådan en person.

Forestil dig så en, der synger om, at homoseksuelle skal skydes i hovedet og have tæsk. En mand, som er fast element i rapporter om overfald på homoseksuelle. Ville nogen have sådan en mand på scenen? Velkommen på The Rock

Ja, spillestedet The Rock i København vil. For dem er Buju Banton god musik, og uanset hvor smagløst det lyder, så kan Buju Bantons danske menighed gøre had mod homoseksuelle til god forretning for The Rock. På initiativ fra SP har The Rock fået Buju Banton til Danmark, så han kan underholde de danske fans med, hvordan homoseksuelle bør udsættes for mord, vold og lemlæstelse.

The Rock har dog - efter massive protester - valgt at skrive en erklæring om, at de tager afstand fra, at Buju Banton vil myrde og banke homoseksuelle. Derfor vil The Rock afbryde koncerten, hvis han synger en bestemt sang. Det vil dog formentlig være på et tidspunkt, hvor Buju Bantons danske menighed er blevet festligt opstemte, har købt billetter og forsynet sig rigeligt i baren. Tør man tænke på hvad der sker, når de bevæger sig ud i byen?

I Amnestys spotlight
En sang alene får ikke Buju Bantons navn i Amnestys rapporter. Det er heller ikke en sang alene, der gør at politiet i Brighton og andre byer har stoppet koncerter, inden de er startet. Buju Banton har - i snart 15 år - stået fast ved sine holdninger om, at homoseksuelle skal udslettes. Det er holdninger, som har gjort ham til en samlingsfigur for homofober over hele verden.

LBL holdt et møde med The Rock, hvor en repræsentant fra spillestedet forklarede, at Buju Banton giver danskerne indsigt i den homofobi, som ligger i dele af reggae. Som nævnt har Buju Banton i 15 år givet os den indsigt. Han har prædiket det samme blodige budskab for sin voksende fanskare og med koncerten hjælper The Rock til at legitimere de holdninger.
(...)

Homofobien trives på The Rock
Endnu en gang har spillestedet The Rock i indre København valgt at invitere en homofobisk reggae stjerne til landet. Denne gang handler det om Elephant Man. The Rock har med denne koncert inviteret tre af de fire mest homofobiske reggae kunstnere i løbet af ét år. (...)

”Vi opfordrer Københavns Kommune til at tage støtten til spillestedet op til fornyet overvejelse. Vi finder det beklageligt, at en by som København, der satser på at blive kendt som tolerant overfor homoseksuelle, og som arbejder på at trække denne kategori af turister til byen, skal associeres med et spillested, der på denne måde lader hånt om alle de gode intentioner, der ligger i byens nye homopolitik,” slutter Anders Pedersen.

 

Dette er det meste af den tale, som LBL holdt til demonstrationen mod Buju Banton-koncerten:
Tale mod homofobisk reggaesanger
(...) Dette er en nødvendig aktion. Vi er i gang med at demonstrere kærlighed i modvægt til den mangel på medfølelse og ligegyldighed, som The Rock og SP udviser ved at lade Buju Banton og Assassin spille i aften.

På dialogmødet med arrangørerne d. 5. juli var der ingen forståelse for vores opfordring til nul-tolerance overfor homofobi og der var ingen som helst lyst til at lytte til vores erfaring i forhold til, hvordan man tilkæmper sig homo-rettigheder. Der var ingen at tale til, når vi forsøgte at viderebringe erfaringen om, at øget tolerance og rummelighed kun ankommer til det samfund og det menneske, som tillader sig selv at komme i kontakt med det undertryktes følelser. Dialog som strategi er så sandelig godt, men nogle gange kommer dialog til at udgøre en ny ”overhøring”, en ny ”overkørsel” af et lavere synspunkt, der fjerner dialogens værdighed. Så har man kun en mulighed og det er at ”standse” dialogen, hævde sit synspunkt ved at sige klart fra og dermed løfte sig ud af en diskussion, der er i bund og grund bruger ”forvirringens magt” til at undgå at gøre et offer. Arrangørerne bad os om at udvise tolerance overfor homofoben Buju Banton, der forhåner og truer os i sin homofjendske sangtekst Boom Bye Bye. Det er at vende begrebet ”tolerance” på hovedet. Det er uværdigt og det er et udtryk for ”forvirringens værste greb”.

I mine øjne er beslutningen om at gennemføre koncerten begrundet i arrangørernes særinteresser og det var, som mødet skred frem, en ynk at høre på. Undertrykkelsen af homoseksuelle på Jamaica, som Buju Banton personificerer igennem sin adfærd og udtalelser må ikke være en handelsvare. I tilfældet Buju Banton løber ”The Rock” og ”SkyJuice Promotion” fra et indlysende ansvar – de handler med en musiker fra Jamaica, der i strakt arm bærer ”homofobiens brændende fakkel” og det gør i mine øjne arrangørerne til en slags ”Dødens købmænd”.

Men jeg vil hurtig gennemgå de væsentligste argumenter for, at LBL netop i denne sag har valgt "at sætte foden i (dancehall) gulvet".

Jeg har selv den opfattelse, at alle mennesker bærer et simpelt ansvar - at handle sig selv ud i overensstemmelse med sin bevidsthed og idealer. Verden kan samlet set kun blive mere retfærdig, hvis mennesker og dem, som vi har givet magten, lader være med at skabe forvirring omkring begrebet "retfærdighed". Mord på og chikane af homoseksuelle på Jamaica kan ikke retfærdiggøres med kulturforklaringer. I stedet for aktivt at bekæmpe homofobien i reggae-musikken, søger Dancehall-miljøet "at forstå og forklare" de undertrykkelsesmekanismer i det jamaicanske samfund, som store musikidoler som Buju Banton er et produkt af.

Man fratager med andre ord Buju Banton det personlige ansvar for sin stærkt homofjendske sangtekst "Boom Bye-Bye" og forsøger at leve med, at Buju Banton, på trods af massive protester uden for Jamaica, er blevet ved med at fremføre hittet fra 1992. Buju Banton har haft 14 år til at komme med udtalelser, der helt tydeligt viser, at han fortryder sine opfordringer til mord og lemlæstelse af homoseksuelle. Det er desværre IKKE sket, selvom Buju Banton har haft rig lejlighed til at bevidstgøre sig om, at bøsser og lesbiske faktisk mange steder i verden er beskyttet af menneskerettigheder på lige fod med andre mennesker.

I mine øjne bærer dancehall-miljøet i Danmark et stort ansvar for "at hjælpe" jamaicanske musikere som Buju Banton til at forstå, at man ikke på nogen måde accepterer homofobi. Det gør man IKKE ved at "sige ja", men ved at sige nej. Det er ulogisk at mene, at Buju Banton kan ændre sit perspektiv i forhold til bøssers og lesbiskes menneskerettigheder ved at køre i bus fra Københavns lufthavn til "The Rock" i Skindergade, der har fyldt spillestedet med glade fans, der i et par festlige timer vælger "at se bort fra" Buju Bantons krænkelser af homoseksuelle.

I mine øjne har dancehall-miljøet for år tilbage modigt forsøgt at starte en debat om homofobi, der desværre er endt i en stor retorisk forvirring og handlingslammelse. Et helt musik-miljø risikerer at give sig selv "det hvide snit" og miste respekten fra personer som jeg selv, der er homoseksuel og som indefra ved, at accepten af homoseksualitet og mine rettigheder ikke er kommet af sig selv - men igennem personligt mod, handlinger og igennem en fælles kamp.

Og det er rent faktisk store ting, der er på spil her. Der er en klar besked til alle, der lever, skaber og træffer valg i denne verden. Derfor bør denne demonstration selvfølgelig søge en højere sandhed end blot den, at et lille afgrænset smagsfællesskab tog grueligt fejl, da de valgte at overhøre vores og mange andre menneskers indtrængende appel om at vise solidaritet overfor forfulgte homoseksuelle på Jamaica.

Der er for alvor blevet sat et lys på det individuelle ansvar overfor et større menneskeligt fællesskab. Et opgør med den dybe søvn, der rammer alle – mennesker – der har godtaget forestillingen om, at for eksempel begrebet menneskerettighed er relativistisk og er noget som skal bedømmes i forhold til noget andet. Det alene åbner for en trøstesløs forvirring omkring noget helt helt enkelt, fordi vi umiddelbart lærer at afgive vores egen magt og ansvar for den virkelighed, der kontinuerligt skabes og som er summen af den individuelle og kollektive bevidsthed. Vi kommer hellere end gerne med forklaringer på de mekanismer, som producerer uretfærdighed uden at ændre de samme mekanismer hos os selv. Vi bortforklarer uden at blinke vores eget ansvar og gør idéen om forandring til et spørgsmål om, hvem der skal begynde først. Vi laver fortællinger, der fastholder os selv og andre mennesker i offer-roller og vi griber til følelseskolde kulturforklaringer, når vi ikke kan holde menneskeslagteriet ud - krænkelsen af liv overalt på jorden, kvindelig omskæring, æresdrab og åbenbart nu også, når homoseksuelle myrdes.

Menneskehedens manglende succes med at sikre alle en grundlæggende overlevelse, retfærdighed og lige muligheder er IKKE et resultat af menneskets natur. Jeg gentager IKKE et resultat af noget forudbestemt. Dette er den største kulturmyte af dem alle - at mennesket i sin rod er ondt og derfor må tæmmes og underkaste sig religiøse og politiske systemer, der taler ned til menneskets egen dømmekraft og skaber frygt. Vi afgiver vores magt til overbevisninger og trossystemer, der får verden til at gå baglæns eller i bedste fald næsten ingen vegne. Vi fyldes af ligegyldighed, fravær af kærlighed og handlingslammelse.

Der er virkelig ingen grund til, at du i aften igen går i seng med en oplevelse af, at verdens problemer er uløselige. Der er ingen grund til at lade månen rejse henover himlen endnu en nat, imens du synker ned i tristhed over verdens uretfærdighed. Ingen af disse ting er i sandhed uafvendelige.

Det kræver blot, at vi er ærlige i vores stræben efter det retfærdige og kærlige samfund. At vi holder op med at acceptere fraværet af kærlighed til os selv og til andre mennesker. At vi lader være med at behandle os selv og møde andre med ligegyldighed. At vi beslutter os for at acceptere og imødegå ALT, hvad vi er.

Så kære menneske, kære demonstrant – hvem er du og hvordan er dit forhold til dig selv? Er du skabt af kærlighed. Eller er du i bund og grund ond? Er du skaber eller offer?

Alting starter der i dig. Gå nu hjem og beslut dig for at skabe en verden, der ærer dig selv som menneske. Jeg ved, at du kun ER kærlighed. Denne demonstration er kærlighed og derfor skal i nyde dette øjeblik, hvor vi sammen lyser på en enkelt sandhed – nemlig den, at vi slet ikke behøver at leve med homofobi. Så enkelt kan det manifesteres.

Og alt imens at I skaber en mere kærlig verden, så husk at have det sjovt. Bare ikke på ”The Rock”, som i mine øjne har vist sig at være et uoverstigeligt bjerg af ”ligegyldighed” og et kæmpe bjerg af sort argumentation.

Tak fordi I er kommet. Det betyder faktisk ALT.

Hanne Bielefeldt (som skrev og holdt talen på vegne af LBL – red.)

Autonome mod homofobi og racisme
AMHOR kom ind i sagen om reggaekoncerterne i november 2006, da Beenie Man skulle have spillet på The Rock. De sendte en lang pressemeddelelse ud, som angreb både The Rock, de homofobiske reggaemusikere, bookerne og RFT, samt grupperne ACC (Antifascist CultureClub) og AFA (Antifascistisk Aktion), som, AMHOR formodede, samarbejdede med RFT. AMHOR har ikke gjort andet end at sende pressemeddelelser ud. I hvert fald ikke officielt som gruppe. I disse agiterer de for et boykot af musikerne, spillestedet og stiller desuden spørgsmålstegn ved, om hele det venstreradikale miljø burde boykotte grupper, der stiller sig kritiske overfor dette boykot. Pressemeddelelsen affødte, foruden en masse personligt fnidder, en interessant diskussion om strategier i forbindelse med bekæmpelse af homofobi i ikke-vestlige miljøer, samarbejde mellem grupper og den anti-fascistiske kamp i det hele taget. Det er ikke lykkes mig at komme i kontakt med AMHOR som gruppe. De sendte mig dog deres pressemeddelelser lige inden deadline. Her er det meste af AMHORs pressemeddelelse.

Når racisme og homofobi får dansesko at gå på
Den homofobiske dancehall-stjerne Beenie Man gæster København d. 27. november. Det illustrerer, i forlængelse af koncerten med Buju Banton, at smart venstrefløjsattitude legitimerer heterosexisme og racisme og spænder ben for anti-fascistisk modstand. (...)

Banton som ”stakkels neger”
Koncerten med Buju Banton er overstået, men debatten kørte og hænger stadig i luften. Denne debat, som aktualiseres af den kommende Beenie Man-koncert, er anledning til denne tekst. Det var nemlig ikke blot som forventeligt den pæne identitetspolitiske organisation LBL og det kommercielle spillested The Rock, der var i clinch med hinanden i den forbindelse. Til vores undren og bekymring markerede tidligere og nuværende mere eller mindre venstreradikale aktivister sig i debatten, som en del af eller med forbindelse til RFT og SP – med argumenter for Banton-koncerten. Argumenter som afspejler en problematisk forestilling om kultur på venstrefløjen, og som stiller store spørgsmålstegn ved den måde, man tænker og gør anti-fascistisk strategi. Ikke mindst fordi nogle i debatten også er inde over Antifascist Culture Club (ACC).

”At blokere kunstnere, der ikke lever op til det nuværende etiske kodeks i vesten, er en overfladisk måde at forholde sig til et dybt kulturelt forankret problem. Desuden mener vi faktisk også, at det er sundt for os at høre hvad der foregår i fremmede kulturer og eksponeres for holdninger vi finder forkastelige; så længe vi forholder os aktivt og kritisk til dem.”

Sådan skriver RFT i en pressemeddelelse før koncerten. En argumentation som i sig selv er udtryk for en overfladisk og dybt kulturelt forankret måde at forholde sig til problemet på. For RFT handler uenigheden om koncerten åbenbart ikke om undertrykkelse og homofobi, men om et møde mellem forskellige kulturer. Mellem et ”etisk kodeks i vesten”, hvor homofobi findes ”forkasteligt”, og en ”fremmed (læs: homofobisk) kultur”.

Det må siges at være en selvforherligende fejlslutning af dimensioner at insinuere, at homofobi ikke er en gennemgående struktur i ”vesten”, som har ansvar overfor. SP gør det samme, når de i en pressemeddelelse sammen med The Rock skriver, at ”dansk mentalitet bør stå for åbenhed, tolerance og dialog”. For os giver det ikke mening at tale om en specielt dansk mentalitet, og da slet ikke som noget knyttet til åbenhed, tolerance og dialog. Heterosexisme, racisme og vold er, uanset om man vil det eller ej, almindeligt forekommende fænomener. For eksempel er det direkte racistisk at betragte jamaicansk kultur som en homogen tilbagestående størrelse, der skal hjælpes (af ”os danskere”?), og som Banton, som en anden kulturaliseret bugtalerdukke, er en forsvars- og ansvarsløs eksponent for.

Banton er ikke en ”stakkels neger”, som det er blevet fremført i diskussionen. Han er en velbeslået del af en international popindustri og nok i stand til at tænke selv. Og selvom homofobi måske nok ”gennemsyrer skoleundervisningen, det fremføres som helt almindeligt i medierne, det prædikes i kirken som er en stor magtfaktor” på Jamaica, som en talsperson fra RFT har udtalt på Modkraft, så er det altså også sådan andre steder (herunder i vesten), og det er ikke ensbetydende med, at sådan er Jamaicansk kultur. Det er jamaicanske homo-organisationer, der nok ikke inviterer Banton til at spille til deres møder, et eksempel på. Gruppen C-FLAG (Carribean Forum for Lesbians, All-sexuals and Gays) har netop for nogle måneder siden, i protest mod en planlagt Beenie Man-koncert i England, udsendt en erklæring, hvor de opfordrer til boykot af kunstnere, der promoverer had og vold mod seksuelle minoriteter.

Privilegeret anti-fascisme
RFT laver den klassiske manøvre med at bruge forskellige udgaver af ”de andre” til at legitimere sin egen praksis og sine egne behov: forestillingen om ”den stakkels neger” legitimerer homofobiske udtryk, og forestillingen om ”den stakkels homo” legitimerer egen racisme, noget som også borgerlige politikere har været ganske gode til de seneste år – eksempelvis ved at gøre homofobi til et indvandrerfænomen. (...)

Men hvordan kan det egentlig være, at eksistensen af homofobi på Jamaica pludselig får den konsekvens, at det er noget, man på nogen måde skal acceptere – og gå i dialog med? Er homofobi på Jamaica mere alvorlig end homofobi i Danmark, eller er det snarere sådan, at henvisningen til Jamaica blot fjerner fokus og ansvar fra Danmark – og dermed fra en selv?

Og væsentligt i forhold til anti-fascistisk strategi: fritager forestillingen om en national kultur personer for et ansvar for deres handlinger? Det ville eksempelvis betyde, at man ikke burde sige fra over for nazistiske kunstnere fra Tyskland i 30’erne, fordi de intet ansvar havde i forhold til fascismen, og at voldtægtsmænd ikke kan stilles til ansvar, fordi de er socialiseret i en sexistisk kultur. (...)

Som det står i AFA’s manifest: At ”snakke fornuft med en der synes, det er skønt at en 7-årig pige er brændt ihjel, er som at spille skak med en der hele tiden vælter brættet, latterligt og spild af tid”. I diskussionen om Banton er det foruroligende, at visse venstreradikale åbenbart synes, det giver mening at snakke fornuft med en, der synes, det er skønt, at homoseksuelle bliver skudt og brændt (samtidig det at det rent faktisk sker). Enten er det fordi, man tillader sig at synes, at der er visse former for undertrykkelsesstrukturer, der er værre end andre, eller også er det fordi man tillader sig ikke at stille folk til ansvar, fordi de kommer fra de varme lande og derfor ikke kan gøre for det.

I begge tilfælde kommer anti-fascismen til at klinge ganske hult, og ligesom RFT-folkene nok trods alt ikke vil gå til koncert med et nazi-band (og vel slet ikke hvis der var en anti-racistisk demo udenfor), ser vi heller ikke nogen ide i at gå til et anti-fascistisk arrangement, hvis man her graduerer undertrykkelsesformer, eller ser undertrykkelse som noget ”de andre” er bærere af. Hvis man med andre ord kalder sig anti-fascister uden en strukturel analyse af forskellige undertrykkelsesformer.

Venstreradikalitet som forbrugskultur
(...) Men hvad gør man så, hvis man ikke mener, det er tilstrækkeligt bare at lade være med at købe noget musik, eller ikke synes det er vejen frem at sende kærlighed ud gennem danseskoene?

Den logiske følge af RFT og omegns argumentation er et forsvar for Beenie Man-koncerten, som de allerede har været med til at legitimere. Et sådan forsvar står ikke alene i modsætning til caribiske, seksualpolitiske organisationer, det står også i modsætning til anti-fascistiske modstandsstrategier. I en sådan situation er det så spørgsmålet, om man kan nøjes med at opfordre til boykot eller blokade af homofobiske og heterosexistiske kunstnere og koncerter, eller om man for at holde et vist politisk bundniveau bør kræve boykot af venstreradikale arrangementer, hvor folk fra RFT deltager. Hvad siger AFA og ACC mon til det?

Autonome mod heterosexisme og racisme

Efter at RFT havde svaret på denne pressemeddelelse, sendte AMHOR endnu en presemeddelelse ud. Her er et uddrag af den:

Svar til Reggae for Tolerance
For to uger siden lagde vi en tekst ud, som problematiserede RFT’s strategi og rolle i relation til koncerten med Buju Banton og den planlagte, nu sandsynligvis udskudte koncert, med Beenie Man. RFT svarede i sidste uge. Det fortjener et svar. (...)

Vi anerkender selvfølgelig, at forskellige strategier er nødvendige i kampen mod homofobi og racisme afhængig af situationen, og vi anerkender også, at I gør et stykke arbejde, og at det er godt, når folk i reggaemiljøet siger fra i forskellige situationer – hvilket vel ret beset også bør være et basalt krav.

I anklager protesterne mod Banton og Beenie Man for at være grundlæggende racistiske og for at ”ville forhindre ethvert udtryk for” Jamaicansk kultur. Men det eneste argument herfor er faktisk jeres egen insisteren på en bombastisk alt-determinerende kobling mellem Banton, homofobi og Jamaicansk kultur, hvor kultur-kasketten skygger for alt andet.

Derudover bygger I antagelsen på forkerte præmisser.

For det første begår I samme fejl med jeres vurdering af homomiljøet, som I gør med Jamaicansk kultur – betragter det som én homogen størrelse. I kritiserer demonstrationen mod Buju Banton for at være et racistisk overgreb mod jamaicansk kultur og gør det til et spørgsmål om, at sådan er homomiljøet, når I inddrager os, LBL, Copenhagen Gay Life og engelske Outrage i én pærevælling. Som om vi skulle være pot og pande med det homoseksuelle establishment. Det er ikke tilfældet. Lige så vel som der er forskellige sociale og politisk grupper på Jamaica, er der det selvfølgelig også i homomiljøet. Vi har aldrig samarbejdet med Outrage (selvom det ikke nødvendigvis ville være et problem at samarbejde internationalt og gøre det), og vi har selvfølgelig heller ikke et samarbejde med den homoseksuelle handelsstandsforening CGL.

Nogle af os deltog i demonstrationen mod Banton-koncerten, men at påstå, at det var os, eller homomiljøet som sådan, der stod og klappede af CGL, accepterede en enkelt idiots racistiske tilråb eller i det hele taget havde en racistisk dagsorden er sgu noget af en tilsnigelse. Selvfølgelig skal man have blik for, og sætte ind overfor, racisme – også i situationer som denne. Når det så er sagt, håndterede LBL faktisk situationen omkring Banton-koncerten ganske udmærket uden hverken undskyldende, nedladende eller dæmoniserende kulturforklaringer – i modsætningen til visse andre, heriblandt jer.

For det andet har i tilsynelandende en ide om, at der ikke bliver gjort noget mod hverken racisme eller homofobi i andre sammenhænge end denne. Hvis man følger lidt med i homomedier og homomiljø, vil man se, at hverken LBL eller andre de seneste år har været fredet i spørgsmål om racisme i homomiljøet. (...) Og hvis vi taler om at bekæmpe homofobi i Danmark, så er det da også underligt at forestille sig, at man skulle ignorere et arrangement med en erklæret voldshomofobisk kunstner. (...)

For det tredje refererer I til den jamaicanske seksualpolitiske gruppe J-FLAG’s opfordring til boykot af kunstnere, der opfordrer til homofobisk vold, og spørger, hvad der får os til at tro ”at de mener at kampen ender der?” Hvad får egentlig jer til at tro, at vi mener, at kampen ender der? Modstanden mod denne koncert foregår netop ikke i et vacuum, men er en del af en kamp, som selvfølgelig også handler om andet end musik, og som reggaefans da sagtens kan deltage i, selvom I mener det modsatte. Også selvom kampen ikke kun foregår på dansegulvet. Vi mener ikke, ”at den eneste rigtige måde at bekæmpe homofobi og heterosexisme på er ved at kræve koncerter aflyst”. Det er blot én af måderne. Et boykot af koncerter ikke målet med hverken livet eller det politiske. Spørgsmålet er, om koncerten og ”dialogen” med Banton og Beenie’s fede grooves er det for jer.

I skriver at flere strategier er relevante at bruge, og at I ikke vil spænde ben for en evt. ”blokade strategi”. Helt fint og så langt er vi enige. Problemet er så, at I konsekvent miskrediterer koncertprotesterne og selv går til koncerterne. Det lugter sgu lidt af benspænd.

I skriver også, at I (efter et indledende dialogmøde på The Rock) tog initiativ til en formaliseret debat om Buju Banton (som selvfølgelig ikke vil deltage i en sådan debat/dialog), og konstaterer, at ingen demonstrerende grupper ønskede at deltage. Lad os repetere, hvad det hele egentlig drejer sig om: hvorvidt man skal eller vil acceptere (og invitere) en kunstner, som opfordrer til mord på homoseksuelle. Det er da ikke så underligt, at ingen homogrupper stiller op til en sådan diskussion. Der er simpelthen ikke noget at diskutere og gå i dialog om hvad det angår. Opfordring til mord på homoer er uacceptabelt, lige gyldig hvem det er, der siger det. Punktum. Det kan da ikke være så svært at forstå. Det burde heller ikke være så svært at forstå, at man som homo måske ikke gider tage til en reggaekoncert, være klar til at buuh’e, hvis der er nogen der siger, at man skal skydes, og så efterfølgende at genoptage den fede dans.

Igen: Det er jer, der får det til at dreje sig om, at ”forhindre ethvert udtryk for” jamaicansk kultur, når I opfatter Banton først og fremmest som en repræsentant for en national kultur. Det er jer, der gør undertrykkelse til en del af billedet på den ”anden” kultur, og deraf til noget, der ikke bare gradbøjes men også ”tolereres” i ekstreme versioner.

I siger, at det er jer, der forstår problemstillingens kompleksitet. Helt ærligt: Der er ikke meget kompleksitet i at se Jamaica som én homogen homofobisk størrelse, homomiljøet som én homogen racistisk størrelse og i at opstille forestillingen om en dialog som den eneste konstruktive strategi mod homofobi. Der er mange grunde til regionale konservative tilbageslag de seneste år, på Jamaica såvel som i Danmark og andre steder (f.eks. amerikansk nykonservatisme, neoliberalisme og ”krigen mod terror”). Sådanne tilbageslag kan man ikke forsimplet bebrejde boykot af reaktionære kræfter. Og det er det I gør, når I hævder, at boykot af voldshomofobiske kunstnere er årsagen til øget homofobi på Jamaica.

Når vi som venstreorienterede forholder os til internationale samarbejdspartnere gør vi det ikke med udgangspunkt i, hvor de kommer fra, men ud fra hvilke analyser og hvilken praksis de har. Kompleksitet handler blandt andet om undertrykkelse, uligheder og forskelle – og politisk handler det om, at samarbejde lokalt og internationalt med progressive kræfter, der forholder sig til den slags, ikke med folk der direkte handler i modstrid med de forestillinger vi har om politisk kamp. (...)

The Rock
The Rock er et spillested i Københavns indre by, som primært afholder koncerter med metalbands. De har et rimeligt fast publikum og booker både mere og mindre kendte navne. Spillestedet nyder en lille støtte fra Københavns Kommune, men finansieres og køres ellers på almindelig kommerciel vis med entre, lønninger, fortjeneste på drikkevarer osv. Dette er måske en relevant information, eftersom det fx ikke var tilfældet med Ungdomshuset og for at forklare, at The Rock ikke er noget politisk spillested.

Dette er en artikel, som Nils Krøyer har skrevet på vegne af The Rock, specielt til dette blad.
Hvordan kan det været, at The Rock igen og igen lægger scene til disse reggaekunstnere, der tilsynelaende er hamrende homofobiske?

”Make peace not war” skreg man i 70’ernes tågede og turbulente ungdomsoprør. Flowerpowerfreaks satte blomster i geværerne og prædikede medmenneskelighed og en lille smule stoffer garneret med rockmusik og hippieuniformer.

Minoriteternes kamp for accept, ja selv majoriteternes i form af kvindefrigørelse og unges gøren krav på selv at bestemme over deres studier på universiteterne, blev udkæmpet i rekylet fra krigen i Vietnam. Og på mange måder har de/vi sejret ad helvede til.

Da vi sidste år kom i kontakt med reggaeforeningen SP med denne reggaefreak Mike i spidsen tænkte vi, at nu var The Rock da virkelig gået hen og blevet progressivt, undergrundsagtigt og subkultursted nr. 1. Faktisk var det en strategi vi lagde fra starten (2004), at vi ville være subkulturernes foretrukne sted med højt til loftet, ingen dresscode, et samlingssted for folk der var trætte af lige linier, lækre designs, moderigtige hængerøve og alting op i festhøjde.
Så reggae var da lige det, der skulle til for at sætte kronen på værket.....men ak. I juli måned 2006 havde vi Buju Banton på plakaten og så startede balladen. Tro mig; vi anede ikke en brik om denne problematik. Så da protesterne kom, gik vi i gang med at indsamle materiale bl.a. gennem samtaler med formanden fra LBL, Mikael Boe Larsen, Peter Tatchell fra OutRage i London, Rasmus Poulsen (specialiseret reggae-DJ fra DR), Dwayne fra Bikstok Royksystem og mange andre.

Vi inviterede til dialogmøde, hvor især repræsentanter fra LBL  gjorde os det klart, at de ville demonstrere mod os, hvis vi gennemførte koncerten. Og vi lod dem forstå at vi havde i sinde at gennemføre den uanset hvad de havde tænkt sig at gøre. Og så undrer man sig over problemerne på Vestbredden!

Og her er baggrunden for vores beslutning om at gennemføre den og senere koncerter:
Sagen har to sider: Den ene handler om den direkte kamp for homoseksuelles ret til at være homoseksuelle. Det støtter vi. Den andet er at skabe opmærksomhed omkring homoseksuelles sag generelt og at overbevise samfundet om, at homoseksualitet er helt normalt og helt i orden. Det mener vi også, men vi er IKKE enige om måden. Vi mener det skader homoseksuelles kamp at føre denne i nogens øjne hetz mod reggaekulturen og rasta-religionen. Jeg personligt mener IKKE, at det er i orden at opfordre til vold mod homoseksuelle eller andre.... jeg bryder mig heller ikke om tegningscensur, men man bliver nødt til at vælge det rigtige våben i de forskellige krige. I reggaekrigen vil jeg opfordre til at sætte blomster i geværerne og vise tolerance og overbærenhed. Jeg er fakrisk sikker på, at vores statement har en langt større betydning for Sizzla, Beenie Man, Buju Banton, Elephant Man etc. ”I er velkomne, men I skal kraftedememig opføre Jer ordentligt og stoppe Jeres pis.....” Og det virker. Det var noget andet, hvis der kom en kunstner forbi på KILL A HOMO TOUR 2007 – altså en dedikeret tur med dette hovedtema. Men det er det ikke – det er latterlige sange skrevet i en underlig konstekst....og den kontekst vil vi gerne forstå. Det gælder for øvrigt også det der med ikke at måtte male fanden på væggen, eller tegne provorøvstegninger i Jyllandsposten

Der er dog en dark horse – og her er måske en åbning til gensidig forståelse - som jeg er blevet gjort opmærksom på gennem mine løbende skriverier med Peter Tatchell: Han påstår at kampen mod reggaekunstnere i Europa gavner sagen for de homoseksuelle på Jamaica. Jeg har forsøgt at opnå kontakt med J-Flag på Jamaica, men de svare mig desværre ikke. Jeg ville naturligvis høre om vi evt. sammen kunne udvikle andre aktionsformer, der måske ville gavne sagen i Europa også.

Ikke desto mindre: Reggaekunstnere der skal optræde på The Rock får direkte besked på IKKE at tale nedsættende om homoseksuelle fra vores scene. Sker det tager vi strømmen. Jeg mener det er et MEGET stærkt statement, og jeg tror og håber det virker bedre end de aftaler OutRage igen og igen forsøger at få Sizzla, Beenie man, Elephant Man etc. til at skrive under på. Det svarer sådan cirka til at bede en Muslim spise svinekød. Hvis han kunne redde livet´ved at gøre det, ville han nok....men han ville IKKE elske den der tvang ham til! Vi skal have reggaefolkene til at elske homoseksuelle.....arh, det er måske lige i overkanten. Men de skal lære at forstå - ikke blot at sige at de forstår.

Den seneste udvikling i denne historie er en politiker i Borgerrepræsentationen, der mener, at vi skal miste den offentlige støtte....som vi forøvrigt ikke får.... fordi vi har disse kunstnere. Han glemte vist dette standpunkt – og det gør andre måske også, når de går til MTW Musicawards (der som bekendt fik 1 mill fra kommunen sidste år). MTW kører disse kunstere på deres kanal hele tiden. Eller køber man Madonna CD’er der er på Virgin Records, som jo også sælger disse kunstnere, er man vel også med til at støtte en platform der giver dem taletid – for ikke at tale om Vega der tidligere havde dem eller Roskilde Festival der har haft Guns N’ Roses, men lavede præcis den samme aftale med dem som vi gør med vores kunstnere.

Jeg synes vi skal arbejde sammen mod det samme mål, men acceptere de forskellige veje vi vil gå.

Mvh og forhåbentlig på gensyn

Nils Krøyer
På vegne af THE ROCK

Det følgende er uddrag fra pressemeddelelser fra The Rock:
(...) Vi iagttager nøje straffelovens paragraf 266b ..... og tillader derfor ikke, at der fremsættes nedsættende bemærkninger om eller opfordres til vold eller had mod grupper af personer på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Derfor adviseres samtlige kunstnere om, at koncerten afbrydes med omgående virkning, såfremt grænsen overskrides. Der har IKKE været overtrædelser af denne lov på The Rock. (...)

Kunstnere som Sizzla og Beenie Man har netop indgået et forlig med OutRage! (...) Ganske kort kan forligets indhold koges ned til, at kunstnerne forpligter sig til at respektere ethvert individs ret til at leve uden frygt for had og vold som følge af deres religion, seksuelle orientering, genetiske ophav eller køn (- køn, som jo IKKE er omfattet af paragraf 266b), samt iagttage, at der i det musikalske samfund ikke er plads til racisme, vold, sexisme eller homofobi. Kunstnerne har ved underskrift forpligtet sig, ikke kun overfor homoseksuelle, men også overfor den samlede musikverden, til at afholde sig fra at ytre sig hadefuldt eller opfordre til vold. (...)

Vi håber med denne pressemeddelelse at undgå de værste tumulter omkring The Rock – og i samme åndedrag vil vi gerne opfordre til, at eventuelle demonstrationer bliver ikke-voldelige og kan afholdes i respektfuld fordragelighed.

Dette er IKKE en pressediskurs – det er er en kærlighedsdiskurs. The Rock mener stadig det er bedre at sætte blomster i geværerne, end at gå i krig med skarpladte våben.

Offensiv – unge revolutionære
Offensiv er en venstreorienteret ungdomsorganisation, som har lokalgrupper fordelt over hele landet. Gruppens medlemmer spænder over anarkister, socialister, kommunister og andre. Organisationen betegner sig som revolutionær og mener dermed, at radikale ændringer i samfundet ikke kan foretages gennem Folketinget, men må ske på gadeplan, hvorfor organisationen er meget aktivistisk præget. For Offensiv er kampen mod racisme, homofobi og heterosexisme del af den anti-fascistiske kamp.

”Vi vil gennem revolution opnå et socialt og solidarisk samfund. Et samfund hvor beslutninger bliver taget af dem de vedrører gennem nærdemokrati på arbejdspladsen, i skolen og i boligkvarterene. Et samfund der ikke driver rovdrift på naturen og den fattige del af verdenen, men står for en lige fordeling af alle jordens ressourcer. Et samfund hvor alle er lige uanset køn, seksualitet eller hudfarve!”                                     - fra www.offensiv.dk

Offensiv kom ind i sagen om reggaekoncerterne på The Rock, da Elephant Man skulle spille den 21.5.07. Her arrangerede de en demonstration under koncerten, sendte pressemeddelelse ud og opfordrede til boykot af showet. De står for en kompromisløs tilgang til problematikken og nægter kategorisk enhver dialog med reggaemusikerne, The Rock eller andre, som de ser som homofober.

Dette er et uddrag af pressemeddelelsen og en tale, som Offensiv holdt under demonstrationen mod Elephant Mans koncert.

Intet rum til homofober
(...) Vi vil som revolutionære anti-heterosexister ikke indgå i nogen form for dialog med homofober, uanset homofobernes kulturelle eller nationale baggrund. Vi ser homofobi som et udtryk for tvangsheteroseksualitet, det heteroseksuelle overherredømme, og mener ikke at det kan bortforklares eller undskyldes med forskellige kulturforklaringer. Derfor siger vi:

- Stop koncerterne med de homofobiske kunstnere på The Rock
- Fuck den kommercielle musikindustris promovering af heterosexisme
- Bekæmp den globale tvangsheteroseksualitet og heterosexisme

Ikke-heteroseksuelle over hele verden er undertrykt af  heterosexisme i mange forskellige former. Fællestrækket blandt alle disse former for heterosexisme er, at de  er med til at opretholde tvangsheteroseksualiteten, det heteroseksuelle overherredømme og forestillingen om at heteroseksualitet er den naturlige og rigtige seksualitet. Samtidig er heterosexismen med til at opretholde forestillingen om, at ikke-heteroseksuelle er unaturlige, syge og afvigende.

Heterosexismen kommer til udtryk, når ikke-heteroseksuelle bliver sygeliggjorte.

Heterosexismen kommer til udtryk i reklamer, tv-shows og film, hvor det heteroseksuelle bliver fremstillet som det naturlige og rigtige.

Heterosexismen kommer til udtryk, når politikere, på tværs af nationer og partier, fremhæver, at den heteroseksuelle kernefamilie er samfundets kerne.

Heterosexismen kommer til udtryk, når børn igennem deres opvækst får indprentet godt og grundigt, at de da selvfølgelig er og SKAL være heteroseksuelle. Uden nogensinde at blive informeret om nogen af de mange muligheder, der ligger uden for heteroseksualiteten.

Og endeligt kommer heterosexismen til udtryk, når ikke-heteroseksuelle bliver udsat for vold og trusler om vold, og i sidste ende mord. Bare på grund af, at de har den seksualitet, de har.

Netop nu, inde på spillestedet The Rock, i bygningen overfor os. Er der koncert med den kommercielle og ekstremt homofobiske dancehall stjerne Elephant Man.

Elephant Man opfordrer til vold og mord på ikke-heteroseksuelle. Det er aldrig acceptabelt at opfordre til vold og mord på ikke-heteroseksuelle. Og det er ligeledes uacceptabelt at promovere disse musikere, som The Rock gør. Elephant Mans homofobi er et ekstremt udtryk for tvangsheteroseksualitet: med vold og trusler om vold tvinges folk til at vælge heteroseksualiteten.

Der er af hvide danskere blevet fremført den holdning, at jamaicanske musikeres homofobi skal tolereres og mødes med dialog, fordi disse musikere kommer fra den såkaldt tredje verden. De hvide danskere siger, at det er svært for folk fra den såkaldt tredje verden at forstå, at det ikke er i orden at opfordre til vold og mord på homoseksuelle.

Disse vestlige pragteksemplarer må nødvendigvis mene, at homosex kun findes i vesten. De må mene, at trans-, bi- og homoseksuelle ikke findes alle steder eller i hvert fald ikke findes i den såkaldt tredje verden, eller hvad? Disse vestlige pragteksemplarer må nødvendigvis også mene, at folk fra den såkaldte tredje verden er fat-dumme, eller hvad?

Hermed fremføres den holdning, at kønslige og seksuelle udfoldelser, der går udover heteroseksualiteten, er så afvigende fra det naturlige, at der kræves en særlig forståelse, en særlig tolerant attitude, for at kunne rumme disse.

Og dette er åbenbart en forståelse, som kun findes i kapitalistiske og vestlige samfund. Denne heterosexistiske og imperialistiske holdning er med til at fastholde forestillingen om heteroseksualiteten som den naturlige og rigtige seksualitet. Og den er samtidig med til at fastholde forestillingen om Danmark og vesten, som et paradis for ikke-heteroseksuelle.

Det er en løgn: Heterosexismen trives i bedste velgående, i verden, i vesten og i Danmark. (...)

Vi ser Elephant Mans homofobi, og homofobi generelt, som et ekstremt udtryk for tvangsheteroseksualitet, det heteroseksuelle overherredømme. Forestillinger om andre ’’kulturers’’ manglende forståelse for homoseksualitet, er blot udtryk for vestlig arrogance og racisme. Der findes transpersoner, bi- og homoseksuelle alle steder, ligesom det heteroseksuelle overherredømme findes alle steder.

Ved at afholde koncerter med homofobiske og heterosexistiske musikere, som Buju Banton og Elephant Man, gør The Rock det samme som en lang række kapitalistiske institutioner i den kommercielle musikindustri. Institutioner, der er parate til at promovere racistisk, sexistisk og heterosexistisk musik i deres grådige jagt på profit. The Rock medvirker aktivt til at give homofober og heterosexister rum til at tale og brede sig i. (...)

Queer Jihad
Nu har jeg siddet og arbejdet med det her blad i ret lang tid og føler også, at jeg vil give det et par ord med på vejen som repræsentant for den queerpolitiske græsrodsgruppe Queer Jihad. Det er efter min mening afgørende at forstå, at konflikten opstår mellem to meget forskellige minoritetsgrupper, som begge føler sig forfulgt og begge er ofre for massiv undertrykkelse.

På den ene side har vi det jamaicanske folk, som har deres historie, som går helt tilbage til slaveskibene, der hentede slaver i Afrika, århundreder med skiftende kolonimagter og den nye form for kolonialisme, som den neoliberale økonomi og den globale kapitalisme udgør efter landets officielle befrielse i 1962. Det er en befolkning, som med rette føler, at de fleste af de problemer, de står med i dag, er problemer, som de har fået udefra. Jamaicanerne er i enhver betydning børn af slaver. Jamaica og mange andre tidligere kolonier kæmper en fortsat kamp for at finde sig selv, sit eget styresystem, egne værdier, egen kultur og selvbestemmelse, uafhængigt af fortiden, og det er en følsom kamp, fordi det er et faktum, at en tidligere koloni er skabt af koloniherren, og således er koloniens mange delelementer også skabt af koloniherren, fjenden. På Jamaica er det fx også tilfældet med den kristendom, som er en af grundpillerne i den homofobi, som kommer til udtryk i dag.

På den anden side har vi homoseksuelle over hele verden, som har været undertrykte hele vejen op gennem historien. De homoseksuelles frihedskamp er, ligesom de tidligere kolonimagters frihedskamp, både følsom og skrøbelig, fordi den er relativt ung og set lidt oppefra temmelig svag. De homoseksuelle er antalsmæssigt en ret lille minoritet i forhold til fx sorte eller kvinder, og den del af verden, hvor der finder en egentlig emancipation sted er relativt lille i forhold til de store dele af verden, hvor homoseksuelle stadig ingen eller kun meget små rettigheder har. Når homoseksuelle reagerer på homofobi, som kommer fra et sted udenfor den vestlige, såkaldt ”ikke-homofobiske” verden, er det også fordi den vestlige verden slet ikke er spor ikke-homofobisk. Der er en emancipation i gang, det er rigtigt, og vi er også nået længere her end mange andre steder, men vi er stadig sårbare og vi har stadig langt igen. Derfor handler kampen for mange vestlige homoer ikke primært om at bekæmpe homofobi på Jamaica, men i ligeså høj grad om at forsvare de rettigheder, vi har tilkæmpet os her. Der er altså tale om et reelt forsvar mod et reelt angreb.

Og det er også et af de steder, hvor der er opstået store misforståelser i debatten. Når jeg har været inde at demonstrere mod koncerterne har jeg ikke tænkt på homoer på Jamaica. Jeg har tænkt på mig selv og mine egne rettigheder og min egen dagligdag i København. Primært i hvert fald. Fordi mit liv også er en kamp som homo i Danmark. Men for RFT går det primært ud på at hjælpe de jamaicanske homoer, som uden tvivl trods alt har det værre end mig. Og om man kæmper for mine rettigheder eller deres er selvfølgelig også afgørende for, hvilke strategier man vælger.

Solidaritet er et nøgleord i begge grupper. Jamaicanerne ser angreb på Buju Banton som et angreb på Jamaica og jamaicansk kultur og ikke som et angreb på den ene eller anden sang, som den ene mand har skrevet. For mange jamaicanere bliver der tale om kulturkamp, kulturkolonialisme og imperialisme.

For mange queer aktivister er der den samme solidaritetsfølelse, og det bliver naturligt at reagere på undertrykkelse af queer søstre og brødre andre steder i verden. Det kan være, når vi hører om den massive undertrykkelse i Polen, offentlige hængninger af bøsser i Iran, når vi ser bøsser få tæv på åben skærm i Moskva (af både fascister, kristne og politi), eller når vi hører om den ene homoseksuelle efter den anden, der bliver tortureret eller dræbt på Jamaica. Som tidligere beskrevet er en hate crime et angreb på alle individer i en gruppe og derudover har alle queers verden over, uanset social, politisk, etnisk eller økonomisk baggrund det til fælles, at de har stået i en situation, hvor de skulle springe ud overfor intolerante eller ignorante mennesker. Alle queers har erfaringer med at skulle retfærdiggøre noget så smukt, uskyldigt og ufarligt som forelskelse. Det fælles erfaringsgrundlag og det fælles angreb på hele gruppen, som en hate crime er, kan få vreden og frustrationen til at stige hos mange queers.

Hvad der imidlertid er ironisk er, at homoseksuelle og sorte (og kvinder) verden over i bund og grund har de samme fjender: den hvide heteroseksuelle mand (som er bevidst om sin overlegne magtposition), kapitalismen, dogmatiske og undertrykkende religioner (typisk baseret på lovtekster som fx det gamle testamente eller koranen eller det hinduistiske kastesystem), imperialismen. Der kan nævnes uendelige eksempler, fx reklameindustrien, som stort set altid bruger hvide, heteroseksuelle modeller; krige, der bruger fattige sorte som kanonføde eller pønser på at skabe våben, der gør fjenden til ukampdygtige bøsser. Find selv på flere.

Bevægelsen af homofobisk musik ind i vores del af verden og bevægelsen af politisk korrekthed og etiske kodekser ind i den tredje verden er nøjagtig den samme. Begge dele er angreb på undertrykte minoriteter, og angrebene ligner de angreb, som historien fortæller om. Homoseksuelles undertrykkelse fortsætter og hvide fortæller fortsat sorte, hvordan de skal være og leve og tænke.

Det sjove er, at når jeg hører sort, bevidst musik, så kan jeg også relatere til det. Når Dead Prez, Bob Marley eller Sizzla synger om black awareness eller black power og om at være undertrykt ved jeg, hvad de taler om og inde i mit hoved bytter jeg bare ’black’ ud med ’gay.’ Men det betyder altså ikke, at jeg bytter ’chi chi man’ ud med ’black man,’ når jeg hører Sizzla, for så ville jeg jo pludselig være white power-tilhænger. Og det er jeg ikke.

We refuse to be what you wanted us to be.
We are what we are: that's the way it's going to be.
- Bob Marley - Babylon System

Hvis vi i stedet retter vores kritik mod kilden af disse angreb, kan vi vende blikket mod en historie, som undertrykker os alle og mod en magtelite, som stadig er hvid og heteroseksuel. Det handler om at se det store billede. Hvem gavner det, at vi bekriger hinanden? Hvem (mis-)bruger sortes arbejdskraft? Hvem gavner det, at den stereotype bøsse er en storforbrugende, evigt morsom arbejdsmaskine, der aldrig skal have barselsorlov og altid er villig til at stille op til et lamt TV-show? Hvem gavner det, at kernefamilien bliver set som samfundets kerne og forbrugerenhed nummer et? Hvem gavner det, at vi har alle indvandrerne stuvet sammen i ghettoer ude i forstæderne? Hvis man begynder at stille sig selv de spørgsmål, som både handler om sorte og homoseksuelle, vil man se, at svaret altid bliver det samme: den hvide, heteroseksuelle, kapitalistiske magtelite, som desuden stort set kun består af mænd.

Lad os desuden virkelig lære at gå efter bolden og ikke efter spilleren. Lad os ikke acceptere en skid homofobi fra nogen mennesker, nogen sinde, nogen steder. Uanset om de finder legitimering for deres afsky i Mein Kampf, Koranen, Biblen, Det Kommunistiske Manifest eller Peter Plys. Den bog, der siger noget dårligt om homoer er fucked up. Og så vil jeg skide på om det er Gud eller Marcus Garvey, der har skrevet den.

http://outrage.org.uk/2007/08/jamaica-homophobia-murder-music-and-free-speech/

http://modkraft.dk/spip.php?article4395

http://modkraft.dk/spip.php?article5543

http://www.lbl.dk/

http://www.skyjuice.dk/

http://the-rock.dk/

http://dortheavej-61.dk/

http://antifa.dk/

http://cultureclub.dk/

osv. mm.