Kære rektor

Der er i vores samfund, og alle andre samfund verden over, en udpræget tendens til diskrimination på baggrund af køn og seksualitet, dvs. sexisme og homofobi. Der er naturligvis også en meget nærværende racisme, men når jeg ikke skriver om dette hænger det sammen med, at selvom problemet med racisme langt fra er løst, er det noget, der bliver talt om i alle fag på skolen så godt som hver dag. Dette er helt klart en positiv ting, og på trods af de mange negative holdninger og meningstilkendegivelser er der altså efter min mening en sund debat i gang om dette emne mange steder.

Når det derimod drejer sig om sexisme og homofobi holder de fleste tand for tunge. Der findes ingen undervisningsforløb specielt for homoseksuelle børn og unge, som der gør for tosprogede, der findes mig bekendt ingen CKF’er vedrørende kvindefrigørelse og kvinders rettigheder osv. Desuden oplever jeg på daglig basis, både fra seminariets læreres og fra dets studerendes side, sexistiske bemærkninger. Disse bemærkninger har som regel ikke en ondsindet karakter, men giver udtryk for en mangel på stillingtagen og engagement i debatten og ofte også for en mangel på viden og indsigt i disse problemstillinger. Disse bemærkninger hævder fx, at drenge larmer mere end piger, at drenge elsker at spille fodbold, at piger er fagligt stærkere end drenge og elsker at skrive fristil om deres marsvin. Dette er fordomme, som vedrører børn og fremstilles for børn. Lignende fordomme fremstilles for voksne, men her er der heldigvis en tendens til, at de ikke får lov at stå upåtalt hen. Det hænger naturligvis sammen med at voksne er i stand til at forsvare sig selv, mens børn er forsvarsløse i den henseende. Paralleller til de nævnte fordomme overfor børn er fx, når nogen siger, at kvinder er bedre til at sy og stå i et køkken og mænd er bedre til teknik end kvinder osv. En anden parallel er den, der siger, at afrikanere har rytme i blodet og er gode til at spille tromme osv.

Jo, mange kvinder er rent faktisk bedre til at sy end mænd, men det har bare ikke noget med deres biologiske køn at gøre, men med det faktum, at de er blevet sat til at sy meget oftere i gennem deres liv end mændene og derfor er bedre øvede. Det har altså noget med deres kønsrolle at gøre. Det samme gælder drenge og piger i skolen. Naturligvis opfører pigerne sig mere roligt end drengene, hvis de gennem hele deres barndom er blevet klædt i lyserødt og er blevet opdraget som dukker, prinsesser og små kvinder, mens drengene gennem hele deres liv har fået at vide, at de larmer mere end pigerne. Det bliver altså en selvopfyldende profeti. Osv. osv. osv. Jeg vil undlade at komme videre ind i denne diskussion og i stedet håbe, at jeg får lejlighed til at tale med dig om det snarligst.

Nova

Det er vigtigt at forstå, at disse strukturer har en undertrykkende effekt på alle mennesker. Det har naturligvis en undertrykkende effekt på kvinder og homoseksuelle, som jo udgør henholdsvis ’det svage køn’ og en minoritet. Men det undertrykker også alle de mænd, som forventes at passe ind i den traditionelle mandlige kønsrolle, og de heteroseksuelle, som skræmmes til at leve et stereotypt, regelret kernefamilieliv. Så hvis det ikke er nok legitimering, at verden skal lære at behandle kvinder og homoseksuelle ordentligt, så er her altså et argument, som jeg ikke mener kan modsiges, for at man skal beskæftige sig med disse emner i enhver mulig kontekst. Og hvilken kontekst er bedre end skolen?

Mit forslag er, at der på N. Zahles Seminarium indføres et obligatorisk fag på første årgang på linje med kristendomskundskab/livsoplysning, som skal hedde ’køn og seksualitet’. Her undervises bla i de forskellige emancipationsbevægelsers historie og målsætninger, kønsrollerne og magtstrukturer i forhold til dem diskuteres, og de studerende gøres bekendte med love vedrørende diskrimination, ligestilling og personlig frihed og integritet, og der tales naturligvis ikke mindst om, hvordan man som lærer kan medvirke til at bekæmpe de kønsbestemte magtstrukturer, som findes overalt i vores samfund og i folkeskolen. Jeg ved, at der er mere end rigeligt stof til at udfylde et helt år, og jeg er heller ikke i tvivl om vigtigheden af at gøre det, af hensyn til alle og ikke kun for dem, der befinder sig nederst i hierarkiet.

Jeg regner med at høre fra dig snarest og på at kunne få et møde med dig, hvor vi kan diskutere mit forslag yderligere, og jeg kan få mulighed for yderligere at uddybe mine argumenter, hvis det skulle være nødvendigt.

Jeg vil gøre opmærksom på, at dette brev er offentliggjort i et nyhedsbrev, der hedder Slamm, som udkommer i det venstreradikale miljø, samt sendt til skoleavisen Zahlerøret. Dette er, vil jeg godt understrege, ikke gjort som repressionsmiddel, men udelukkende ud fra et ønske om at kommunikere de samme budskaber ud til bladenes læsere, som jeg ønsker at give dig og desuden gøre folk opmærksomme på, at det er muligt at gøre noget for at bekæmpe de strukturer, som fungerer iblandt os. Dernæst naturligvis for at opmuntre andre, der føler sig indeklemte af de nuværende kønsstrukturer, til at komme med på banen i denne diskussion. Og endelig for at lade de folk, som det vedrører, følge med i en debat, som jeg håber at kunne sætte i gang. Jeg håber, du har forståelse for dette.

Med venlig hilsen
Mads