traet

I efteråret 2006 kom en ven op til Queer Jihad og fortalte, at han havde set nogle bøsser blive tævet inde midt i København, og nu havde han fået nok. Vi måtte gøre noget. Så vi startede et selvforsvarshold for bøsser og biseksuelle mænd i Ungdomshuset på Jagtvej 69. Det var det eneste sted, vi kunne få lov. LBL og Pan Idræt turde ikke være med og gad ikke hjælpe. I februar 2008 udgav vi et temanummer af Queer Power, der hed ”Træt af pis” og handlede om at forsvare sig selv, når man blev overfaldet. I sommeren 2008 var der en række organiserede overfald på bøsser i HC Ørstedparken i København. Copenhagen Queer Festival organiserede en spontan demonstration imod overfaldene i juli 2008, og Initiativet Bash Back! opstod som et queer og radikalt alternativ til tandløse politikere og lobbyister. Vold, trusler og frygt er hverdag for de fleste queers. Undersøgelser viser, at queers bliver angrebet og kvinder voldtaget hver dag i Danmark. I Queer Jihad mener vi, at det at kunne forsvare sig selv som queer eller kvinde er en helt naturlig ting. Vi opfordrer folk til at lære teknikker, der gør, at de kan føle sig trygge, når de går i byen, i skole, på arbejde eller på indkøb. Alle har ret til et trygt og lykkeligt liv.