Fisken ved ikke, den er nede i vandet. Den har slet ingen ide om, hvad vandet er, hvor vandet er, eller hvad dens eget forhold til vandet er. Men tager man fisken op af vandet, så vil den lægge mærke til det. Og putter man en kat ned under vandet, så vil den også lægge mærke til det. På den måde er der noget, der hører til i vandet og noget, der ikke hører til i vandet. Men man får først en forståelse for, hvad vandet er, når man kommer det forkerte sted hen. Det er på samme måde med den heteroseksuelle verdensorden. Bortset fra at vandet er godt for fisken, men den heteroseksuelle verdensorden er ikke godt for noget.

Den heteroseksuelle verdensorden er et system af forventninger, som man skal opfylde. Hvis man opfylder forventningerne uden problemer, opdager man ikke den heteroseksuelle verdensorden, som fisken, der ikke opdager vandet. Men hvis man ikke kan eller vil opfylde forventningerne, oplever man den heteroseksuelle verdensorden som kvælende, som katten under vand. Og på samme måde: tager man en person som normalt ville opfylde forventningerne og putter den i en anden sammenhæng, fx til en queer fest, så vil personen pludselig få øje på den heteroseksuelle verdensorden, som den kom fra, og føle sig forvirret og måske utilpas.

Den heteroseksuelle verdensorden er overalt omkring os, nogle gange kan vi se den, nogle gange er den usynlig. Den er et system, der deler alle mennesker ind i to grupper, mænd og kvinder, og gør det umuligt at have kroppe, der skiller sig ud fra de to slags. Efter man har delt menneskene ind i de to grupper, opstiller man en lang række forventninger til deres opførsel ud fra deres køn. Disse forventninger indebærer valg af job og uddannelse, spise- og drikkevaner, bevægelsesmønstre, måder at tale og grine på. Og ikke mindst indeholder de et krav om, at seksuel tiltrækning foregår på tværs af de to køn, altså at man er heteroseksuel. For eksempel må man ikke have en krop, der både har bryster og pik, eller som har en fisse, men ingen bryster. Man må ikke ændre sin krop fra det ene til det andet, og man må slet ikke ændre den til noget helt tredje. Og for eksempel må man som kvinde ikke gå på teknisk skole, og hvis man gør det straffes man med tilråb i kantinen og upassende bemærkninger fra både medstuderende og lærere. Som mand må man ikke gå med sminke, og gør man det alligevel får man sin straf hele vejen ned ad gaden.

I den heteroseksuelle verdensorden er der en forventning om, at alle tingene hænger sammen, og at de to køn er hinandens modsætninger og derfor passer sammen. Man forventer, at folk tilpasser sig, og gør de det ikke af sig selv, har man forskellige muligheder for at presse dem til at tilpasse sig, fx mobning, trusler, vold, vittigheder, men også en overrepræsentation af folk, der opfylder den heteroseksuelle verdensorden perfekt, i reklamer, film og popmusik.

Den heteroseksuelle verdensorden får altså et undertrykkende og aggressivt udtryk, når den møder individer, som ikke vil tilpasse sig, herunder det man kalder homo- og biseksuelle, transpersoner, interseksuelle personer, tøsedrenge og drengepiger. Men selv heteroseksuelle mennesker, som normalt lever op til de konservative kønsroller, støder ind i mellem ind i problemer.

Den heteroseksuelle verdensorden opretholdes ikke af en skjult komite, der sidder et sted i vores samfund, den opretholdes af os alle sammen, af din mor og far, af forfattere, musikere, reklameindustrien, de religiøse institutioner, ja, den opretholdes endda af homoseksuelle foreninger, politikere og dig og mig.

Og så er der nogen, der prøver at ødelægge den.

Hvornår går den i stykker?
Lige før, lige nu og lige om lidt. Den heteroseksuelle verdensorden går hele tiden i stykker og bygger sig hele tiden op. Den er dynamisk og organisk som en hårdfør ukrudtsplante. Den er the matrix. Men den går i stykker, hver gang et bøssepar kysser, hver gang en kvinde sætter sig bag rattet i hendes egen truck, hver eneste dag, når man som queer har overlevet, glad og uden skrammer og uden at skamme sig over sig selv. Den går i stykker, når homofobiske love slettes og modige politikere tager heterosexismen op til debat i magtens korridorer. Den går i stykker, når den lesbiske kvinde tager sin bøsseven i hånden og starter til selvforsvar, fordi de har fået nok af trusler og frygt, og den dag, man kommer ud af skabet og står ved, hvem man er og føler, at det er det bedste, man har gjort for sig selv længe. Den går i stykker hver gang, du sætter dig ind i din egen situation og læser om din historie, din kultur, hvem du er og hvor du kommer fra. Den går i stykker lige i dette øjeblik, mens du læser det her.

Hvor går den i stykker?
Den går i stykker indeni dig. Det er mest der, den går i stykker. Og det er det bedste sted at starte.

Hvorfor går den i stykker?
Den går i stykker, fordi alt, hvad der er skabt, kan skabes om eller ødelægges. Den heteroseksuelle verdensorden er skabt af kirker, magthavere og undertrykkere. Og så er den skabt af mænd. Den går i stykker, fordi flere kvinder får mere magt over sig selv, fordi flere queers er ligeglade med, hvad heteroseksuelle mænd synes om dem, og fordi guderne er døde.

Kan jeg se, når det sker?
Nogle gange. Du kan se det, når det skaber overskrifter i aviserne, at en queer har forsvaret sig selv. Du kan se det, når vi står på talerstolene og scenerne. Du kan høre det, når vi svarer igen på latterlige kommentarer i skolegårdene, kantinerne, busserne og på diskotekerne. Og vi kan se det, når du maler det på byens mure.